dejligt at blive husket på at skulle være taknemlig {{forumTopicSubject}}

kom til at falde over en blog på nettet
med en 13 årig pige, som fortæller kort om sit liv
og hvor er det bare flot hun endelig kan få sat ord på hvad hun føler,

for der er da nogen der har meget mere at kæmpe med end jeg selv, og så kan jeg vel også klare de små ting jeg kommer ud for i dag og i morgen osv. dejligt lige at blive husket på at skulle være ydmyg og taknemlig i stedet for at brokke sig hele tiden og have ondt af sig selv:

"Hej- jeg hedder Emma, er 13 år, bor i Tønder, går på en tysk skole, har en dejlig familie og nogle dejlige venner. Sådan har det ikke altid været, og er det stadig ikke helt.

Min mor var alkoholiker, mine forældre blev skildt. Min far har haft 1000 kærester. Så kun min mor et par gange i måneden, ellers boede jeg hos mine bedste forældre, eller papfar. Føler ikke jeg kan stole på nogle. Føler ikke jeg kan sige noget til nogle, uden det kommer videre. Har været på sygehuset op til flere gange, fordi jeg bare har grædt uafbrudt. Men vidste ikke selv hvorfor. Lægerne fandt så ud af at jeg har angst- ikke særlig fedt!

Min mor er heldigvis stoppet med at drikke- det er et par år siden. Nu er hun verdens bedste mor. Men føler stadig ikke jeg kan stole på nogle.
Min far ser jeg stortset aldrig. Har ikke rigtig lyst efter han har haft så mange kærester.- Han havde engang en i 2 år, men hun mente at måde min bror og jeg skulle til psykolog, fordi vi ikke snakkede når vi var hjemme hos dem. Jeg græd flere dage før jeg skulle hjem til dem. Men den gang kunne jeg ikke svare igen. Vi blev ikke slået eller noget, ville bare ikke være der. De slog så heldigvis op. Og har ikke snakket sammen siden.

Men jeg snakker stadig aldrig med min far. Det ender alligevel bare altid med at vi bliver uvenner over noget.- Heller ikke særlig fedt!
Forstår ikke hvorfor man vælger alt andet fremt for sine børn."

Vi ses