Erkende sit behov for hjælp? {{forumTopicSubject}}

Dette er en ting jeg har det enormt svært ved, medmindre vi taler om ting som hundetræning og skoleting lige op til eksamen.

Jeg har brugt langt tid på at sidde og fundere over mig selv og hvordan jeg egentligt har det de sidste par uger, da jeg har haft en lettere turbulent periode i mit humør der svinger fra deprimerende til glad og omvendt på meget kort tid.

Det er sådan at jeg er relativt overvægtig. Jeg ved ikke hvor meget jeg vejer i forhold til min højde, og har ikke været på vægten i 2 år, og dengang vejede jeg 70 kg. (Jeg er 162 cm høj) Jeg går bevist ikke på vægten fordi jeg ved at tallet nok vil gøre mig ked af det.

Nu er jeg så nået dertil hvor jeg er nød til at erkende jeg nok har brug for noget hjælp på den ene eller anden måde.

På den ene side så har jeg det fint med mit udseende og mig selv, det er ikke sådan at jeg selv føler det gør mig noget særligt og har dage hvor jeg ikke tænker det store over det, men sandheden er nok en anden for jeg er kommet dertil hvor jeg helst ikke tager min jakke af offentligt og går ikke i andet end joggingtøj mere faktisk.

Jeg har ingen rygrad i forhold til bare at begynde at træne, ingen selv-disciplin og ingen motivation. Når jeg tænker over det, tænker jeg måske "det kan jeg godt" men der sker bare intet. På den ene side har jeg det sådan at jeg gerne vil tabe mig men er simpelthen bange for det også. Dels fordi jeg ALTID har været overvægtig, det er bare "mig", fordi jeg er bange for at miste noget af mig selv og fordi jeg er VILDT ekstremt bange for at blive til en tom skal der går op i udseende og får en ækel overfladisk personlighed som de veninder jeg har haft som var overvægtige og derefter tabte sig meget. Det er slet ikke til at holde ud.
Derudover så HADER jeg at blive forpustet, jeg synes det er noget af det mest ubehagelige i hele verdenen, da jeg slet ikke føler jeg kan trække vejret og har et par gange prøvet at blive svimmel og næsten besvime af det fordi jeg panikker lidt når det sker.

Hertil tænker jeg også at jeg vil gerne have et barn indenfor en kortere periode, så det mega spild at tabe sig, for så at tage på igen når jeg bliver gravid og ikke vide om jeg kan tabe mig igen.

Det bedste ville da nok være bare at gå igang og komme i form, også for at slippe for at blive nemt forpustet og sådan, men jeg er nok den type person der har det med at give ret hurtigt op, hvis jeg ikke kan se et resultat ret hurtigt så føler jeg ikke det virker, og hvorfor skulle jeg så bruge tid på det? Endnu sværere bliver det så når man tilføjer en pressende far og bedsteforældre der siger "skal du ikke snart tabe dig" eller "du kunne godt trænge til at tabe dig" -.-'

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil med det her, havde nok mest af alt bare brug for at komme lidt af med alle mine tanker.
- I er velkomne til at komme med gode råd og vejledning