{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
752 visninger | Oprettet:

Meget ked {{forumTopicSubject}}

Vi fik aflivet vores elskede Enzo i juni pga. sygdom. Det var et stort tab.
Min mand og jeg er ok med det - vi savner ham selvfølgelig, men ved det var det bedste for ham.

Men vores datter på 6, har det lidt svært. Hun snakker rigtig rigtig tit - dagligt - om at hun savner ham og hun er ked af det. Ind imellem drømmer hun ham og så vågner hun om natten og græder.
Hun snakker også over i skolen om, hvor meget hun savner ham og hvor ked hun er.

Vi har prøvet at snakke med hende flere gange og forklaret, at det er ok at savne ham, men at han har det godt nu.

Jeg ved bare ikke rigtig hvad vi kan gøre mere, for at få hende til at have det lidt bedre med det. Men jeg ved jo godt at det kan være svært for en 6-årig at forstå det rigtigt.

Enzo og vores datter nåede at få et meget specielt og tæt venskab. Der var en helt særlig forståelse og gensidig glæde og forståelse imellem dem, så hun har selvfølgelig mistet en rigtig kær ven.

Hvad søren skal vi gøre for at gøre det nemmere for hende ??

Det er lidt frustrerende.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Meget ked
  • #1   27. okt 2009 Anne: Skolen har garanteret en børnebog på deres bib. som handler om at miste.

    Vi har i hvert fald en om, det at miste både et kæledyr, men også en bedsteforælder. Jeg ved at mine kolleger, som har de små klasser har brugt dem ofte og er glade for, at kunne snakke med ungerne i børnehøjde om emnet.

    Prøv at spørge skolens bibliotikar eller en lærer...


  • #2   27. okt 2009 Ja, det må vi prøve.
    Det kan måske hjælpe hvis der er lidt billeder på ???
    Vi har dog snakket meget med hende om det.

    Det er ikke fordi hun ikke tror at han er død, for det ved hun godt. Hun fik lov at se ham efter han var død og hun var med til at ordne hans begravelse - hvilket hun gik højt op i at det skulle være i orden.
    De første 4-5 uger efter hans død var det meget begravelsen og hans gravsted hun gik meget op i, var ikke den mindste smule ked.
    Men pludselig en dag knækkede filmen for hende og hun stortudede - jeg tror virkeligheden gik op for hende, at han ikke ville være her mere. Og faktisk siden der har hun været trist over det.

    Jeg ved godt, det gør ondt at miste og at det kan tage rigtig lang tid at komme over det, og specielt hvis man kun er en lille pige på 6 år. Men hold op det er trist.


  • #3   27. okt 2009 Ja, og det er ikke nemt, at trøste...

  • #4   27. okt 2009 Hvor er det synd for jeres datter. Jeg tror at det er et svært tidspunkt at miste lige i den alder - det er lige der de begynder at forstå det med at vi ikke er her evigt. Og det er svært at se et lille barn sørge så meget. Vores yngste datter var ca. samme alder, da hun mistede sin farmor. Det gik virkelig dybt i hjertet på hende, og prægede hende faktisk i flere år (ikke for at afskrække jer, men for at sige at det nok er normalt). Hun var meget bange for at vi nu også skulle dø fra hende. Hun søgte faktisk trøst i at tro på gud og forestille sig at hendes farmor var i himlen. Ingen af os forældre er særlig aktivt troende, så det var lidt overraskende at hun valgte det som en måde at håndtere det på.

    Jeg tror det hjælper dem bare at blive ved med at lytte, og ikke på noget tidspunkt give indtryk af, at "det må du da snart være kommet over" (Det fornemmer jeg nu heller ikke at I gør).

    Jeg tror desværre ikke der er ret mange måder at komme over det, end tid og tålmodighed. Og så lyder det da som en god idé med nogle velskrevne bøger om emnet, så I kan få talt om det og pigen kan mærke, at hun ikke er den eneste.

    Sender varme tanker til jer!


  • #5   27. okt 2009 Nej, vi snakker meget med hende om, at han nu er i himlen, at han har det rigtig godt, er fri for sin frygtelige kløe og den dårlige mave. At han er glad og ikke stresset - han var meget stresset til sidst fornemmede vi.

    Ja, det må jo tage den tid det tager for hende og så må vi jo bare trøste og snakke med hende når hun har brug for det.


  • #7   27. okt 2009 Vi har faktisk sat nogle tulipan-løg (mener jeg det var) på hans gravsted, som så vil komme op til foråret og blomstre, men der er længe til.
    Og han ligger ved siden af en tidligere hund vi havde, så der bliver fint med blomster.


  • #8   27. okt 2009 Tusind tak for Jeres hjælp. Ja, vi kan kun fortsætte som vi gør nu og håber tiden læger de værste sår så hun bliver knap så ked med tiden.
    Og forhåbentlig finder hun også glæde ved vores øvrige hunde, selv om hun sikkert ikke får noget nær det samme forhold til dem som hun havde til Enzo.

    Og ja hun er heldigvis én som meget viser sine følelser, deler rigtig gerne ud af kram, knus, omfavnelser og søde ord (hun elsker familie-kram - thi hi ).

    Så vi må bare se tiden an, kramme og trøste.


  • #9   27. okt 2009 Jeg forstår det som om I er meget åbne omkring det, og taler meget med hende - kunne det være hjælp, hvis hun fik sit eget kæledyr, som hun har ansvaret for og som hun ska gå højt op i?

    Jeg ved godt at den nye aldrig vil kunne erstatte den gamle, - og det skal heller ikke forståes som et plaster på såret på den negative måde, men som en hjælp for hende at komme videre på.
    Hun må jo gerne stadig både huske og savne Enzo...


  • #10   27. okt 2009 Hun har ikke ytret ønske om et lille kæledyr for sig selv, så det tror jeg ikke er aktuelt. Og jeg må indrømme, at det er ikke noget vi vil foreslå - det skal komme fra hende selv og så må vi tage den derfra.

    Hun må rigtig gerne huske og savne Enzo, det gør vi min mand og jeg også rigtig meget. Jeg bliver bare så ked, når hun er ked - men sådan er det jo at være mor.


  • #11   27. okt 2009 Selvfølgelig skal ønsket komme fra hende, ellers vil hun umideelbart heller ikke gå op i det.....
    Forstår godt at du blir ked, når hun er ked....


Kommentér på:
Meget ked

Annonce