åh nej... ikke nu igen.... åh nej... ikke nu igen....

jeg er i eftermiddag blevet ringet op af min fars kæreste, som fortalte, at min far er blevet indlagt. dog var han inde til undersøgelse først, hvor de valgte at beholde ham...

for 4 år siden fik han to blodpropper med et døgns mellemrum, og sidste år fik han igen en, faktisk ved denne tid.

pga han fik en sidste år, har jeg gået og været nervøs her de sidste uger om der skulle ske noget med ham.
han har desværre ikke været god til at passe på sig selv mht kosten, dvs han har faktisk ikke lagt kosten om. han spiser stadig fede ting, dog er der nogle ting, han holder stejlt på han ikke må få (det er også positivt nok, men det hjælper jo ikke rigtigt, når han ikke har godt af pølser og pommes frites vel?)

for en måneds tid siden var jeg hjemme hos ham, og der havde han det ikke godt kunne jeg mærke. han hev efter vejret, og har ikke kunnet gå særlig langt væk hjemmefra, fordi han blev så hurtigt forpustet, så derfor har jeg et eller andet sted godt vist, at der kunne ske noget....

men nu ligger han som sagt på hospitalet, hvor han skal være i hvert fald til fredag, og så vil lægerne indstille ham til et nyt hjerte...


så nu sidder jeg her, og skal skrive et oplæg til min ene mundtlige eksamen, og det skal afleveres i morgen, ellers kan jeg ikke komme op til eksamen... og jeg har virkelig svært ved at få samlet mig til det...


vores forhold er ikke det bedste far-datter-forhold, for jeg fik kontakt med ham 1. maj 2006, og han er ikke den faderlige type, han ringer faktisk aldrig til mig, snakker vi sammen, er det mig der ringer til ham, og nu har kæresten og jeg boet i vores lejlighed fra 1. oktober 2009, og han har stadig ikke været her og se den...

sidste år, inden han fik blodproppen, satte jeg ham lidt på en prøve... jeg ville finde ud af, hvor lang tid der ville gå før han ringede til mig, hvis jeg helt lod være med at ringe til ham... der gik ca 2½ måned, og så blev jeg ringet op af min storesøster, at jeg skulle sætte mig ned, for han var lige blevet indlagt med en blodprrop (den 3.)...

jeg havde fødselsdag d. 5. maj, og ca midt i april ringede han til mig for at få mig til at skrive min adresse til ham. jeg spurgte ham lidt i sjov om han da kom forbi. dertil svarede han: "NEJ!!! det gør jeg i hvert fald ikke!"
og det gjorde faktisk ondt...

da jeg boede i sønderjylland, hvor jeg boede i 2½ år, var han også kun på besøg en gang, og det var fordi jeg simpelthen ikke ville acceptere et nej... og det holdt jeg stædigt fast på i de 4-5 mdr der gik, fra jeg "inviterede" ham, til han kom til vores fødselsdag (vi har fødselsdag samme dag)...

og min plejemor og plejefar har prøvet at hjælpe mig lidt ved at sige, at han har svigtet mig, og at han slet ikke fortjener, når jeg græder over ham, for hvis han havde villet se mig, så havde min bio mor ikke kunnet gøre noget, men han har ikke gjort noget, så derfor er han faktisk totalt ligeglad med mig...
jeg kan sagtens se det, men det er bare svært alligevel...


jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil med det her, udover bare snakke med nogen om det, og evt høre, hvad I mener om det hele...

ved det blev langt, og håber der er nogen der har lyst til at læse det alligevel....