Vi lærer aldrig af vores fejl.. {{forumTopicSubject}}

Kommer hjem i går efter 8 timer på arbejde, og kan høre Terkel er meget glad for at jeg er kommet hjem. Jeg åbner døren ud til køkkenet med et smil, og den mest kvalmende lugt rammer mig, og Terkel løber ud af køkkenet.
Jeg kigger ud i køkkenet og ser en mælkekarton med gammel mælk, splittet til atomer... Mælken er væk!! Terkel har efterladet to dejlige splattede "kager" til mig og en tissetår på gulvet.
Jeg skynder mig at åbne døre og vinduer, alt i mens jeg forsøger ikke at kaste op over lugten. Forsøger ihærdigt at finde ud af hvad jeg skal stille op, for hver gang jeg nærmer mig køkkenet vender maven sig i sådan en grad, at jeg kun kan flygte derfra igen. Stiller mig hen i havedøren og ringer til mor, der kommer med det tip at jeg vikler et tørklæde om hovedet, og tager gummihandsker på og så ellers igang. Det gør jeg så, og står der og ligner en selvmordsbomber, og begynder at tørre op og vaske gulv osv.
Mens jeg støvsuger tænker jeg at det var da i grunden en underlig lugt der kom fra hans seng. Jeg løfter derfor hans to tæpper, og opdager at hunden også har overbrækket hele sin kurv, og tæpper til. Tæpperne har han præsteret at vikle sådan rundt, at det er gemt nok til at han lige har kunne holde ud at ligge i sengen.
Mig smide tæpper til en kogevask og sengen ud onder bruseren og spule....
Jeg var hjemme ved en 17 tiden, og satte mig for først gang i sofaen kl 18.50!

Jeg har tydeligvis ikke lært af mine fejl: Stil aldrig ting på køkkenbordet med tanke på at Terkel ikke kan nå det.