At flytte en personlig grænse! {{forumTopicSubject}}

Til en start vil jeg prøve at forklare min situation..
Jeg har altid været mere eller mindre højdeskræk.. I 2006 var vi, familien og jeg, i USA, hvor vi i Las Vegas skulle op i tårnet Stratosphere - her gik jeg i fuldkommen baglås og ville ikke forlade tårnets "centrum" for at komme ud til glasset og kigge.. Jeg har været 12 år på det tidspunkt.. På samme tur var vi i Grand Canyon, og selve turen på Colorado River var intet problem, men da vi blev fløjet op på "kanten" og kunne kigge 1,6 km ned til floden - her blev det for meget og skrækken for "det frie fald" har siddet i mig siden..

Jeg tilbragte en hel aften i Fernsehturm Berlin med at sidde klistret til den inderste væg, da mine lærer i folkeskolen ville have at alle skulle med op..

I 2011 fik jeg en flybillet til Canada sammen med min far, på den ene betingelse at jeg altså skulle med i CN Tower og stå på glasgulvet 342m over jorden! Jeg var noget skeptisk, men MÅTTE altså afsted og besøge en savnet veninde fra Efterskolen..
Så her overvandt jeg virkelig for første gang min højdeskræk.. jeg trådte ud på glasset og stod der længe nok til at tage tre billeder - og så blev det også for meget

Siden da har skrækken været "tættere på", jeg kan være på grådens rand af at se en film, hvor der bliver filmet fra et højt sted og ned mod jorden.. !

Men i går gjorde jeg noget, jeg aldrig havde troet jeg skulle kunne gøre..

Min bror er nemlig på SponsKræw med Grøn Koncert og hjælper til ved Bungee-jump, sammen med en af vores fælles venner.. Vi var ude og besøge ham og så spurgte han i sjov om ikke jeg skulle have et hop.. Et klart "Nej!" herfra blev det til og så nøjedes jeg med at kigge på de andre der sprang..
Da han så lidt efter kommer til mig og siger, hvis jeg nu hopper sammen med dig, vil du så? Jeg tygger på det en times tid og takker så ja - på den betingelse at jeg må fortryde når jeg står der oppe!
Da jeg sad i køen var jeg helt tom for andre tanker end én: "Hvad i himlens navn har du gang i, Melanie??!"
Jeg bliver spændt i sele og snore om benene, og var lige ved at fortryde, men da vi først stod i kurven, fik instruktioner og den blev hejst mod toppen, kunne jeg ikke lade være med at smile!
Hvor var det vildt!
Da kurven endelig var oppe sagde min bror og instruktøren i kor 1-2- og så vippede vi ellers ud over kanten!
Og hvor var det en fed følelse! I første "nedfart" lukkede jeg øjnene og gemte hovedet, men ved anden "nedfart" var overskuddet stort og adrenalinen pumpede, og jeg tog mod til mig, og kiggede ud over pladsen og ned i jorden! Ingen panik, ingen skræk - bare rent overskud!
Her, bagefter er det svært at tro, at jeg virkelig her gjort noget, der går min egen natur så meget imod.... Men billedet siger vidst alt

Måske lyder det underligt for udefrakommende, men for mig var det stort!
Jeg ved der sidder andre der ude, med historier der kunne ligne min.. Kom meget gerne med dem!
Livet handler jo om at flytte personlige grænser - jeg tror på det er dét vi er her for.. At nyde livet og overvinde sig selv - opleve ting og gøre det sammen med de mennesker, man holder af!