Vi savner Amy {{forumTopicSubject}}

I fredags måtte vi tage afsked med vores dejlige Amy. Hun blev 12 år, men havde stadig et hvalpet sind og til sidste minut logrede hun med halen og så glad ud. Amy fik for to år siden konstateret kræft i blæren. (symptomer Tissede ofte og der var ofte blod med). I samråd med dyrlæge blev vi enige om at undlade operation, da hun jo var en aldrende dame. Men så længe at Amy havde appetit og var glad så skulle hun også leve og nyde livet. I december måned sidste år fik hun så en hæmatom på halsen. Dyrlægen formodede at det var kræften som havde bredt sig men Amy viste ingen tegn på at lide af det og gik endnu engang fri og kunne fortsat leve livet. For 1½ uge siden mistede Amy lysten til at spise sit tørfoder. Men dåsemaden og godbider kunne glide ned. Amy blev mere sensitiv og kontaktsøgende. Veg ikke fra min side. Jeg vidste godt at nu var det ved at være tiden, men nummeret til dyrlægen var bare så fucking svært at taste ind. Jeg tilbragte nætterne med at sove på gulvet i stuen og Amy lå i sofaen og lagde sit hovedet ud på min skulder og sådan lå vi så hele natten igennem to nætter i træk. Torsdag tog jeg så det tunge skridt og fik ringet. Da jeg var fast besluttet på at Amy skulle ånde ud på sin plads i hjemmet måtte jeg accepterer at dyrlægen først kunne komme fredag formiddag altså den 24. maj En dato som i forvejen var en tung dag, da det også var 1 års dagen for min mors død. Åhh hvor var det svært men det kunne ikke være anderledes. Vi fik gravet hullet i haven, under blommetræet hvor Amy altid lå og nød det. Vi fik gået den sidste tur. Amy og jeg sov i arm den sidste nat. Dyrlægen ankom fredag morgen en ½ time før end ventet. Vi lod hundene tage imod ham Amy hilste og gjorde noget som hun ellers aldrig plejede at gøre, hun gik ind og lagde sig på sit tæppe og blev liggende. som om hun vidste hvad der skulle ske. Jeg satte mig ved siden af hende og hun slikkede min hånd og slog med halen. Hun fik den bedøvende sprøjte og var væk næsten med det samme. stille og fredfyldt uden gisp eller krampetrækninger sov Amy ind. Brutus sagde farvel og Amy blev begravet med sit yngling legetøj.
Brutus lagde sig på terassen og der blev han liggende flere timer. Han var rigtig trist at se på. Vi var ikke i tvivl om at han ligesom os var i sorg. Vi tog Brutus med ud til min far, hans hund Venus var højløbsk og ellevild med Brutus. Men han sansede hende overhovedet ikke knurrede af hende og lagde sig bare under bordet. Han plejer ellers altid at dyrke den vilde leg med Venus. Men ikke i dag. Nu søndag ligger han stadig bare og er trist.Han spiser og drikker og nyder også gåturerne, men han savner hende meget og det gør jeg også . Jeg havde troet at det blev nemmere når hun var syg og havde levet et godt langt indholdsrigt liv, men nej tårerne løber hver gang jeg tænker på hende. savner hendes hoved på min skulder og hendes evige logren med halen..R.I.P Amy mors dejlige hund.