pårørende til angst patienter {{forumTopicSubject}}
jeg kunne godt tænke mig at høre om nogen af jer er pårørende til en med angst/depresion.
jeg er selv svært ramt af begge dele, dog mest angsten for tiden.
jeg har gået sygemeldt siden jul, og er nu i job prøvning på 15 timer om ugen.
jeg prøver at snakke med min kæreste om at jeg synes det er hårdt at starte op igen, men han flegner fuldstændig...
hans argumnt er at hvis jeg kan tage ud til min hest i et par timer efter arbejde så er jeg ikke træt, og så kan jeg sagtens holde til flere timer på job.
jeg prøver at forklare at jeg lader op når jeg er ved hesten, og at det ikke kan sammenlignes med job.
jeg sidder tilbage med en følelse af at han tror det egentlig mest er lutter undskyldning fordi jeg er arbejdssky....
jeg ved det kan være svært at forstå en psykisk sygdom, men er det normalt også at have denne mistro til folk..??
jeg prøver at være meget ærlig omkring hvornår jeg bare er dovn, og hvornår jeg er træt pga min angst.
jeg blir meget ked af det når folk, sætter spørgsmåls tegn ved om jeg er oprigtig, fordi det er en daglolig kamp at leve med så svær en sygdom.
dec 2006
Følger: 8 Følgere: 11 Hunde: 1 Emner: 18 Svar: 2.504
jun 2006
Følger: 4 Følgere: 67 Hunde: 5 Emner: 906 Svar: 17.432
Min opfattelse er at det er drøn svært for begge parter.
Det kan være utrolig svært for den pårørende at forstå at man kan være så træt rent mentalt at man ikke orker arbejde, men godt kan hygge sig med en fritidsinteresse.
At være mentalt træt er efter min opfattelse meget værre end at være fysisk træt.
Det var den ene ting
Den anden ting er at det er enormt opslidende at være pårørende til en der er syg.
Det påvirker ikke kun den syges liv ( nu havde min gamle veninde en anden diagnose end din ) men på et tidspunkt var jeg nødt til at sige fra fordi det kostede for meget af mit mentale overskud at være der for hende.
Det jeg læser i dit indlæg er helt kort : Hvorfor kan han ikke forstå hvordan jeg har det og støtte mig når jeg har det svært ?
Er det rigtig læst ?
Går du til noget samtaleterapi ?
Kunne det evt være en ide at din kæreste var med til et møde med dig og en behandler, så han får en bedre forståelse af hvad du slås med ?
aug 2006
Følger: 17 Følgere: 17 Emner: 416 Svar: 5.184
Og så skete underet faktisk for mig efter et års tid....Jeg besluttede, at jeg ikke ville have stesolid, og jeg ikke ville gå og være bange for at der skulle komme et nyt anfald.....Så jeg blev rask...Har siden ikke haft nogen former for angst overhovedet.....
Men jeg tænker tit på, at hvis jeg havde været 18 år i dag, og fået angstanfald som den gang om jeg så ville være blevet hængende i at jeg havde en psykisk lidelse...Stoppet på mit job, og ikke havde levet mit liv....
Ja det ved jeg jo ikke, men jeg er MEGET glad for, at ingen tog mig seriøst den gang...Så jeg tog mig sammen....
Det havde jeg måske ikke gjort hvis det var i dag...
jun 2009
Følger: 7 Følgere: 5 Hunde: 3 Emner: 59 Svar: 172
jeg føler tit at det er uretfærdigt at jeg har denne sygdom og ikke kan klare alting selv.
jeg har ofte brug for at folk vil ledsage mig hvis jeg skal "svære" steder hen.men samtidig er jeg meget bevist om ikke at være en byrde for folk.
jeg er af natur meget positiv, og prøver ikke at trække folk omkring mig med ned, jeg har mere brug for forståelse, når jeg er træt.
jeg tænker tit på hvad jeg udsætter mine omgivelser for, men det gør det ikke nemmere, for det er jo dem man har tættest på, at det lider mest.
jun 2009
Følger: 7 Følgere: 5 Hunde: 3 Emner: 59 Svar: 172
jeg får antidepresiv medicin på 11. år nu, og er begyndt hos en psykiator.
min kæreste er af den gamle type, og mener at hvis der er problemer i vores forhold ordner vi det selv.
jeg kunne godt tænke mig at han prøvede at sætte sig lidt mere ind i min sygdom, for at prøve at forstå hvordan det er for mig, så han selv bedre kunne forstå det, men det vil han ikke.
jeg har absolut ikke brug for han ynker mig, men blot viser respekt for mig når jeg er træt.
han arbejder en hel del, og derfor er det mig der står for at passe hjemmet, i grove træk, mmen det er ikke altid jeg har overskud til at tage fat på alt rodet, og så er det bare nemmere at køre ud til hesten, så slipper jeg for at blive mindet om at jeg ikke lever op til mit ansvar.
han blir selvfølgelig rigtig træt atf det, når han så kommer hjem fra arbejde og huset flyder og jeg ikke er hjemme.
det er i sådanne sitiuationr at jeg godt ved hvor fustrerende det må være at være pårørende. men jjeg kan intet stille op.
jun 2006
Følger: 4 Følgere: 67 Hunde: 5 Emner: 906 Svar: 17.432
Jeg tror ud fra det du skriver her at du bruger al din energi og den smule overskud du har på at bekymre dig om at dine pårørende ikke skal lide under din diagnose.
Jeg synes det er rigtig fint hvis du kan sige : Jeg skal i Føtex og handle.. Vil du tage med mig? Hvornår vil det passe dig ?
Andre mennesker skal jo også handle ( hvis det er et af de svære steder )
jun 2006
Følger: 4 Følgere: 67 Hunde: 5 Emner: 906 Svar: 17.432
Det kender jeg ALT for godt selv....
Og også det med at den anden kommer fra arbejde og er vrissen fordi man ikke har ordnet det
dec 2008
Følger: 29 Følgere: 28 Hunde: 1 Emner: 384 Svar: 8.658
jeg har selv angst. Eller har haft i hvert fald, i øjeblikket er jeg ikke generet af det..
Og ens omgangskreds forstår det bare ikke. F.eks kan min moster finde på at ringe og sige "jeg er i Taastrup, og er hos dig om ti minutter". Og jeg kan bare på ingen måde klare uanmeldte besøg, især ikke fra nogen jeg normalt ikke har på besøg!.. Men det er svært for folk..
Samtidig har jeg svært ved at forstå de sygdomme mine veninder har. Jeg forsøger at være rummelig, og støttende, men decideret forstå, det har jeg svært ved.
sep 2005
Følger: 4 Følgere: 46 Hunde: 3 Emner: 468 Svar: 4.483
Jeg føler pludselig alle rum bliver tømt for luft og de bliver bitte bitte små.. Jeg for hjertebanken og ryste ture samt jeg sveder som en gris.. Det eneste der hjælper er at komme ud i luften..
Jeg har aldrig talt med en læge om det..
Jeg kom i behandling for spiseforstyrrelse og skulle den forbindelse også svare på en masse spørgsmål, der kom de frem til jeg lider af social angst, og panik angst kaldte hun det.. Jeg har prøvet at tale med min kæreste og med mine bekendte om det men de kan ikke rigtig forstå hvordan jeg har det, så har længe gået og undertrykket mine oplevelser, pludselig sidste år kunne jeg en dag ikke komme ud af min seng, jeg græd og græd og græd.. Jeg kunne ikke børste tænder, gå i bad, tage tøj på eller noget andet uden at græde og føle jeg havde brugt alt min enegi..
Det er ikke så heldigt når man har et barn på 2 1/2 år, så jeh tog mig af hende og jeg lignede en huleboer
Min kæreste kunne ikke se alvoren i min sindstilstand, så jeg gik til lægen og endte med at blive sygemeldt med en svær dep..
Selv der var han ingen hjælp, han blev fornærmet konstant over ting jeg ikke orkede.
Til sidst talte jeg med en psykolog som sagde, skid hul i din kæreste og tænk på dig selv, kræv din ret til at pleje dig selv og gør gode ting som i længden hjælper dig til at få det bedre.
jul 2010
Følger: 7 Følgere: 5 Emner: 12 Svar: 296
Jeg ligger som nogen af de andre skriver, min mor på is, når hun bliver for syg... Hun har også for vane at komme uanmeldt, hvilket jeg hader, så der vælger jeg ofte at undlade at svare på hendes sms og opkald.
Det er svært at være pårørende/ barn af en psykisk syg. Jeg har valgt at lade pædagogerne tage over - min mor bor på at hjem for psykisk syge. Hun har tidligere været indlagt på den lukkede i en del år, og derefter boet selv i en lejlighed.. Det er bedre nu, hvor der er personale døgnet rundt..
pårørende til angst patienter