problemer med ekskæresten. problemer med ekskæresten.

Ok, jeg ved at det her er VIRKELIG off-topic, men har simpelthen brug for råd.

Min ekskæreste og jeg var sammen i 13 mdr. Vi var hinandens første virkelige seriøse forhold. Jeg har haft 2 andre kærester før dog, men det varede ikke længe.
Jeg har aldrig nogensinde i mit liv haft det så fantastisk med en fyr. Vi var fantastiske sammen. Lige indtil de sidste par måneder.
det sidste lange stykke tid af vores forhold var vi virkelig on-off med skænderier. Der var flere gange jeg luftede idéen med at vi nok burde gå fra hinanden, men hver eneste gang overbeviste han mig om at det nok skulle gå og vi fandt ud af det sammen.
Det skal lige siges at vi altid har været tro overfor hinanden, og ingen problemer har der været på den front. Jeg har siden mit tidligere forhold (hvor fyren var mig utro med en god veninde), haft en kæmpe tendens til jalousi. Jeg mistænkte min kæreste for at være utro, hver eneste gang jeg ikke havde hørt fra ham, og jeg fortryder det.. så inderligt. At jeg ikke stolede på ham.
Jeg har altid fortalt ham om disse problemer, og han har været indforstået med det, men det tog overhånd til sidst fra min side af, og blev for meget for ham.
Jeg lod ham nærmest ikke gøre noget. Han ville gerne på roskilde festival, og jeg forbød ham det. Satte valget "det er mig eller festivallen", og han valgte selvfølgelig mig. Når han var i byen var jeg virkelig kontrollerende. lod ham aldrig være rigtig alene.
En dag fortalte han mig, at hvis det fortsatte på denne måde vidste han at han i sidste ende ville blive træt af det, og at det virkelig gjorde han ked af det at jeg ikke kunne stole på ham.
Jeg vidste derfor at jeg skulle få gjort noget ved det. Jeg bekæmpede det med hypnose (ja.. det virker), og hver gang jeg følte nogle dumme tanker omkring det, blev jeg i sidste ende god nok til at overbevise mig selv om at der intet var. Men i den tid var vi begge stressede (vi går i 2.g), og kom utrolig tit op at skændes.. for ikke at sige hver eneste dag. Det tog utrolig hårdt på os begge 2, og til sidst blev det simpelthen for meget for ham, og han valgte at stoppe det. Det er nu 2,5 uger siden. Det skal lige siges at det er første gang i disse 13 mdr, hvor vi har gået over en uge uden nogen som helst kontakt (normalt havde vi kontakt hver dag). I starten tænkte jeg, at det nok var bedst på den måde. Der var ingen af os der kunne holde til skænderierne i længden. Men nu.. jeg ved ikke.... jeg føler mig så tom. Jeg ved godt at meget af fejlen lå på mig. Men jeg forsøgte virkelig at bekæmpe den, men det var for sent.. alt dette har jeg også fortalt ham.. at jeg virkelig fortryder det inderligt 1000 gange. Men han fortæller mig hele tiden at han har truffet sin beslutning, og at han ikke har haft nok tid til at tænke det igennem, men at han virkelig føler sig lettet ikke at have mig.
Jeg kan til dels følge ham. Men efter denne tid uden nogen som helst form for kontakt, har jeg bare fundet ud af hvor meget jeg savner ham. Jeg har indset mine fejl, og ved at jeg vil kunne gøre det bedre, men det er 100 % for sent. Det er helt forfærdeligt.
Jeg savner ham hvert vågne minut. Jeg føler virkelig at det er inderligt forkert ikke at være med ham. Jeg så ham idag, og da jeg gik forbi fangede han mine øjne og smilede til mig. Jeg fik den varmeste følelse igennem min krop, men bagefter blev jeg så ked af det.. jeg ved jo at der ikke er mere..
Jeg forsøger.. har forsøgt.. vil gøre alt.. men kan SIMPELTHEN ikke komme videre herfra.. jeg kan ikke tænke på andet.
Er der nogen der har nogen idéer til hvad jeg skal gøre?
hjælp!