En lille solstråle historie. :-) {{forumTopicSubject}}

Kato og jeg har haft mange nedture i den korte tid vi har været sammen. Kato begyndte at markerer efter alle fremmede der kom hen til ham og jeg blev bange for hans reaktioner når vi skulle møde andre derfor stoppede jeg simpelthen med at gå ture med ham inde i byen og kørte derfor hen til skoven og stien selvom der kun var 400 meter hen til grus stien. Til sidst var jeg simpelthen så frustreret over hans opførelse at jeg tænkte aflivning var sidste mulighed, men jeg ville have dyrlægens vurdering inden. Dyrlægen tjekkede gennem for smerter (dette var anden gang han blev tjekket for smerter og det var denne gang ved en anden dyrlæge) han sagde at Kato ingen smerter havde, men at det var hans psyke. Det eneste han ville kunne gøre og kunne komme i tanke om der måske ville hjælpe ham var en kastration. Han kunne kun give ham en kemisk ved dette tidspunkt og det havde jeg intet imod da jeg så kunne se Katos reaktion på kastrationen først. Dyrlægen sagde at vi skulle kunne se en positiv effekt indenfor 5 - 6 uger ellers ville en kastration ikke hjælpe på ham.

Tiden gik og da de 5 - 6 uger var gået kunne jeg stadigvæk ikke mærke nogen forskel på Kato, men jeg syntes dog han var blevet en lille smugle bedre og tænkte ikke længerer aflivning, men et nyt hjem til Kato. Dog kunne jeg ikke rigtig tage mig sammen til at sælge ham, men heldigvis efter 9 - 10 uger begyndte Kato at forandre sig, han slappede lige pludselig meget mere af! 1 - 2 uger senere prøver jeg en aften at gå en kort tur på 1 km med Kato i beboet område og det gik så godt at jeg fik blod på tanden til at træne mere! På dette tidspunkt knurrede og rejste Kato hår af cykellister, andre mennesker og til tider hunde. Han jagtede biler så snart de bevægede sig. I haven løb hen langs hækken for at komme efter bilerne, var sur på alle der kom forbi hækken og lyttede slet ikke efter når vi kaldte på ham.

Idag 3 uger senere er det helt anderledes!
Jeg gav Kato snor på ude i haven så jeg ikke længerer var nervøs når der var noget der kom forbi hækken da jeg vidste han ikke længere kunne stikke af, snoren havde så god en effekt at Kato idag ikke jagter bilerne langs hækken eller skælder cykellister ud mere!

På gåturen trækker han ikke så meget mere, han knurrer ikke af cykellister mere, han vil gerne hilse på hunde og bilerne bliver næsten kun jagtet når de kommer med høj fart (75 km/t og derop efter). Når vi er ude ved min fars ven som har en sø, så slipper vi Kato fri og selvom han ikke kan indkald så bliver han i nærheden af os. Han løb lige kort efter en bil, men han kom tilbage igen og løb hen for at hilse på en hund så der måtte min far lige hen og hente ham, men ellers blev han ved os. Desuden slipper jeg ham fri 2 meter inden vores låge ind til haven og han løber direkte hen til lågen nu, jeg lukker ham også ud når min far stiger ud af bilen der løber han heller ikke væk.

Jeg begav mig ud i et nyt projekt her til aften. Jeg ville ud og rulle en tur og tog Kato med. Det var her til aften hvor der ikke kom særlig mange biler og mennesker. Han klarede det fantastisk flot. Han reagerede på ordet stop og sænkede farten når jeg sagde det, han kom med mig da vi mødte en anden hund. Ja der var ingen problemer overhovedet.

Jeg er stolt over vores fremskridt, jeg synes vi er kommet rigtig lang på kort tid! Nu skal vi bare finde ud af, hvordan vi får styr på det med fremmede mennesker da han stadigvæk knurre af dem på tur og gøer når de står på den anden side af hegnet. Han er blevet bedre til at have dem inde på grunden, man skal bare lade ham søge hen til en når han er klar ellers markerer han efter en.

Kato og jeg har fået et meget stærkere bånd til hinanden nu, han er begyndt at slikke på mine arme/hænder nogle gange lige en mut på næsen og det har han ellers aldrig rigtig gjort før.

Undskyld det blev så langt, men jeg er så stolt af min lille dreng og synes jeg ville dele historien med jer.