{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.876 visninger | Oprettet:

Mine barndoms erindringer nr. 9 MOR {{forumTopicSubject}}

Denne her har jeg længe gået rundt om og ikke rigtig kunne komme igang med.......
Den gjorde ondt dybt i min sjæl og jeg undskylder på forhånd hvis jeg ikke længere lyder helt så objektiv som i de tidligere indlæg




Mor ……

Jeg kan ikke mindes en eneste gang i min barndom, at min mor har vist mig kærlighed eller omsorg.
Der var i alle årene en aura af kulde omkring hende, der tydeligt fortalte, at jeg skulle holde mig på afstand af hende. Ikke at nærme mig hende eller søge hendes opmærksomhed.
Når der var behov for kontakt med hende, var der særlige regler om hvordan jeg skulle tilnærme mig hende og på hvilke tidspunkter hun var mentalt klar til at bruge lidt af sin tid på mig.
Min mor arbejdede om natten som sygehjælper hver anden uge og i sagens natur sov hun så om dagen.
Hvis jeg havde uopsættelig behov for hendes tilsagn, kunne jeg allernådigst nærme mig hendes seng kl. 16 hvis jeg så samtidig serverede en kop kaffe, hendes cigaretter og askebæger på en bakke inde ved hendes seng, vække hende blidt og forlade soveværelset igen. Når der var gået en halv times tid kunne jeg så atter gå ind i soveværelset igen og indvi hende i det jeg havde brug for.
Mange gange når jeg havde brug for voksen hjælp var det en næsten uoverskuelig beslutning om jeg skulle nærme mig min mor på denne måde eller ringe til den taxacentral min far var tilknyttet og bede dem om at vogn 80 skulle ringe hjem. De dage hvor min far ikke var ude at køre og jeg ikke kunne finde ham på de vanlige værtshuse, ja så måtte jeg skubbe hjertet på plads nede i maven igen, sætte kaffen over og håbe på det bedste inde fra soveværelset.
Min mor talte aldrig om hendes følelser, ej heller hendes følelser overfor mig. Jeg havde kun mine instinkter af angst og kulde som rettesnor for vores indbyrdes mor-datter forhold.
Når jeg var trist eller ked af noget var det aldrig i mine tanker, at søge trøst, råd og vejledning hos hende.
Dog husker jeg alligevel tydeligt hendes standart svar når jeg var nødt til at søge råd og vejledning.

Er du Guds barn så hjælp dig selv og er du ikke Guds barn er du ikke værd at hjælpe !!

Disse ord var hendes svar på en hver problematik i forhold til mine behov for en mors omsorg for min opvækst.
Hvis jeg havde besluttet mig for at ville noget, men skulle spørge om lov til det. F.eks at gå i bio eller sove hos en veninde var hendes standart svar så lidt anderledes…..

Din vilje sidder i min baglomme og der bliver den siddende !!

Disse sætninger sidder dybt printet i min hukommelse og har i mange år gjort det, at jeg har haft en følelse af, at jeg som menneske ikke havde nogen værdi og ej heller havde min egen frie vilje.

Når min mor var fuld blev hun ekstrem ond overfor de mennesker der var i hendes selskab.
Hun kunne sidde stille på sin stol, drikke sine øl og så oparbejde et had så stort i sit indre.
Hvis jeg eller mine søskende var heldige var offeret en anden person end en i familien, men var der ikke andre tilstede fordi drikkeriet foregik der hjemme, ja så var det en af os der stod for tur.
Først begyndte hun at nedstirre, siden kom ondskaben frem i hendes øjne og til sidst brugte hun talens brug på at ramme vedkomne.
Jeg har ofte grædt når jeg blev ramt af hendes øjne og ondskab velvidende, at jeg højst sandsynlig få timer efter skal tørre bræk op, redde hende fra at forsøge selvmord eller skille hende og min far ad.
Alt for store og traumatiske følelser som angst, had, vold, nært stående katastrofer, mindreværd og ingen fri vilje plantede hun i mit barnesind og gødede dem jævnligt i årene op igennem min barndom og langt ind i mit voksenliv.
Min mor har opdraget mig til at adlyde ordre og indfri usagte forventninger til mig som datter af hende. I mine voksen år har jeg altid besøgt hende med jævne mellemrum, inviteret hende til juleaften, givet hende blomster på Mors dag, sendt hendes gækkebreve til påske, hentet og bragt hende i min bil osv osv. Men ikke en eneste gang har jeg gjort det uden hjertebanken og angst. Når jeg har haft det særlig svært psykisk og min samvittighed har budt mig at besøge hende, har jeg altid haft andre med som beskyttelse mod hende, det kunne være min onkel, min mand eller mine børn. De gange hvor jeg ikke har haft mulighed for at have denne beskyttelse med og min samvittighed har været for dårlig, har jeg skubbet hjertet ned i maven, slugt en stesolid og besøgt hende, bare for at blive min dårlige samvittighed kvit.
Efter besøget har jeg så altid siddet tilbage med en følelse af at jeg har svigtet mig selv.
Jeg forsøger med bedste overbevisning, at fortælle mig selv, at hun ikke kan gøre mig noget, at nu er hun blevet en gammel dame, at livet snart er slut for hende og grundpillen til min angst vil ligge syv alen under jorden. Men det hjælper ikke. Angsten er og bliver grundsubstansen i mit forhold til min mor.
Min tilgang til min mor er altid et valg imellem; angst, dårlig samvittighed, et forbrug af Stesolid eller overtale en til at tage med mig over og besøge hende.
Min mor ved godt at jeg fik svær angst som 44 årig og var tæt på at blive indlagt på psyk. Og hun ved også godt, at det kan skyldes alkoholen i min barndom, men hvad hun ikke ved er, at den manglende omsorg fra hendes side har gjort mig ondt dybt i sjælen.
Uanset om vi for talt om det eller ej, uanset om hun vedkender sig sin del af ansvaret eller ej, så tror jeg ikke på at der nogensinde kan rettes op på det.
Jeg tvivler ganske enkelt på hendes følelser og jeg kommer aldrig til at være tryg i hendes selskab.
Jeg er af den overbevisning at ingen af os 4 børn er ønsket, vi kom bare som en konsekvens af endnu en druktur.
Min mor er kun et menneske endog et meget ensomt og følelsesmæssigt forkvaklet menneske og hun har ikke formået at være sit ansvar voksen som mor. Havde hun blot haft lidt selvindsigt ville hun kunne have set, at vi 4 børn havde haft bedre af at blive sat i pleje i stedet for at lade os leve så mange år i dette helvede af angst, alkohol, vold og manglende omsorg.



Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Mine barndoms erindringer nr. 9 MOR
  • #1   21. jan 2012 Uhh man får altså lyst til at sige en masse grimme ord til din mor :-(( Føler virkelig med dig Charlotte og det du har måtte stå model til i din barndom og som tydeligt præger dig endnu smiley Men hvor er jeg glad for at læse at det er Kim du gik til dengang (afsnit 8) og i nu 31 år senere stadig er sammen smiley

  • #2   21. jan 2012 Åh, søde, søde.............
    Den er sgu svær........
    Hvor må du- og dine søskende- ha være ensomme.....
    Og så alligevel ikke......
    Min mor og far drak ikke.
    Min far forsvandt da jeg var 4 år gammel og så var min mor alene med fire børn.
    Min mor var pædagog.
    Hun var samtidig konvateret til jødedommen, da min far var jøde og hun så følte at hun også gerne ville være det.
    Jeg havde to brødre og en søster.
    Mine brødere blev sat på en pidistal- især min storebror- da drenge/mænd har førsteret til livets lyksagligheder i jødedommen.
    Min mor gik mere op i den forbandede religion, end hun gjorde i sine børn.
    Jeg har altid været "Rasmus Modsat" og ville helt fra jeg var en bette skid, ikke finde mig i noget, uden en større diskution og ikke bar fordi man skulle.............Desuden har jeg været ateist så længe jeg kan mindes.
    Bank med bøjler og hånd, var hverdag for mig- indtil jeg som 12 årige rev bøjlen ud af hånden på min mor, og vendte den mod hende.
    Da min mor mødte en stor, sort neger blev tingene bestemt ikke bedre derhjemme.
    Vi børn skulle åbenbart straffes for hans forfædere havde været solgt som slaver- og min mor syntes det var okay.
    Min mor og ham fik et barn sammen.
    Min mor har præsteret at rejse en uge væk (hun vandt en rejse) uden at sørge for at vi børn havde mad i huset.
    Vi var ved at blive taget fra hende(gid det var sket), men på en eller anden måde, skete det ikke.
    Sjovt nok så syntes jeg ikke at min barndom var slem, mens den stod på.
    Det var først da jeg var sen teenager, at jeg begyndte at tænke over det og samligne med andre.


  • #3   21. jan 2012 Puha jeg er helt tom for ord, hvor må det være frygteligt at vokse op på den måde og have sådan et forhold til sin mor.

    Jeg har ikke læst de andre afsnit, men håber det engang kan give dig ro i sjælen ved at få det ned på papir.


  • #4   21. jan 2012 puuha ved næsten ikke hvad jeg skal skrive,
    Føler virkelig med dig og dine søskende
    Den der sætning med viljen kan jeg også genkende


  • #5   21. jan 2012 Bjerggeden AKA Bertil puha sikke en barndom,
    Stesolid er en dårligt løsning på angst, har selv panik angst og får lykke piller for det og det tager toppen de fleste dage så man kan holde ud at være til,
    med de rigtige piller kan man få en tilværelse uden de store sving ture, og der ved en meget bedre hverdag


  • #6   21. jan 2012 Tusind tak alle sammen for jeres omsorg og forståelse smiley

    Jeg har været på lykkepiller OG alopam de sidste 4½ år , det blev jeg nødt til , da min hverdag lige pludselig brød sammen og angsten var altoverskyggende ( det skriver jeg om når jeg når til afsnittet om mit voksenliv )
    Jeg har arbejdet målrettet med mine psykiske traumer igennem ACA og har netop for 2 måneder siden trappet ud af lykkepillerne samt alopamerne. Alopamerne har jeg ikke taget hver dag , men kun når angsten blev for stor til at jeg kunne få min herdag til at fungere.
    Jeg ved godt , at medicin ikke er nogen løsning på sigt , men jeg havde intet andet valg for min egen og min families skyld.

    Denne skriveproces jeg netop nu er igang med , vækker en masse følelser i mig og jeg er nede og kigge på hver en eneste af dem , analysere og beskriver dem.
    Så pt. væksler jeg imellem kæmpe raseri og sorg men ingen angst.
    Jeg kan mærke jeg er på rette vej og når min historie er skrevet færdig , så tror og håber jeg også på at alt ligger på plads inde i mit hoved.
    Jeg startede denne bearbejdning af min barndom for 5 år siden med psykolog , ACA og sponsor samt skrivearbejde , det er " bare " denne bog der nu skal være påplads for at jeg kan sætte et punktum og finale tegn.

    Begge mine brødre har ønsket at læse det jeg har skrevet indtil videre og de tilbage meldinger jeg har fået fra dem stemmer overens med mine oplevelser.
    Jeg føler de er glade for mit skrivearbejde , da det hjælper dem til at klasificere deres egne følelser og oplevelser.

    Jeg har i foregårs kontakte et forlag mhp. om der er stof nok i det jeg har skrevet til at få lavet en bog. Og om der overhovedet er interesseret
    læser. Han fik al mit materiale og vil vende tilbage med hans mening.


  • #7   21. jan 2012 super flot

  • #8   21. jan 2012 Hvor er det dejlige at dine brødre giver deres "det var sådan det skete"-til dig, det gør jo også at man føler sig mere sikker, Selvom man godt ved at det man har oplevet er rigtigt - tænker jeg at man hurtigt kan blive helt i tvivl pga dets meget voldsomme karakter her.

    For fiiilan da Charlotte.. :(((
    hvordan kan du dog få dårlig samvittighed over ikke at besøge hende, også bagefter føle sådan et svigt overfor digselv ? smiley jeg bliver så ked når jeg tænker på det dilemma du står i stadig - øv øv øv !!!

    Tusind kram og massere af tanker -!


  • #9   21. jan 2012 og håååber godt nok at der er nok til en bog - Jeg kender ufatteligt mange der ville have gavn af at læse dine ord - Fordi du skriver om noget så forfærdeligt på en meget letlæselig måde smiley

  • #10   21. jan 2012 Nå men, ..jeg synes du skulle sende nogle prints af trådene herinde til din kommende forlægger!

    Jeg har været herinde HVER DAG, siden engang i december for at se efter nye afsnit af føljetonen.
    Og alligevel er jeg gået glip af et indlæg, hvor er linke-damen? smiley

    Din historie er desværre ikke enestående, men det er din evne til at beskrive dit helvede til gengæld tæt på at være.

    Jeg håber virkelig du kommer ud på den anden side af denne proces lettet og i stand til at trække vejret mere frit, det har du i dén grad fortjent.


  • #11   22. jan 2012 Nå ja , det var måske en rigtig god ide , at lade forlæggerren læse jeres reaktioner.
    Tusind tak for ideen smiley


  • #13   22. jan 2012 Bjerggeden AKA Bertil >>> Sådan der så kommer bogen omkring dit liv snart på hylderne... det er satme sejt gået af dig....
    Står stadig i kø efter din bog...


  • #14   22. jan 2012 Synes det er flot du arbejder med dig selv på denne måde, jeg vil da glæde mig til en evt. bog. smiley

  • #15   23. jan 2012 har du ikke en tråd hvor der lægger link til alle dine historier?

Kommentér på:
Mine barndoms erindringer nr. 9 MOR

Annonce