At få børn {{forumTopicSubject}}

Hej allesammen.

Undskyld, at dette emne er meget off topic.

Jeg har altid sagt, at jeg ikke ville have børn - hele min omgangskreds ved det, for jeg har været meget åben omkring det.

"Problemet" er nu, at jeg faktisk her på det sidste har fået lyst til at få børn - det har jeg ellers aldrig haft.

Jeg fylder 26 år juleaften, så måske er det hormoner, der er på spil?

Det ville nok først blive om 2½ år (altså når jeg er omkring 28 år), fordi jeg så er færdig med min universitetuddannelse.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg præcis vil med det her emne, men måske kan I give mig lidt feedback? Lyder det helt tosset? Er det et ønske, der går væk igen? Hvad er jeres erfaringer?

Det skal nævnes, at jeg lider af skizofreni (men jeg er i behandling og har det stabilt godt), og det betyder jo heller ikke, at mennesker med psykisk sygdom ikke skal have børn.

Vh Mie

Se svar (69) >>

Andre forumemner med "At få børn"

At få børn.
Kære hundegalleri. Nu vil jeg dele noget med jer, som er et lidt ømt emne for mig. Har gået med det selv længe, og jeg kan ikke rigtig blive '' enig '' med mig selv. Har brug for at snakke lidt...

Skrevet af: Gagnam'savner sin himmelhund. - 24. feb 2014

At få børn
Jeg snakker ofte med mine veninder om børn, da jeg ser frem til at skulle have dem. De syntes jo det vanvittigt at jeg gerne vil have mit første barn inden jeg bliver 26, men det ser jeg som norma...

Skrevet af: Mette K - 13. sep 2010

At få børn sent..
Jeg er 26 (fylder 27 til april) og har ingen børn. Jeg har ingen lyst til børn lige pt men det er en del af mine fremtidsplaner, men da min kæreste pt er syg af en depression og vi ikke ved hvornår ...

Skrevet af: *Heidi* . - 21. feb 2012

Se alle forumemner med "At få børn"

Spar penge på din forsikring

Gå til sidste svar

Kommentarer på: At få børn

Sabrina B Tilmeldt:
dec 2011
Følger: 3 Følgere: 3 Hunde: 1 Emner: 126 Svar: 736

#2 1. dec 2015 det med at ændre mening kender jeg alt til.
jeg har altid sagt at jeg ikke ville have børn. men inden for de sidste års tid har jeg ændret mening. og jeg bliver altså 30 til april.
Min kæreste og jeg er i gang med at prøve at få et barn.
Og siden jeg har besluttet at jeg gerne ville være gravid, har jeg ikke kunne tænke på andet.

med hensyn til din sygdom, så ville jeg tale med din familie og læge omkring dine tanker. men jeg skal ikke gøre mig klog på det at have en psykisk sygdom.
Julie Tilmeldt:
feb 2006
Følger: 4 Følgere: 33 Hunde: 1 Emner: 562 Svar: 13.224

#3 1. dec 2015 He he jeg kender det! Jeg har altid sagt, at jeg ikke skulle have børn, og jeg har aldrig haft lysten til at hverken tale med eller holde børn. Meeeen så har jeg fundet ham, som jeg skal være sammen med resten af livet, og alle mine veninder spytter dem ud på stribe (jeg venter på at blive "pseudo-moster" for fjerde gang i år) og nu er jeg ved at DØ af skrukhed. Kæresten er så næsten fire år yngre end mig og mangler fire år på skolebænken, så jeg kan ikke få min vilje lige med det samme. Veninderne synes bare at det er sjovt, at jeg har skiftet mening.
Lua Tilmeldt:
dec 2014
Følger: 1 Følgere: 1 Emner: 66 Svar: 246

#4 1. dec 2015 Tak for jeres kommentarer Dejligt, at jeg ikke er den eneste, der ændrer mening på det område.

Jeg har altid været meget selvstændig, men bor i samme by som mine forældre og bedsteforældre, så de er der til at hjælpe, hvis nødvendigt.

Jeg har ingen partner, men hvis jeg stadig ikke har det når jeg er færdig med min uddannelse (og jeg stadig har lysten), så får jeg børn uanset hvad.
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#6 1. dec 2015 Mht sygdommen skal du tage med i den overvejelser at det altså KAN være arveligt. Siger ikke at du ikke kan få børn, syntes bare den er meget vigtigt at have med i overvejelserne.

Jeg ville engang gerne have børn, så meget at vi var i fertilitetsbehandling. Men heldigvis lykkedes det ikke dengang. For min mand er efterfølgende blevet syg, og der er kommet et par sygdomme mere i familien, så jeg vil ikke tage chancen, jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis mit barn arvede noget af det jeg ved der er chance for.

Som sagt siger jeg ikke at du ikke burde får børn, jeg syntes bare det er ekstrem vigtigt at man har det med i overvejelserne.
Lua Tilmeldt:
dec 2014
Følger: 1 Følgere: 1 Emner: 66 Svar: 246

#8 1. dec 2015 Jeg kender godt til den mulige arving, så det er skam med i mine overvejelser.
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#9 1. dec 2015 Ida: Jeg har det okay, for vi var jo stoppet behandlingen inden min mand blev syg. For mig var det bare ikke SÅ meget værd at få et barn, at jeg havde lyst til at fortsætte i behandlingen, det var simpelthen for hårdt for mig. Og som årene er gået har jeg så fået mindre og mindre lyst til at få børn ( er heller ikke super begejstret for andrs børn ) . Da min mand så blev syg, jamen så holdt vi endnu mere fast i vores beslutning, og da der så her for nogle måneder siden blev konstateret endnu en sygdom i familien, ja der blev det simpelthen 100 procent fast, jeg vil simpelthen ikke have børn på de vilkår.

Jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis vores barn fik skizofreni eller blev autist, bare for at tage et par af de sygdomme/lidelser/handicaps der er i vores familier. Jeg ville ikke kunne bære at mit barn måske skulle igennem samme helvede som jeg selv , min mand eller andre i familien har været/er ( mit er ikke arveligt) .
Lua Tilmeldt:
dec 2014
Følger: 1 Følgere: 1 Emner: 66 Svar: 246

#12 1. dec 2015 Birgitta, hvor lyder det godt Mange tak for din kommentar.

Ja, det er specielt at have fødselsdag juleaften, men jeg er nu glad for det
Hanne M Tilmeldt:
feb 2011
Følger: 34 Følgere: 87 Hunde: 4 Emner: 946 Svar: 17.520

#13 1. dec 2015 Tror de fleste enten selv, eller kender nogen der i en ung alder har haft det sådan at de ikke skulle have børn. Tror også de fleste på et eller andet tidspunkt når alderen og andre ting går op i en højere enhed når dertil som du Ts er nu, at det vil de nu gerne alligevel...

Jeg tror aldrig jeg nåede til at tænke rigtigt over det, før jeg en dag bare begyndte at ligge mærke til babyer og barnevogne ... Fik det første af 3 kort før jeg fyldte 24, og den sidste kort før jeg fyldte 32 ....

De er i dag 23, 26 og snart 32, og de er mit livs glæde ... der er hårdt arbejde og det er bekymringer, og så er det ti-fold tilbage af glæde og stolthed...

Jeg har endnu ikke børnebørn, men de 2 af dem er sikre på de vil have børn, og den ældste får det forhåbentligt i løbet af de kommende år ...

Jeg glæder mig helt vildt, og er sikker på jeg vil tude af glæde den dag jeg får af vide jeg skal være mormor...
B-B < Tilmeldt:
mar 2007
Følger: 35 Følgere: 30 Hunde: 5 Emner: 618 Svar: 3.633

#15 1. dec 2015 Jeg er 25, og har aldrig haft lyst til at få børn. Skal da ikke kunne sige det ikke ændre sig. Jeg har intet imod at være sammen med børn, og kan da nemt få nogle åååårh momenter når jeg ser et tungt sovende barn Alt det ødelægges så ligeså snart bæstet vækkes til live haha Ej børn er skønne. Jeg ønsker, endnu, bare ikke børn
Alexandoria Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 50 Følgere: 253 Hunde: 2 Emner: 425 Svar: 10.636

#16 1. dec 2015 Nu er jeg lidt yngre end dig med mine 21 år, men jeg ville bestemt ikke have børn for 2 år siden. Slet ikke, det kom bare ikke på tale.
Sidenhen er jeg gået fra at tænke "Aldrig" til "... måske, jeg vil ikke udelukke det" til "Jeg vil virkelig gerne have børn en dag. Det ville være trist ikke at få dem".

Så jeg kender godt det der med at skifte mening, og det er bestemt ikke nogen skam, at man ikke lige holder fast i det, man oprindeligt troede, man ville.
Frk. Jensen - Crazy Cat Lady :p Tilmeldt:
okt 2010
Følger: 18 Følgere: 1319 Hunde: 1 Emner: 202 Svar: 13.814

#17 1. dec 2015 Jeg sagde "jeg skal ALDRIG have børn" og så blev jeg gravid jeg er dog sterilliseret nu og nøjes med den ene.
Lua Tilmeldt:
dec 2014
Følger: 1 Følgere: 1 Emner: 66 Svar: 246

#18 1. dec 2015 Dejlige kommentarer allesammen

Nej, det er vel ikke en skam at udvikle sig og ændre holdning med alderen.
Michelle Tilmeldt:
jan 2007
Følger: 18 Følgere: 52 Hunde: 4 Emner: 552 Svar: 31.069

#19 1. dec 2015 At skifte mening om den slags er ret almindeligt.

I forhold til det at få børn når man har en psykisk sygdom, så synes jeg da det er noget man skal være ret bevidst om.
For mig handler det ikke bare om at det kan være arveligt, men osse om det du skriver omkring at hvis ikke du finder en partner, så får du dem alene (hvis lysten stadig er der). Nu kan skizofreni jo heldigvis i de fleste tilfælde behandles ret godt, og mange kan leve et (næsten om ikke andet) normalt liv med skizofreni.
Men hvordan ser det ud med behandling under graviditet? Og hvad gør du hvis du render i dårlige perioder og du har valgt at være alenemor... ja der er bedsteforældre der kan hjælpe... men det er jo det rent praktiske. Hvad hvis man ser det fra børnenes side, at deres eneste forælder pludseligt har det rigtigt skidt?

Det er ikke skrevet for at tale dig fra at få børn (eller få børn alene), men mere sådan de tanker jeg umiddelbart ville gøre mig his jeg var i dine sko -så der kan "lægges en plan" inden den bliver nødvendig (hvis den nogensinde bliver det)
Michelle Tilmeldt:
jan 2007
Følger: 18 Følgere: 52 Hunde: 4 Emner: 552 Svar: 31.069

#20 1. dec 2015 Og jeg er i øvrigt 31 og har ingen lyst til børn -det havde jeg heller ikke for 2, 3 eller 10 år siden... men dengang fik jeg hele tiden at vide at "det kommer når du bliver ældre"... jeg hører den stadig af og til, men de der kender mig, er da heldigvis ved at stoppe...

Jeg kan self ikke 100% udelukke at det skulle ske en dag... men jeg kan ikke forestille mig hvad der skulle ske før jeg ændrede mening. Det ville i alle tilfælde være et gevaldigt kompromis fra min side -jeg ville da uden tvivl elske barnet hvis først det var her... Men jeg har bare aldrig haft nogen trang til at formere mig. Og har så yderligere lidt fysiske skavanker jeg ikke har lyst til at give videre, og i øvrigt heller ikek har lyst til at holde ud i 9 mdr uden mulighed for behandling de dage hvor det er helt ad helvede til
Elsker mine hunde! * DKK snob * Tilmeldt:
jan 2010
Følger: 36 Følgere: 34 Hunde: 3 Emner: 50 Svar: 753

#21 1. dec 2015 Har altid sagt jeg ikke skulle have børn uanset hvad!! Det samme med kæresten..
Men nu efter vi har fundet sammen er tanken da alligevel kommet.. Ikke at jeg tror vi nogensinde kommer til virkelig at prøve på at få børn, mere "sker det så sker det"
Stella * Tilmeldt:
nov 2008
Følger: 13 Følgere: 11 Hunde: 3 Emner: 237 Svar: 3.147

#22 1. dec 2015 Jeg har heller aldrig haft et ønske om at få børn. lige indtil for 3 år siden hvor vi fik den dejligste niece. Så blev jeg altså lidt skruk. Og nu har jeg en dejlig datter på 3 mdr og jeg er selv lige blevet 30 år. Man skal gøre det man føler er rigtigt og man må godt skifte mening.
Frk. Jensen - Crazy Cat Lady :p Tilmeldt:
okt 2010
Følger: 18 Følgere: 1319 Hunde: 1 Emner: 202 Svar: 13.814

#23 1. dec 2015 Hvis jeg vidste jeg havde de diagnoser jeg har inden jeg fik barn havde jeg slet ikke fået hende.

Men uden hende ville ingen have vidst jeg fejlede noget
M. I Tilmeldt:
aug 2008
Følgere: 8 Hunde: 1 Emner: 104 Svar: 5.012

#24 1. dec 2015 Det er jo meget individuelt. Jeg er gået modsatte vej. Mit biologiske ur har aldrig rigtig tikket, men jeg troede da bestemt at jeg skulle have børn indtil jeg mødte min mand. Faktisk så havde jeg sat 26 år som deadline for den første da jeg var først i 20erne.

Men ja... den deadline kom og gik, og så mødte jeg min mand der ikke ville have børn og det var bestemt ikke nogen katastrofe. I dag kunne jeg faktisk slet ikke tænke mig et liv med børn og ville være meget ked af at blive gravid.
AJZ Tilmeldt:
okt 2012
Følger: 2 Følgere: 2 Emner: 16 Svar: 292

#26 1. dec 2015 Ja jeg må så også indrømme, at jeg synes, man skal afholde sig fra at få børn, hvis man har en alvorlig sygdom, som kan nedarves. Jeg er tilhænger af at tænke mere på børnenes tarv og hvordan deres liv bliver, fremfor hvad man selv har behov for.
Lua Tilmeldt:
dec 2014
Følger: 1 Følgere: 1 Emner: 66 Svar: 246

#27 2. dec 2015 Der er ikke andre i min familie, der har sygdommen. Og chancen for at barnet arver sygdommen er altså "kun" 10%.
Foxy Tilmeldt:
jun 2013
Følger: 3 Følgere: 3 Hunde: 2 Emner: 6 Svar: 524

#30 2. dec 2015 Jeg vil gerne have børn, men jeg har fravalgt det grundet skizofreni. Alt det dårligdom jeg har gået igennem for at få et nogenlundeliv vil jeg simpelthen ikke byde et andet menneske, end ikke min værste fjende og da slet ikke mit eget barn, jeg er også fuldt bevidst om at jeg højest sandsynligvis aldrig for helt det samme overskud som folk der ikke kæmper med alvorlige diagnoser - og jeg ved hvor meget min sygdom i en lang periodehar afkræftet min ellers meget ressourcestærke mor. Børn/unge der lider af skizofreni er bare ofte lidt af en mundfuld.

Jeg håber virkelig jeg ville kunne fravælge et barn hvis jeg pludselig blev gravid - men jeg er ikke sikker, derfor er jeg meget omhyggelig med prævention.
ANNA G Tilmeldt:
jun 2008
Følger: 29 Følgere: 36 Hunde: 4 Emner: 46 Svar: 2.931

#31 2. dec 2015 Jeg ville aldrig have børn. Har aldrig brudt mig om dem eller haft lyst til det. Min mand ville dog virkelig gerne have børn. Det kunne vi så ikke. Gik igennem utallige behandlinger uden held. Indtil jeg til sidst sagde stop.

Vi er senere blevet skilt og jeg håber han finder en der vil og kan få børn. Men jeg er meget glad for at jeg ikke fik dem.

Men selvfølgelig kan man skifte mening. Jeg er dog heldigvis ved at blive så gammel nu, at folk er holdt op med at spørge mig
ANNA G Tilmeldt:
jun 2008
Følger: 29 Følgere: 36 Hunde: 4 Emner: 46 Svar: 2.931

#33 2. dec 2015 Jeg går ikke ud fra, at man fortryder de børn man fik? Så havde det lykkedes havde jeg vel synes godt om mit eget barn? Men om det er sandheden finder vi jo aldrig ud af...

Jeg kan jo fx godt lide min niece.

Nu er de 3 sætninger i mit indlæg måske ikke den fulde sandhed af hvordan mit liv har formet sig...
Michelle Tilmeldt:
jan 2007
Følger: 18 Følgere: 52 Hunde: 4 Emner: 552 Svar: 31.069

#34 2. dec 2015 Tænker da osse at når først barnet er der, så holder man jo af det, hvis man da ikke er helt følelsesmæssigt afstumpet eller har andre alvorlige mentale problemer.
-jeg ønsker ikke børn, men fik jeg det alligevel, er jeg da ganske sikker på at jeg ville elske dem og gøre mit bedste for dem...
Dea Tilmeldt:
jul 2015
Følger: 2 Svar: 206

#35 2. dec 2015 Jeg har sandsynligvis arvet depression fra min familie. ADHD, ADD og depression løber på begge sider af familien.

Hvis du spørger min tidligere psykolog mangler jeg den der connection til min mor især, som små børn normalt har.
Det betyder at jeg er dårlig til at stole på folk og ikke taler om når jeg har det skidt og aldrig har gjort det. Da jeg var 5 gemte jeg mig i skabe når jeg var ked af det, fordi jeg ikke ville tale om det. Da jeg blev ældre lærte jeg at skjule de følelser bag et smil. Jeg ved hvordan jeg skjuler at jeg er ked af det, når jeg har mine selvskadende perioder og så fremdeles.
Mine forældre er vokset op med forældre med problemer, og selvom de har givet os al den kærlighed, omsorg og så videre, er risikoen der bare i endnu højere grad end for raske personer..

Jeg har ALTID ville have børn, men er virkelig begyndt at genoverveje det. Får jeg det ikke bedre skal jeg ikke have børn, så simpelt er det.
Arvematerialet jeg bærer rundt på bekymrer mig mindre (forhelvede, jeg kunne vælge at adoptere), end risikoen for at jeg præger mit barn til at blive sygt ligesom jeg er. Hvordan skal jeg lære et barn tillid til forældre når det tilsyneladende ikke er noget jeg selv har lært??

Mine forældre har aldrig nægtet mig kærlighed, tid eller lignende. Jeg har haft en god og tryg opvækst, men alligevel er der bare de ting der som ser ud til at gå tilbage i familien.
Michelle Tilmeldt:
jan 2007
Følger: 18 Følgere: 52 Hunde: 4 Emner: 552 Svar: 31.069

#38 2. dec 2015 birgitta -nu kan der jo være mange årsager til ar man går fra hinanden, så en skilsmisse betyder altså ikke automatisk at man mener 50% af ungernes gener er uønskede så at sige.

Og jeg kan slet ikke følge den der med ikke at kunne elske barnet uforbeholdent fordi man har forladt deres far. Gener er trods alt ikke alt, og dels er børnene jo et mix af gener der kan påvirke hinanden (og dermed ikke bare være 50% deres far) og dels har opvæksten jo noget at sige i forhold til hvordan de gener kommer til udtryk.

Self kan man ikke elske ALT ens unger gør og siger, men man kan altså godt elske hele barnets person (håber du forstår hvad jeg mener). Og det i øvrigt fuldstændigt ligegyldigt om man er sammen med faren eller ej
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#40 2. dec 2015 Der er jo heldigvis også mange forældre der trods skilsmisse formår at have et fint samarbejde, og ikke skilles som dødsfjender Og dermed ikke går og analysere på barnet, og hvilke ting der stammer fra den anden part
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#42 2. dec 2015 Mine forældre blev skilt da jeg var 2, og de har ALDRIG snakket grimt om hinanden ( i hvert fald ikke overfor mig) , de har altid samarbejdet fint, også om f.eks min konfirmation.

De snakker også stadig fint sammen efter jeg er blevet voksen, og kan fint placeres lige ved siden af hinanden til f.eks min fødselsdag. De er skam også venner på facebook, ja min far er faktisk venner med en del fra min familie derinde.

De fik jo altså mig fordi de ønskede et barn, og fordi de dengang elskede hinanden ( som tilfældet jo altså er for de fleste der får børn) . Så deres følelser overfor mig har da ikke ændret sig, bare fordi de blev skilt. Ligesom de heller ikke går og analysere hvilke træk der stammer fra hvem, og beskylder den anden for de dårlige træk jeg nu engang måske har
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#43 2. dec 2015 Mht til det med psykisk syge der får børn, så er jeg faktisk ret splittet ( også selvom jeg altså selv er det). Ment at jeg ser ikke det som grund til total udelukkelse , men jeg ser det som ens pligt at overveje EKSTRA grundigt, i forhold til et menneske der ikke fejler noget.

Jeg erkender gerne at jeg har set flere tilfælde i et par facebook grupper jeg er i, hvor jeg tænker det fandeme ikke er et fedt liv for et barn at have, og kan ikke lade være med at tænke at de ting som forældrene selv har været udsat for som børn, ja det udsætter de så nu deres egne børn for ( her taler jeg om svigt af den ene eller anden grad) . Forældre der dagligt skriver om at de bare vil dø, ikke magter andet end at ligge i sengen, ikke gider kæmpe mere ( det er deres egne ord) og ting i den dur. Altså så skulle man sgu måske ikke have fået de børn. Og mange af dem havde det altså også sådan FØR de fik børn, altså de er ikke først blevet syge efterfølgende, men er netop selv blevet syge af bla. svigt.
AJZ Tilmeldt:
okt 2012
Følger: 2 Følgere: 2 Emner: 16 Svar: 292

#44 2. dec 2015 Jeg har selv arbejdet med børn og unge mennesker med diverse diagnoser gennem 14 år. Mange af dem havde forældre hvor enten den ene eller begge forældre selv havde diagnoser. I mange af tilfældene ville det have været et bedre liv for både børn og forældre, hvis børnene ikke var sat i verden. Men desværre var det ofte sådan, at mange af de unge mennesker havde en forestilling om, at når de fik en kæreste og et barn, villa og vovhund så ville alle deres problemer forsvinde. Jeg mener virkelig, at hvis man har en diagnose, så skal man lade være med at få børn. Også selvom der kun er xx% chance for at barnet får samme sygdom. Det er ikke en risko man kan være bekendt at tage på et andet menneskes (barnets) vegne. Livet er hårdt nok i sig selv med en diagnose og det bliver ikke nemmere, fordi man får et barn - tvært imod!
AJZ Tilmeldt:
okt 2012
Følger: 2 Følgere: 2 Emner: 16 Svar: 292

#48 2. dec 2015 Hvis man selv er så syg, at man har brug for livslang hjælp til at klare hverdagen så bør man virkelig ikke få børn.
Plejer at sige at hvis man ikke kan klare sig selv kan man heller ikke klare et barn.
Michelle Tilmeldt:
jan 2007
Følger: 18 Følgere: 52 Hunde: 4 Emner: 552 Svar: 31.069

#49 2. dec 2015 nu er der jo ret stor forskel på diagnoser. Jeg mener bestemt ikke at diagnoser pr definition betyder at man ikke bør få børn.
Men man skal da absolut overveje hvilken betydning ens diagnose har både for barnet og en selv.

Og hvis man så samtidig vil have børnene alene, så er der altså ikke en far der måske kunne kompensere for nogle af de problemer man (evt. periodisk) vil have.

Så jeg tænker næsten at gør man det alene, skal man være ENDNU mere kritisk i sine overvejelser omkring børn
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#50 2. dec 2015 En ting jeg også syntes er en god ide, er at snakke med sin læge/behandler og evt,. kommune om det INDEN man kaster sig ud i projektet, for ligesom at høre deres vurdering og mening. Det gjorde vi dengang, for jeg ville ikke sætte et barn i verden hvis jeg risikerede at kommunen mente det var en meget dårlig ide, og der derfor var chance for at barnet blev fjernet.

Det var som sagt inden min mand blev syg. Selvom jeg ikke er i systemet, så er jeg ikke i tvivl om at HVIS jeg blev gravid, så ville kommunen helt sikkert følge op på os, for at tjekke vi kunne klare jobbet. Så det er jo altså også noget man skal have med i tankerne, og man skal kunne acceptere at kommunen ikke er fjenden, men at de gør det for barnets skyld, og hvis man er imødekommende og åben, så ender det oftere bedre, end hvis man ser dem som fjenden og bekriger dem.
Tommy F Tilmeldt:
sep 2015
Hunde: 1 Svar: 16

#51 2. dec 2015 min kone havde samme holdning til hun blev 28. hun havde altid været helt afklaret,og meldt det kraftigt ud.

Da hun ville have børn var problemet så mig, da jeg havde vænnet mig til tanken om ikke at blive far.

Heldigvis har vi nu 2 skønne piger på 3 og 5
det er virkeligt skønt. og mega hårdt. Men man venner sig til meget
Frk. Jensen - Crazy Cat Lady :p Tilmeldt:
okt 2010
Følger: 18 Følgere: 1319 Hunde: 1 Emner: 202 Svar: 13.814

#52 2. dec 2015 Ej. Mine forældre har elsket mig lige så højt efter de gik fra hinanden

Min kærestes forældre elsker tydeligvis også ham selvom de også er skilt.

Jeg går heller ikke og ser på min datter som kun værende halv min hun er helt og holdent mit barn og hendes fars barn, ikke bare halv af hver.
Ditte Tilmeldt:
sep 2007
Følger: 10 Følgere: 20 Hunde: 2 Emner: 73 Svar: 7.120

#54 2. dec 2015 Sikke noget at sige Birgitta
Der er ingen genetik eller så meget som et hår på hovedet af et af mine tre store børn jeg fortryder overhovedet
Jeg fortryder heller ikke deres far, selv om vores forhold ikke fungerede, for uden ham var de ikke dem, og de mennesker mine børn er glæder jeg mig over hver eneste dag.
Jeg elsker dem helt uforbeholdent, og uden forskel på de tre jeg har med min ex og den mindste som jeg har med min kæreste
Søren U fede Dorit er tilbage Tilmeldt:
maj 2008
Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 124 Svar: 6.751

#55 2. dec 2015 Jeg er nu heller ikke enig i Birgittas problemstilling mht ex-partnerens gener. En lille lidt harmløs sidegevinst deraf har jeg dog selv oplevet. Når eens barn gør noget, man ikke er helt enig i, så har jeg da mere end een gang tænkt: "Ja, du ligner fanme din mor". Og derefter grinet af det.
Moren beretter om lignende oplevelser med "modsatte" fortegn.
Michelle Tilmeldt:
jan 2007
Følger: 18 Følgere: 52 Hunde: 4 Emner: 552 Svar: 31.069

#61 3. dec 2015 Isabelle -det er måske lidt groft. Ingen af os ved jo hvad der er "gået skævt", og det kan vel langt fra konkluderes at Birgitta bare ikke lige magtede dem.

Jeg er ikke enig i Birgittas udtalelser, men jeg tænker at den og lignende anskuelser vel osse er noget der kan komme til senere, når det hele er gået skævt og man prøver at finde ud af hvorfor.

De fleste af os kender vel til de skilsmissesager hvor mor og far/en af parterne bekriger den anden, og hvor det ender ud i at børnene faktisk ikke har kontakt med den ene af forældrene, måske på baggrund af en helt fejlagtig opfattelse af den forælder... trist, men vel næppe enestående eller = at denne forælder ikke magter sine børn...
Ditte Tilmeldt:
sep 2007
Følger: 10 Følgere: 20 Hunde: 2 Emner: 73 Svar: 7.120

#62 3. dec 2015 Mon ikke problemet med Birgittas udtalelse er at den bliver meget general, som om den gælder alle der bliver skilt og ikke bare hende selv
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#69 3. dec 2015 Bare lige for at skære det ud i pap ( jeg ved godt at du er klar over det med dit job CF, men så andre ikke misforstår noget) , så vil jeg lige slå fast at det at have en personlighedsforstyrrelse ikke er det samme som at være psykopat eller have de træk
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#71 3. dec 2015 CF: Der er desværre bare mange der tror at en personlighedsforstyrrelse er det samme som man er rablende sindsyg Så ja ville bare lige skære det ud i pap, som sagt vidste jeg jo godt at du var klar over det ikke forholder sig sådan

Mange tror også at en personlighedsforstyrrelse er det samme som en personlighedsspaltning, ligesom mange også tror at skizofrene er personlighedsspaltet, og tror de er flere personer .

Men altså min mand og jeg er altså bare Rikke-Marie og Nichlas, vi tror ikke at vi også er Svend og Gurli
Spanielsrocks Tilmeldt:
jul 2006
Følger: 34 Følgere: 966 Hunde: 8 Annoncer: 2 Emner: 237 Svar: 9.480

#72 3. dec 2015 Undskyld mig men Birgitta, du har virkelig nogen ting du bør tale med nogen om. Dit forhold til dine børn er da fuldstændigt afstumpet..
Spanielsrocks Tilmeldt:
jul 2006
Følger: 34 Følgere: 966 Hunde: 8 Annoncer: 2 Emner: 237 Svar: 9.480

#74 3. dec 2015 Jeeezz
Frk. Jensen - Crazy Cat Lady :p Tilmeldt:
okt 2010
Følger: 18 Følgere: 1319 Hunde: 1 Emner: 202 Svar: 13.814

#75 3. dec 2015 Asbergers har jo netop noget at sige om deres forhold til dig.
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#76 3. dec 2015 Men at man som f.eks aspergers har svært ved relationer og at rumme sociale ting, betyder jo ikke at man ikke vil folk, eller at man er en dårlig person eller psykopat.

Der handler det da NETOP i den grad om at andre rækker hånden ud, andre tager initiativ og andre acceptere personen også selvom h*n måske ikke altid har overskud til at være social.

Og sådan er det jo også med mange psykiske lidelser. Jeg er dælme glad for at min familie ikke bare har lænet sig tilbage og sagt : " Nå men Rikke gider os ikke, det er også bare hendes skyld det hele, hun er jo syg i hovedet" .
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#77 3. dec 2015 Og min familie ja og alle dem jeg nu kender der er forældre og pårørende, holder da heller ikke mindre af en person fordi de er syge eller handicappede, eller mener det er uønskede gener. Selvfølgelig ønsker man ikke at sine børn bliver syge, men man må jo også prøve at få det bedste ud af livet som det nu er endt, præcis som den syge eller handicappede selv må gøre.

Jeg ville blive hamrende ked af det, hvis jeg så mine forældre skrive sådan om mig, og beskrev halvdelen af mig som uønsket.
Frk. Jensen - Crazy Cat Lady :p Tilmeldt:
okt 2010
Følger: 18 Følgere: 1319 Hunde: 1 Emner: 202 Svar: 13.814

#80 3. dec 2015 Så fordi jeg ikke stalker mine forældre så er jeg ikke interesseret i dem?

Ej stop dig selv.
Ditte Tilmeldt:
sep 2007
Følger: 10 Følgere: 20 Hunde: 2 Emner: 73 Svar: 7.120

#81 3. dec 2015 Birgitta
Du skrev:

Har man valgt at blive skilt fra børnenes far, så har man samtidig erkendt halvdelen af børnenes gener som uønskede.

Det er da en generalisering og ikke en "jeg-fortælling"
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#82 3. dec 2015 Jeg skrev at JEG ville blive hamrende ked af det, jeg har ikke aspergers. Men jeg ville sgu også blive vred hvis mine forældre skrev sådan om mig på nettet, samtidig med jeg ville blive ked af det.

Jeg prøver bare at fortælle at det at man måske ikke udviser interesse, ikke behøves betyde at man rent faktisk ikke ER interesseret. Jeg isolere mig også i perioder, og da jeg var yngre og ikke kendte mig selv og min sygdom så godt, gjorde jeg det i meget større grad, men det betød stadig ikke at jeg ikke ville min familie.

Vi har som sagt aspergers i vores familie, og selvom de har det med at holde dem for sig selv, så er jeg ikke et sekund i tvivl om at de altså gerne vil os, de kan ganske enkelt bare ikke overskue/rumme det i mere end korte perioder, og det er HELT okay.
AJZ Tilmeldt:
okt 2012
Følger: 2 Følgere: 2 Emner: 16 Svar: 292

#83 3. dec 2015 Altså mange af de unge mennesker som jeg har arbejdet med, som har haft asperger eller autisme som diagnose har været meget "følelseskolde", hvis man sammenligner dem med alm. fungerende mennesker. De kan være sjove, søde, underholdende, kloge, dejlige at være sammen med så længe alt foregår på deres præmisser. Men når alt komme til alt, er man primært en statist i deres liv, som nemt kan udskiftes med en anden uden det betyder ret meget for dem - så længe det ikke går ud over deres liv og hverdag. Så jeg kan godt sætte mig ind i, hvor frustrerede det må være, hvis det er ens barn og man giver og giver og aldrig får noget igen. Der er selvfølgelig stor individuel forskel på personer med disse diagnoser men et grundlæggende træk er jo netop manglen på empati - den er bare ikke eksisterende. At de så kan tillære sig en masse formelle færdigheder og på ydersiden fremstå høflige og venlige er en helt anden sag.
And - Sov sødt Luffefyr <3 Tilmeldt:
jul 2008
Følger: 27 Følgere: 40 Hunde: 1 Emner: 3 Svar: 1.132

#85 3. dec 2015 Hold op hvor ville jeg blive ked af det, hvis min mor skrev sådan, som du gjorde Birgitta.. Også selvom vores venskab måske ikke var det bedste..
Hanne M Tilmeldt:
feb 2011
Følger: 34 Følgere: 87 Hunde: 4 Emner: 946 Svar: 17.520

#87 3. dec 2015 Nu skal man jo ikke være blind for at der er flere familier hvor børn og forældre vælger hinanden fra når børnene bliver voksne ... det kan have meget forskellige årsager som kan være svære for andre at sætte sig ind i, hvilket de egentlig heller ikke behøver da det jo ikke er deres sag ...

Det har egentlig altid undret mig lidt at det opfattes som en selvfølge at man kan med sine voksne børn, og de kan med deres forældre når de er voksne, det er jo stadig individer, og som sådan kan det jo sagtens være man "vokser" fra hinanden...

Derudover vil jeg bare give Isabelle ret i at man skal passe meget på at ens personlige oplevelser og erfaringer ikke bliver til generaliseringer, dertil er diverse familiers problemstillinger vist for komplekse ...
AJZ Tilmeldt:
okt 2012
Følger: 2 Følgere: 2 Emner: 16 Svar: 292

#88 3. dec 2015 Ja jeg har haft flere kollegaer gennem årene, som har fravalgt deres forældre af forskellige grunde. Min mands brors kone har ikke længere kontakt til hendes søster, selvom de kun er de to børn. Nogle gange er man bare FOR forskellige. Eller der har været for mange svigt. Min svigermor afbrød kontakten til hendes bror, fordi han var alkoholiker osv osv. Bare fordi nogen er familie. skal man jo ikke død og pine kunne fungere sammen. Der ligger også et KÆMPE tabu i at sige at man ikke kan lide sine børn - eller måske bare det ene barn, men det forekommer jo en gang imellem. Jeg synes, at vi er pænt meget "hjernevaskede" til at tro, at det at få børn er den mest fantastiske og vidunderlige oplevelse, man kan komme ud for her i livet, så det er måske lidt svært at tale om det, hvis det ikke forholder sig sådan. Jeg har mødt et par stykker i mit liv, hvoraf den ene ville have fravalgt af få sit barn (barnet var normalt), hvis hun kunne vælge om og den anden sagde at, jo hun holdt da af sine børn, men de var ikke det største, der var overgået hende i livet og hun glæder sig til de flytter hjemmefra - de er 5
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#89 3. dec 2015 Er enig med Isabelle, hvem siger vi lever i en fantasi verden og bor på en lyserød sky? Der kan jo sagtens sidde flere her i tråden som har familie de ikke snakker med
Spanielsrocks Tilmeldt:
jul 2006
Følger: 34 Følgere: 966 Hunde: 8 Annoncer: 2 Emner: 237 Svar: 9.480

#90 3. dec 2015 PRÆCIS Rikke og Isabelle!
Frk. Jensen - Crazy Cat Lady :p Tilmeldt:
okt 2010
Følger: 18 Følgere: 1319 Hunde: 1 Emner: 202 Svar: 13.814

#108 4. dec 2015 Det kan være at du laver for lange indlæg, så de bliver for knudret?
Ginga og Taiga mine elskede stjerne<3 Tilmeldt:
feb 2009
Følger: 39 Følgere: 30 Hunde: 3 Emner: 205 Svar: 3.353

#115 6. dec 2015 For 3 år siden bestemte jeg mig for at Josephine kun være ene barn. Lad os bare sige at det ændrede sig for lidt over 4 uger siden
Ditte Tilmeldt:
sep 2007
Følger: 10 Følgere: 20 Hunde: 2 Emner: 73 Svar: 7.120

#118 6. dec 2015 Hvor er hun sød
Gnekko Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 6 Emner: 8 Svar: 111

#119 6. dec 2015 Jeg kan se, at en del af jer har en kendskab til asperger. Er der forskel på hvor velfungerende personer med asperger er, eller er der nogle bestemte karaktertræk, som altid vil være der? Ville I fravælge/fraråde at få børn med en person, som lider af asperger?
AJZ Tilmeldt:
okt 2012
Følger: 2 Følgere: 2 Emner: 16 Svar: 292

#120 6. dec 2015 Synes det er meget godt beskrevet her: (også hvordan det påvirker personen med asperger og hvor arveligt det er)

http://www.netdoktor.dk/handicap/aspergers_syndrom.htm

Mit korte svar må være at nej, jeg synes IKKE man skal få barn med en person med asperger lidelsen. Det kan man ikke være bekendt overfor barnet, som højst sansynligt får et rigtig svært liv. Der er stor sandsynlighed for at barnet får de samme vanskeligheder og man har ikke ressourcerne til at tage sig af et barn, når man har det handicap. Selvfølgelig er der forskel på hvor påvirkede folk med asperger er af deres diagnose, men det kan også i høj grad hænge sammen med hjælpen de har fået i opvæksten - forældre, skole, støtteforanstaltninger, omgivelser osv.
AJZ Tilmeldt:
okt 2012
Følger: 2 Følgere: 2 Emner: 16 Svar: 292

#121 6. dec 2015 Alene det at være i forhold med en person med asperger kan være svært - det bliver ikke nemmere fordi der kommer børn - apropos tidligere indlæg i tråden

http://www.aspergerpartner.com/otrs-byrden-for-aegtefaelle-og-born.html
Frk. Jensen - Crazy Cat Lady :p Tilmeldt:
okt 2010
Følger: 18 Følgere: 1319 Hunde: 1 Emner: 202 Svar: 13.814

#123 6. dec 2015 Gnekko ja det er der, det kommer an på hvor hårdt de er ramt.
Spanielsrocks Tilmeldt:
jul 2006
Følger: 34 Følgere: 966 Hunde: 8 Annoncer: 2 Emner: 237 Svar: 9.480

#124 6. dec 2015 Ida: tja jeg kender 2 med aspergers - den er ingeniør den anden er akitekt. Ikke liiiige et specialjob..
Michelle Tilmeldt:
jan 2007
Følger: 18 Følgere: 52 Hunde: 4 Emner: 552 Svar: 31.069

#125 6. dec 2015 nu er folk med aspergers jo typisk normalt-begavet, så jeg synes da ikke det er så underligt at de osse kan have helt almindelige jobs...
-det ændrer ikke på at de kan have temmeligt store udfordringer udenfor arbejdstid (og at der i øvrigt osse er en del med den diagnose, som aldrig kommer til at kunne have et almindeligt arbejde). Og ja, der kan være store forskelle på hvor "velfungerende" folkd med aspergers er. Nogen lever et stort set almindeligt liv, andre har behov for lidt støtte, mens andre igen simpelthen lever i botilbud med dag- eller døgndækning af pædagoger mm...
-mange med aspergers har i øvrigt osse andre diagnoser oveni

Det sagt -jeg vil ikke gøre mig til dommer for hvem der skal have børn og hvem der ikke skal, når nu vi ikke taler om folk der render og mishandler børn e.l.
Men har man arvelige diagnoser eller diagnoser der har indflydelse på ens forældre-evner, så synes jeg absolut et evt. barn fortjener at man tænker sig mere end godt om, inden man kaster sig ud i projektet -bærn har behov for at forældrene er i stand til at yde omsorg, empati osv. og den del kan være svært ved visse diagnoser.
-så når man nu går og overvejer, skal man altså huske at det ikke kun handler om de fysiske rammer.
Gnekko Tilmeldt:
jun 2009
Følger: 6 Emner: 8 Svar: 111

#127 6. dec 2015 Tak for alle jeres svar. Jeg tænker på, om en person med asperger måske vil have det svært med alle de uforudsigelige ting, som følger med at få en baby?
Som jeg har forstået det, så fungerer de bedst med meget struktur i hverdagen.
Michelle Tilmeldt:
jan 2007
Følger: 18 Følgere: 52 Hunde: 4 Emner: 552 Svar: 31.069

#129 6. dec 2015 Ida -ikke umiddelbart nej. Altså jeg kunne sagtens forestille mig at der er en overvægt af dem der har flere diagnoser. Men det gælder altså ikke dem alle.
Min mor har tidl. arbejdet med botræning for primært unge med asperger.
Målet var her self at de på sigt kom ud at bo alene, og det gjorde en god del af dem osse, men ikke alle. Nu kender jeg jo intet indgående til de enkelte beboere på stedet (der er jo tavshedspligt), men ved at de både havde beboere med "kun" aspergers og nogen med flere diagnoser.

De fleste af dem er jo så kommet ud at bo selv, men alt andet lige har de jo da haft seriøse udfordringer, når det har krævet målrettet botræning over nogen år, før de har kunnet bo selv (og jeg ved så fra mit eget tidl arbejde, at mange i hvert fald for en periode, så har støtte i form af f.eks. en "hjemme-hos'er" e.l.).

En del af dem med flere diagnoser er i øvrigt asperger + ADHD, så det er jo ikke sådan at "tillægsdiagnosen" så nødvendigvis er noget der forklarer behovet for hjælp. I de tilfælde er det jo asperger og ikke ADHD der gør de de havner i et botilbud.

Nu skal det self ikke være en skræmmekampagne -der er jo heldigvis osse masser med aspergers der klarer sig super
Rikke aka rapanden Tilmeldt:
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994

#130 6. dec 2015 Altså jeg kender 3 , måske 4 med aspergers ( den sidste er stadig igang med at få stillet diagnose, men det er den vej de tænker) .

Det er kun den ene der har børn, og h*n er også gift. H*n har så et barn der er autist, og et barn mere som nok også har aspergers, og altså det går sgu ærlig talt ikke særlig godt. Altså ikke at børnene lider nød eller bliver svigtet, men alt det sygdom er simpelthen nærmest blevet personens liv, hvor jeg kender "raske" mennesker med syge og handicappede børn, som ja selvfølgelig siger det er hårdt, men livet skal jo gå videre.
Personen har først fået diagnosen for nyligt, og det er først efter at personen fik børn at "livet er gået i stå" . Før det havde h*n et job, hobbyer osv, nu går alt med at snakke om hvor hårdt og uretfærdigt det hele er, at hele verden er imod dem, at systemet ikke gør nok, og ja have ondt af sig selv.
Det er sgu ærlig talt både skræmmende og trist at se på.

De 2 andre klare sig forskelligt, den ene er også helt nede i kulkælderen og magter ikke noget som helst, men er bare buret inde i sit hjem og vil ikke være en del af familie eller noget som helst. Den anden klare det meget bedre, men kræver stadig ekstra støtte osv, og flytter til januar på bosted ( h*n flytter hjemmefra) , og planen med det er at lære flere færdigheder så h*n på sigt kan bo i en almindelig lejlighed, måske med en bostøtte der kommer en eller to gange om ugen.

Jeg vil ikke gå ind og sige hvem der må/skal få børn, og hvem der ikke skal. Men jeg syntes virkelig at når man er handicappet, psykisk syg eller har en alvorlig lidelse der kan være arvelig, så skylder man simpelthen både sig selv og det kommende barn, at tænke MEGET grundigt over det. Det betyder også at man i nogle tilfælde bliver nødt til at træffe et valg der gør hamrende ondt.
AJZ Tilmeldt:
okt 2012
Følger: 2 Følgere: 2 Emner: 16 Svar: 292

#131 6. dec 2015 Bare fordi man kan klare et almindeligt job på normale vilkår, er det ikke ensbetydende med, at man har et normalt liv. Mennesker med asberger er normalintelligente ( hvilket ikke er det samme som normalfungerende ) og ofte er de højt fungerende indenfor deres særinteresser. Ofte er deres særinteresser noget meget konkret og derfor er de rigtig dygtige til det de kan. F.eks. får mange at de elever, jeg har haft, høje karaterer til eksamen i en del af fagene ( de konkrete som matematik ) Men hvad hjælper det hvis det sociale ikke fungerer, fordi de ikke kan læse andres hensigter og behov. Noget man virkelig har brug for at kunne, hvis man skal passe et barn. Der findes mange måder at "mishandle" et barn på - det kan være fysisk såvel som psykisk og behøver ikke være tilsigtet.
Jeg synes, vi mangler en åbenhed i samfundet, hvor det er ok at sige, at børn ikke er for alle. Børn er ikke en menneskeret! Det må handle om det ufødtes barns tarv mere end eventuelle behov for at sætte dem i verden. Og hvis man har en diagnose, som er meget arvelig og med stor sandsynlighed betyder, at man ikke kan give et barn det, barnet har behov for, så må man lade være med at få dem.
Spanielsrocks Tilmeldt:
jul 2006
Følger: 34 Følgere: 966 Hunde: 8 Annoncer: 2 Emner: 237 Svar: 9.480

#132 6. dec 2015 Ja hende ingeniøren jeg kender har så også 2 børn. Og har desuden et normalt liv.

Den anden kan ikke få børn efter et trafikuheld.

Gå til toppen

Kommentér på:
At få børn

Ny
{{recommendation.headline}} Byd velkommen Bruger: {{recommendation.userName}} Kr. {{recommendation.price | thousandNumberSeperatorFilter}} Byd!

Andre tjenester

Tjekbil: Indtast nummerplade og se bilens historik, synsrapporter og restgæld
Findmåltidskasse: Sammenlign leverandører af måltidskasser i dit område
Bilhandel: Indryk gratis salgsannonce og bliv vist på en lang række af Danmarks største sites

Ny
{{recommendation.headline}} Byd velkommen Bruger: {{recommendation.userName}} Kr. {{recommendation.price | thousandNumberSeperatorFilter}} Byd!

{{ group.groupName }}

At få børn {{forumTopicSubject}}