der findes stadig ærlige mennesker {{forumTopicSubject}}

i dag skulle min kæreste, vores store datter på lidt over 3 år og vores datter på 3 måneder, 2 af vores venner og mig selv ud en tur på strøget i kbh. Vi når lige præcis til rådhuspladsen og så begyndte vores ældste datter og græde som pisket.. Vi stopper op og står og roder rundt med børn og barnevogn og pudsle taske osv.. Efter et stykke tid går vi igen videre. Ca en time efter ringer vores nabo til vores ven som var med og sagde at der stod en ung mand ude ved vores hus og sagde at han havde fundet min pung, hvor min kæreste's dankort og kode (ja jeg ved godt de ikke må ligge sammen men jeg havde sku glemt koden lå i pungen, det var ret dumt) mit eget dankort samt zoo kort, sygesikring på mig og min ene datter osv.. Samt der lå en masse små penge.. Nå men naboen fik pungen af den unge mand selv om han ikke var meget for at udlevere den til vores nabo, og ikke til os selv personligt.

Naboen fik så også manden's tlf nummer og han spurgte om han ikke kunne bede mig om at ringe når jeg havde fået pungen.

Jeg ringede straks og sagde mange mange tak og spurgte om jeg ikke måtte give en æske chokolade eller en flaske vin eller noget og han sagde lidt tilbageholdene jo tak til chokoladen.

Nu er det så sådan at min datter har grædt hele dagen og jeg flere gange har talt med vagtlægen som ikke ville se hende før hun fik feber, hvilket hun fik omkring aftensmad og vi tog så straks til vagtlægen med hende..

Nu sidder jeg her til aften, og har ikke fået ringet til den her søde mand igen for at give ham den chokolade som jeg jo selv sagde jeg ville give ham. Og fik faktisk en rigtig dårlig smag i munden, så jeg skrev en sms til ham om at min datter var blevet syg men jeg ville ringe til ham i morgen så han kunne få chokoladen.

Jeg er SÅ taknemmelig over at han gad køre hele vejen hjem til mig med min pung og er ret flov over jeg ikke fik ringet til ham i dag.