Et hårdt hundeliv.. {{forumTopicSubject}}

Og et kort et..

Jeg har bestemt mig for, at jeg vil dele min første hunds triste historie -Og noget af min. Det er vel et år siden, og jeg kan stadig få et kæmpe breakdown over ham.

Jeg havde et mindre skænderi med min far en Torsdag, så jeg tog op til min mor.. Søndag da jeg kom hjem igen, havde min far endelig valgt en hund. Vi havde på det tidspunkt længe kigget på hvalpe, og han ville altså have en rottweiler, eller en tigerstribet cane corso.

Jeg fik alligevel min vilje i, at vi skulle have en blandingshund som faktisk havde brug for et nyt hjem, og ikke bare en hvalp der avlet fordi de ''lige skulle prøve''.
Jeg kom hjem til Balou. Halvt labrador, kvart pointer og kvart rottweiler.
Han kom fra Randers, hos en familie der lige havde fået barn. Lejligheden var blevet for lille, og derfor kunne de ikke have en vild basse som Balou mere.
Han var god med min søster, elskede andre hunde og var simpelthen fantastisk at have med rundt. Egentlig startede det i småting, som at min far skiftede foder fra Pedigree(Staves?) til det helt billige fra Rema 1000. (12 kg. for 65 kr.)
Så begyndte han at skubbe ansvaret over på mig. Jeg skulle børste Balou flere gange dagligt selvom han hadede det, fodre og lufte. Så begyndte Balou at lave ballade, få sine spasserflip hvor han styrtede rundt i stuen og sagde de sjoveste lyde. -Men det måtte han jo ikke, når han væltede det hele, så her begyndte volden ligeså stille.
Ja, som alle andre troede jeg jo, at min far var et godt menneske, og han var mit forbillede i mange år - indtil den dag.
Det startede ligeså stille, med små dap over snuden, eller at han fik en ''lille lussing'' og blev taget i nakken. Efterhånden blev det til rigtige slag, og da vi havde haft ham i omkring 2 mdr. sparkede min far ham i maven så han kastede op. Dette gentog sig flere gange, og endte i at Balou blev rigtig bange og ikke kunne holde maden i sig. I stedet for at tage til dyrlægen lod han hunden gå uden mad hver anden onsdag.
Jeg vidste selvfølgelig godt, at det var forkert, og at der var noget
helt galt med min far på det tidspunkt. Jeg begyndte at komme med små kommentarer, gå længere ture med hunden og træne ham så han opførte sig ordentligt. Jeg prøvede at undgå at min far skulle gå med Balou, og jeg sørgede for at vi fik et nyt halsbånd så min far ikke brugte kæden(Kvælerhalsbånd).-Desværre var en velopdragen hund ikke nok til at få ham til at stoppe. Balou blev mere og mere skrækslagen, gemte sig under min seng når jeg ikke var hjemme, og kom først nedenunder når jeg kaldte på ham. Skældte man ham ud for det mindste fløj han sammen og kiggede væk. Det var så skrækkeligt.. Og jeg var så glad for den hund.
Da vi havde haft ham i omkring 5 mdr. skete det. -Hunden skreg da han sparkede den, og det slog bare klik for mig. Det endte i en smadret støvsuger, flyvende stole, en skræmt hund og en bekymret nabo. -Og MEGET høje stemmer.
Jeg gik en tur med Balou, hvor jeg brød helt sammen og krammede Balou som selv var helt ude af den. Han rystede, og slikkede sig hele tiden om munden. Da jeg kom hjem kravlede hunden hen i sin kurv uden overhovedet at kigge på min far.
Da vi havde sat i stirret ud i luften i noget al a en halv time begyndte han at sige, at jeg ikke skulle blande mig i, hvordan han opdragede sin hund, og igen måtte jeg hæve stemmen og fortælle spaden at vold ikke er opdragelse - det er tvang. Igen gik den der ud af, og jeg endte med at tage et slag for hunden da jeg gik imellem. Det endte med en voldsom episode. Dagen efter flyttede/flygtede jeg fra skolen og hjem til min mor. Man kan jo altid være bagklog, men vi tog ikke hunden med, da jeg bare ville væk - og det kunne sådan kun gå for langsomt.
Jeg brugte hver dag de næste to måneder på at tænke på hvad han havde gjort ved Balou, og fik så af vide af min kusine at han havde aflivet den. Han blev kun 2 år gammel
Jeg gik fra skolen, brød sammen ved busterminalen og tudede hele vejen hjem i bussen. Min bedstefar (Boede ved mine bedsteforældre) måtte tage tidligt fri, fordi jeg var så ked af det og havde ringet og tudet til både ham og min mor som sad hjemme i Randers (halvanden time væk).
Det sidste jeg så til min hund, var da jeg hurtigt lige kom forbi klokken 12 for at hente et sæt tøj. Jeg vidste ikke, at det var sidste gang jeg måtte se ham, og jeg fortryder stadig af hele mit hjerte at jeg lod ham blive ved det monster.
Det er grunden til at afskyer alle de vamle idioter der mener at det er iorden at sparke eller slå dyr, og hvorfor jeg ofte reagere så voldsomt på små kommentarer eller spørgsmål.
Efter det, er det så sygt at håbe at han ender som lam - med hjernen i behold, så han rigtig kan skamme sig over hvilken syg nar han er? For helt ærligt, det ville fryde mig.

Heldigvis har Balou det godt nu, og det hjælper også en del - men for helvede hvor jeg savner min bøf
Jeg tror at folk har svært ved at sætte sig ind i, hvad den hund betød. -Jeg blev isoleret fra venner, måtte ikke snakke med nogen og fik taget min computer. Hunden var alt jeg havde i næsten et år, og han betød alt.