MIne barndoms erindringer nr 8 første del {{forumTopicSubject}}

Mit voksenliv…..

Fra jeg er 14 begynder jeg at komme sammen med en fyr fra gruppen jeg gik i. Dette forhold gav mig masser af det jeg savnede i hverdagen af både kærlighed og omsorg. Hans forældre blev mine nye forældre i stort og småt. De hjalp mig med selvangivelsen, de gav mig plads i deres hjem og de gav mig mad og frem for alt viste de mig normaliteten af en families struktur.

Jeg går ud af skolen som 16 årig med lige netop de fag og de karakter jeg skulle bruge for at få min drømmeuddannelse som sygehjælper. Jeg begynder at arbejde på et psykiatrisk lukket plejehospital som hospitalsmedhjælper, hvor jeg vasker op, gør rent og servere mad til patienterne. Jeg arbejder hver dag fra kl. 7 til 15 plus hver anden weekend. Det eneste jeg venter på er, at blive 18 år så jeg kan komme ind i plejen som ufaglært sygehjælper.
Min farmor dør dagen før jeg bliver 17 år og min verden styrter sammen. Min kæreste og hans familie støtter mig i denne svære tid med masser af kærlighed og omsorg og jeg kommer på en eller anden måde videre i livets hverdag.
Helvede bryder nu rigtig ud i fuldt flor, da min far er eneste arving til en masse penge og dermed kan han hellige sig sine elskede øl uden at tænke på økonomien. I denne tid er jeg ikke meget hjemme. Jeg passer mit arbejde, venner og kæreste.
En dag blot 3 mdr. efter min farmors død kommer jeg hjem efter arbejde og der venter mig en noget chokerende meddelelse. Mine forældre har sammen med min mormor og morfar skaffet mig en lejlighed inde på Nørrebro i opgangen ved siden af mormor og morfar. De havde arrangeret alt med banklån, møbler fra farmors hjem og de mente at jeg sagtens ville kunne klare dette hvis jeg flyttede sammen med min kæreste. De havde regnet på det og fundet det rentabelt med min kærestes og min løn lagt sammen. Min kæreste var elev og jeg var under 18 år.
Ingen spurgte om vi ville flytte sammen, sådan blev det bare. En fjollet teenagekærlighed blev ved et trylleslag ændret til et ægteskabslignende forhold længe før vi selv havde tænkt tanken.
Jeg var blot gået ud af skolen 9 måneder før og der var stadig mindst 1½ år før jeg kunne blive optaget på min uddannelse.
Men sådan blev det. For det havde mine forældre bestemt.

Vi flytter derind og i sagens natur går vores forhold hurtigt i stykker og jeg står nu helt alene. Uden farmor og uden kæreste. Med en masse udgifter til bolig, mad og transport.
Jeg havde uvis hvorfor fået en gammel bil af mine forældre tidligere og den skulle jo også passes. Så nu begyndte en lang periode med ekstra vagter og ikke ret mange penge.

Jeg gjorde det eneste jeg kunne gøre. Jeg opsøgte atter min gamle venskabskreds og indleder nu et forhold til gruppens mentalt og fysisk stærkeste mand. Heldigvis tager han mig under sine vinger og et forhold der er præget af plads, forståelse, loyalitet, beskyttelse, kærlighed og frem for alt frihed er nu etableret.
På min 20 års fødselsdag, 3½ uge for tidligt føder jeg vores første søn og jeg har nu min egen familie.
Dette blev starten på et sygeligt symbiotisk forhold til min søn. Jeg holdt op med at arbejde og min dag gik med at være sammen med ham. Jeg gjorde alt det som mine forældre ikke havde gjort, men jeg kunne ikke finde en balance imellem hvad der var den korrekte dosis af kærlighed, opmærksomhed, pleje, mad og læge besøg.
Desværre udvikler vores søn astma og bliver derfor ofte indlagt med vejrtrækningsproblemer. Dette presser mig yderligere til at være til stede alle døgnets minutter og sekunder og mit sociale liv har jeg næsten mistet. Alt drejer sig kun om min søn. Når mine medmennesker forsøgte at hjælpe mig eller blande sig i min rolle som mor muterede jeg til en Løvinde der forsvarede sine unger. Ingen skulle blande sig og ingen skulle hjælpe mig.
Dog var der et sted jeg afleverede min søn med ro i sjælen. Det var hos hans farfar og farmor. Jeg om nogen vidste hvad det betyder for et barn, at have kontinuerlig kontakt til sine bedsteforældre og dette ville jeg give videre af hele mit hjerte.
Jeg undte mig ikke, at gå på toilettet, i bad eller andet hvis konsekvensen var, at jeg lod mit barn ude af syne, blot for nogle få minutter. Jeg husker tydeligt en vinter hvor han var særlig meget syg og jeg var alene hjemme med ham. Jeg sad time efter time ved spisebordet i køkkenet med ham på mit skød og han sov. Jeg havde ikke været på toilettet siden jeg stod op flere timer før, men jeg ville ikke lægge ham fra mig. Pludselig banker det på døren og ind kommer min svigermor. Jeg for hende til at tage ham og endelig kan jeg gå på toilettet efter flere timers holden tilbage. En tanke strejfer mig, at det nok ikke er helt naturligt det jeg gør, men straks er tanken væk igen.
Om aftenen lagde jeg ham til at sove i sin tremmeseng men lod døren stå åben så jeg kunne høre det mindste. Når jeg selv gik i seng tog jeg ham op og bar ham ind i min seng for at vi kunne sove sammen.
Da han er omkring 2 år begynder jeg modvilligt at arbejde igen som afløser, men jeg er meget ustabil og tjener aldrig en fuld månedsløn men må få supplerende bistand hver måned. Ofte arbejdede jeg i weekenderne og havde derfor hverdags fri i stedet. Disse dage holdt jeg ham hjemme, da jeg var af den overbevisning, at den tid der gik tabt imellem os i weekenden skulle kompenseres med tid i hverdagen. Disse fridage brugte vi på forskellige ture rundt i København hvor destinationen var de billige forlystelser så som Zoo museum, Runde tårn osv.
Denne adfærd slipper jeg ikke selvom han kommer i børnehave og for kammerater der. Nu arbejder jeg stabilt da han ikke længere er så syg af sin astma, men jeg er stadig meget nøjeregnende med de timer der går tabt i weekenden bliver erstattet af hverdags timer med mig. På et tidspunkt bliver jeg kaldt til samtale i børnehaven pga. dette, hvor personalet forsøger at forklare mig, at han har brug for at have kontinuerlig kontakt med sine venner for at vedligeholde venskaberne. Men jeg gav mig ikke. Det var mit barn og det var mit ansvar.
Heldigvis sker der det, at min søn formår at bryde denne symbiotiske tilstand jeg har holdt fast i, da han er omkring 5 år. Han begynder at kræve sin frihed og fortæller mig, at han hellere vil noget andet end lige netop, at være sammen med mig. Mærkeligt nok acceptere jeg hans udmeldinger, men holder fast i at vi skal sove sammen.

"dette er kun starten jeg lige har skrevet"