{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
766 visninger | Oprettet:

Hvornår bliver det nemmere ? {{forumTopicSubject}}

Har mistet min mor for få uger siden smiley
Jeg har forsøgt at kigge på billeder, fordi jeg ville gerne findet et godt billede at sætte i ramme af hende. Men jeg kan bare ikke holde ud at kigge på billeder af hende - det gør alt alt for ondt.

Hvornår bliver det lettere ?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Hvornår bliver det nemmere ?
  • #1   19. feb 2012 Åh, det er jo svært at sige, både det hvor tæt man var, samt omstændigheder spiller nok ind, men det kommer, og så vil der nok for evigt være perioder hvor savnet dukker op..

    jeg mangler stadig af og til min far som jeg var meget knyttet til, han har været død i 8½ år...


  • #2   19. feb 2012 Ja, jeg vil selvfølgelig altid mangle/savne hende.
    Jeg vil bare så gerne have et billede stående af hende.


  • #3   19. feb 2012 hanne M
    Hvornår cirka blev det nemmere for dig eller bare til at holde ud ?


  • #4   19. feb 2012 Balders Moar M
    Det håber jeg sørme


  • #5   19. feb 2012 En god ting er at fokusere på alle de gode ting ved hende og fortrænge de dårlige,
    Kun huske de gode minder
    Du skal huske du skal ikke have det godt med hun ikke er der mere, men du bliver nød til at acceptere det for at komme videre, tænk på det som hun altid er med dig og hun er en del af dig.

    Læg billederne til side i et stykke tid, pludselig vil du føle dig klar til at se dem, have et behov for det.
    Hvis du ikke kan holde ud at kigge dem igennem, kan du nok heller ikke holde ud at have et på vægen.


  • #6   19. feb 2012 øvvv altså anne. træls for dig at det er så træls....


    som de andre siger så er der stor forskel på hvor længe og hvordan vi sørger. og der er ingen opskrift på det.


    du ved slev hvornår du er klar til at stille det billede frem. ingen kan fortlle dig det.


    bare husk der ikke er noget rigtig eller forkert i det her..



    kraaaaaaam


  • #7   19. feb 2012 Jeg havde håbet at have hende mange år endnu, men jeg har også set hvordan det er gået ned af bakken de sidste ca. 3 år, og hvor stærkt det specielt er gået det sidste halve til hele år. Så jeg ved godt og kan egentlig også acceptere, at det var bedst at hun fik fred nu. At hun er skånet for virkelig meget fremover, som bare ville trække hende længere ned og gøre hende svagere og svagere. Hun har det godt nu, det ved jeg, ikke flere smerter.
    Men derfor gør det bare så pokkers ondt alligevel smiley


  • #8   19. feb 2012 @ Anne R, altså man tuder da nogle dage, ikke 24 timer i døgnet men der kommer jævnligt tårer i øjnene..

    Min far døde i august, tror der gik en måneds tid inden der kom hver dage der fungerede... men ha lå i baghovedet hele tiden... så blev det jul og der kom et "tilbagefald", det synes jeg i det hele taget der gjorde hver gang det var første gang for en speciel ting, og så da han manglede ved mit yngste barns konfirmation, når han nu havde været der ved de 2 andres...

    Men der gik nok det meste af et år før hav ikke var der bagi hele tiden, men nu så kun dukkede op, specielt når verden er i mod mig... så taler jeg stadig med ham...


  • #9   19. feb 2012 Uha... det er SÅ hårdt!

    Men det kommer... du skal ikke presse dig selv til, at finde det perfekte billede nu.... de billeder er der også om 2 mdr... og om ½ år ... smiley

    det bliver nemmere og nemmere med tiden... savnet og sorgen vil altid være der.... men der kommer flere og flere dage, hvor du kan smile i stedet for at græde, når du tænker på hende smiley

    føler med dig og sender dig lige et "cyber-kram"


  • #10   19. feb 2012 Tak for jeres input og jeres kram smiley
    Det er rart i en svær tid, at kunne dele sin frustation eller sorg med nogen.


  • #12   19. feb 2012 Savnet vil altid være der, men de gode minder vil med tiden overskygge dit tab, det gør ufattelig ondt at miste sin Mor eller Far, det har jo altid været en del af ens liv.

    Tag en dag af gangen lige nu, giv dig tid til at sørge og lad være med at spekulere på hvornår det bliver nemmere, en dag kommer solen tilbage i dit liv igen, en dag vil du kunne smile når du mindes, selvom nogen forsvinder for altid, så kan ingen tage den tid man fik sammen.
    Stort kram til dig..


  • #13   19. feb 2012 Glæder mig til jeg kan begynde at smile igen ved tanken om hende - nu triller tårerne bare meget ofte i alle mulige situationer, for ingenting og for alting.

    Næste jul ser jeg ikke frem til. Vi skulle have været hos mine forældre nu her sidste jul, men da min datter og jeg lå underdrejet med Roskilde syge, holdt vi bare jul hjemme for ikke at risikere at smitte min mor, da jeg ikke mente at hun havde immunforsvar nok til en sådan omgang. Så fik ingen sidste jul med hende smiley



  • #14   19. feb 2012 Jeg synes ikke at tiden læger alle sår som man siger. Men det bliver "nemmere" at huske på de gode minder fremfor at sorgen tager over. Det er jo ikke en dårligt at græde over din mor. Det skal der være plads til.
    Men det er aldrig nemt at miste en man elsker, desværre er det dog en del af livet.
    Igen kondolerer meget. Håber du en dag kan huske din mor med smil.


  • #15   19. feb 2012 *kram*

    Jeg har stadig min mor, men mistede en af mine bedste venner for lidt over et år siden, og min mors eksmand røg et halvt år efter. Det gjorde fuldstændigt vanvittigt ondt i starten, men stille og roligt bliver der længere imellem tudeturene, og minderne begynder at blive varme, og glade, i stedet for at gøre ondt.

    Du vil nok finde at aldrig holder op med at tænke på hende. Uanset hvad du gør vil der være en smule af hende i det du laver, og du tænker nok tit "hvad ville mor sige til det her", men det vil ikke blive ved med at gøre dig lige ked af det. I stedet bliver hun en engel/ånd der våger over dig (eller en tanke som du kan støtte dig op af). Jeg tager tit mig selv i at smile og kigge op i himlen og tænke på dem jeg har mistet når jeg sidder i en situation der minder mig om dem.

    Min ven og jeg har stadig interne jokes selvom han ikke er her, så jeg smiler for mig selv og satser på at han ved det. smiley (Nej, hvor lyder jeg skizofren lige nu).

    Men helt holde op vil det aldrig.. Jeg sidder også selv og tuder nu... men nu med et lille smil på læben, for han ville synes at jeg er fjollet hvis han kunne se det smiley


  • #16   19. feb 2012 Åhh, det gør mig ondt.. smiley
    Jeg mistede selv min mor for 2 måneder siden, og synes stadig det er svært..

    Hvornår det bliver nemmere kan jeg ikke sige, men husk at du skal tale om det og græde alt hvad du har lyst til..

    Nogen dage kan jeg godt klare at snakke om det, men andre dage bryder jeg sammen konstant..

    Brug den tid du har behov for, for at komme dig.. Aldrig presse dig selv..

    Stort kram!



  • #17   19. feb 2012 ¤ Søster McFluff ¤
    smiley

    Jeg mistede også en veninde/gammel klassekammerat for ca. et halvt år siden. Når jeg er i en eller anden situation, kan jeg nogle gange med et smil på læben, næsten høre hvad og hvordan hun ville have sagt et eller andet om det - kan næsten høre hende.


  • #18   19. feb 2012 * Mini & Nalsen *
    Uh det er heller ikke længe siden så, at du mistede din mor. Det gør mig ondt. Stort kram herfra.


  • #19   19. feb 2012 Der vil altid være noget man ikke nåede, en Jul en Fødselsdag, men en ting nåede du, at have din Mor i dit liv..

    Tiden læger ikke alle sår, jeg græder stadig ved tanken om min Mor eller min bedste ven, sådan vil det nok altid være, men det vil med tiden ikke gøre så ondt som nu.

    Jeg skrev til min ven og til min Mor i starten, skrev alle de ting som jeg gerne ville have sagt til dem, men ikke nåede, det hjalp mig meget, måske kan det også hjælpe dig, på den måde får man sagt Farvel på et tidspunkt og begynder at leve igen.


  • #20   19. feb 2012 Kennel Flindt
    Det var måske en god ide at prøve at skrive sig ud af det ??

    Jeg er dog nød til at leve nu - på en måde - da jeg jo har en datter. Så jeg kan ikke bare begrave mig i sorgen. Hun er nu ellers sød nok, for ser hun det mindste tegn til tåre, spørger hun så sødt "Græder du nu mor, så skal jeg nok trøste dig".
    Jeg ved livet går videre, det er bare ikke lige så festligt lige p.t.

    Det er ikke så længe siden min datter og jeg havde fødselsdag, ja det var faktisk lige i de dage hvor min mor gik bort. Jeg er endnu ikke sikker på om vi i år vil holde fødselsdag for familien, for ved ikke helt om jeg kan holde tanken ud om at min mor ikke vil kunne deltage. Men skal se at have fundet ud af hvornår vi kan holde børnefødselsdag for min datter.


  • #21   19. feb 2012 Selvom jeg ved det er svært så skal du også tænke på at du er heldig at have din mor i så mange år. Og også din datter smiley Alle de mange år med gode minder. Det er da en dejlig tanke smiley
    Mange er desværre ikke så heldige.


  • #22   19. feb 2012 Det er rigtigt.
    Og min datter er min guldklump smiley


  • #23   19. feb 2012 Du har brug for din familie, så dem skal du holde godt fast på, at det vil være svært, ja, men det er det jo for jer alle, dem der vil dig det godt, dem der forstår, dem skal du være taknemmelig for i denne tid.

    Dejligt du har så sød en datter, børn tager ikke skade at at se vi kan være kede af det, men selvfølgelig er man nødt til at være tilstede for deres skyld.

    Tanker fra mig, , det skal nok gå selvom det er hårdt for dig nu...


  • #24   19. feb 2012 Tak smiley

  • #25   20. feb 2012 Det gør mig ondt med din mor ;(, men som de andre siger, er der ingen, der kan fortælle, hvor lang tid der vil gå, før det begynder at være mindre smertefuldt.

    Husker du at give dig selv lov at tudbrøle ind imellem? Jeg fik engang det "tip" af en psykolog. Hun forklarede, hvor vigtigt det er, at man virkelig giver los. Hulker med lyd, snot og savl udover det hele. Det kan nok være lidt voldsomt for din datter, men måske kan du tage hjem lidt før, køre bilen ud i en skov eller hvad du nu kan finde på.

    Pointen er, at den måde kan man kun græde på omkring 20 minutter ad gangen, så stopper det helt af sig selv og bagefter kan man mærke, at man virkelig er kommet af med noget. På den anden måde, hvor man bare går med tårerne trillende eller forsøger at holde det lidt tilbage/kontrollere gråden, kan man i princippet blive ved for evigt og den type gråd forløser ikke rigtig noget. Man forbliver nærmere i den samme triste suppedas dag ud og dag ind.

    Jeg prøvede det og hold op hvor jeg synes, det virkede. Hvis man ikke er vant til det, kan det godt virke skræmmende at give los. Man har jo ikke ligefrem lyst til at være så ked af det. Men efter et par gange at have mærket, hvordan det faktisk hurtigt "klinger af" igen, var det pludselig ikke så farligt længere.


  • #26   20. feb 2012 Marianne K
    Tak for dit råd omkring at give los og få tudet ud, det vil jeg bestemt få prøvet af.
    Det er rigtigt at hjemme sammen med familien eller når jeg er sammen med min far, så er det kun tåre som får lov at trille, man prøver at beherske sig og specielt overfor min datter, selv om hun må nu gerne se at jeg er ked af det. Men det kan måske blive lidt voldsomt for hende, hvis jeg bare giver los.


  • #27   20. feb 2012 For nogle hjælper det og skrive om deres savn, som foreks her, http://mindet.dk/
    Håber du nart kommer lidt ovenpå igen.


  • #28   20. feb 2012 Tak for linket smiley

  • #29   20. feb 2012 Anne

    Ja, det kan være en stor hjælp at få skrevet ud.

    Min mor er gruppeterapispecialist på en psykiatrisk afdeling, og hun rådede mig til at skrive et farvelbrev. Det brev kan man så brænde, begrave, sende op med en ballon, smide i en flaskepost, eller på anden vis "afsende" til den afdøde.

    Det skulle være en rigtig god måde at sige endeligt farvel, og få indhentet de ting man synes at man mangler. Du får også gennemarbejdet de ting du fortryder, de ting du er vrede over, og andet som kun vedrører dig og din mor. Her bliver der tale om et helt personligt brev som ingen andre skal læse.


  • #30   20. feb 2012 ¤ Søster McFluff ¤
    Jeg har faktisk den mulighed at jeg vil kunne nå at skrive et sådan brev og lægge ned sammen med hendes urne. Den er nemlig ikke kommet i jorden endnu pga. frosten.


  • #31   20. feb 2012 Det er jeg virkelig ked af at høre ):
    - Har kun mistet min morfar, så ved ikke helt, hvordan det er.. Men kan kun sige, at jeg stadig kan give det en tudetur, selvom det er næsten 8 år siden, han døde.

    Tror det bliver nemmere med tiden..


  • #32   20. feb 2012 Jeg har også mistet alle mine bedsteforældre, men jeg har ikke grædt mange tåre over dem. Har aldrig haft et tæt forhold til dem, så har intet at sammenligne med på det punkt.

  • #33   20. feb 2012 Var rimelig tæt med min morfar, så.. ja o.o


  • #35   20. feb 2012 for mig hjalp det rigtig meget at skrive mine tanker og følelser ned, skrev dem i brevform til min far - skrev når der var noget jeg ikke havde fået sagt til ham, noget jeg synes jeg havde gjort forkert og havde brug for tilgivelse og når jeg tænkte over noget specielt, sommetider græd jeg når jeg skrev, og andre tider, smilte jeg, det gav luft at få skrevet et 'brev til ham' - jeg kan stadig få tårer i øjnene når jeg tænker på ham og det er 17 år siden han døde.

    tag den tid det tager, men sørg også for at få tankerne væk fra det ind i mellem, så du ikke lukker dig totalt inde.


  • #36   20. feb 2012 "Lablover "
    Har ikke noget at skælde ud over. Hun er skånet for meget ved at gå bort nu, så det kan jeg ikke blive sur over. Så "ham" deroppe har bare ment hun har døjet med nok og givet hende fred.
    Men jeg savner hende som bare pokker, men sur kan jeg ikke blive, bare ked.


  • #37   20. feb 2012 Helt over det kommer du nok aldrig. Jeg mistede min mor i 03. Og døden var det bedste for hende. Jeg var stærkt knyttet til min mor, og hold da op hvor har man mange tårer, når det sker.
    Selv efter så mange år drømmer jeg af og til om hende. Jeg kan drømme jeg har glemt og ringe til hende og være helt ude af det, for jeg plejede og ringe dagligt.
    De gamle album ligger i kælderen, men jeg har enkelte gange set billederne i det. Men stadig gør det ondt.
    I rigtig mange år kunne jeg ikke køre igemmen byen hvoor hun boede uden og græde, i dag "nøjes" jeg med en klump i halsen.
    Sorg tager tid, meget tid. Din er så ny endnu, så sørg for og få den grædt ud.
    Stot kram herfra



  • #38   20. feb 2012 Brug hjernen, før du køber hund. S
    Det var længe siden og så at det stadig gør så ondt. Men rigtig nok, det vil nok altid være svært og hårdt uanset hvor mange år der går. Man vil nok altid savne lige at kunne løfte telefonen, ringe og få en sludder med sin mor. Jeg snakker fint med min far, det er bare ikke det samme. Med min mor kunne jeg virkelig snakke med, hvis der var noget som jeg sloges med.
    Håber dog ikke at jeg skal blive ved med at græde hver gang jeg besøger min far, han vil nemlig gerne blive i huset hvis han har råd til det.


  • #39   20. feb 2012 Min far døede en del år før min mor. Joh, jeg savner ham da, men ikke på samme måde som min mor. Som du selv er inde på var moar nok bedre og snakke med om alting.
    Der vil altid lige være noget man godt ville fortælle, vise. I dag snakker vi søskende om mor uden vi hyler, og mindes forskellige sjove episoder fra hun var her.
    Mine søskende bor i den anden ende af landet. De ville have et gravsted, jeg ville ikke. Og jeg vidste jeg ville "hænge" på det gravsted,da de bor så langt væk. Hun kom i de ukendes, og jeg har vel været på kirkegården max en gang om året. Det er helt andre steder jeg mindes min mor.
    Har du søskende kan det måske være en fordel og bruge dem også, og få en snak med dem.


  • #40   20. feb 2012 Jeg har en bror, men han er 8 år ældre end mig og vi er ikke specielt tæt. Ses kun til fødselsdage, jul og hvis mine forældre inviterede til mad. Og vi havde meget forskellig mening om tingene den sidste uge hvor min mor var syg, så tror ikke på vi vil bruge hinanden.
    Min mor vil komme til at ligge på samme gravsted som min anden bror ligger på og der er også plads til min far om mange mange år. For mig bliver det rart at have et sted at gå hen, et gravsted, et sted hvor hun hviler - selv om hendes sjæl er et helt andet sted. Men et gravsted er noget håndterbart for mig, jeg kan lægge en blomst der.
    Jeg tror dog ikke at jeg kommer der før hun er i jorden = når frosten er væk så graveren kan grave.

    Min far er heldigvis frisk, fejler intet, får ingen medicin for noget som helst. Går til gymnastik, badminton, svømning. Og så har han min Dian som han jo skal tage sig af, lufte, fodre, pelspleje og bare ren og skær hygge.


Kommentér på:
Hvornår bliver det nemmere ?

Annonce