Så fik jeg sendt ham afsted... {{forumTopicSubject}}

Snøft, sidder med tårer i øjnene mens jeg skriver. Jeg har bare brug for at komme ud med mine følelser...

I dag afleverede jeg Aramis til mine venner, han skal bo hos dem indtil jeg får det hele til at falde på plads.
Jeg brugte hele formiddagen på ham - gik en lang tur og legede med ham i haven og bare hyggede. Så kørte vi til Vejen hvor mine venner var til DM i agillity. Han hilste på deres hunde og det gik så fint og han glemte helt sin mor Efter præmieoverrækkelsen var det tid til at sige farvel til ham... Jeg tog ham med lidt væk og fortalte ham at han skulle opføre sig pænt og at jeg elskede ham og ville komme til at savne ham og så begyndte jeg at stortude. Han hoppede op og tog poterne om min mave som han plejer at gøre når jeg er ked af det og så fik jeg det største smækkys jeg nogensinde har fået
Han kiggede på mig med øjne der bare sagde - mor, det skal nok gå vi ses snart igen! Jeg satte ham i buret og måtte køre med det samme for ikke at blive mere ked af det.
Det varen sindssyg lang tur hjem og jeg græd hele vejen, og jeg synes det er så dumt af mig for jeg ved jo at jeg ser ham igen når alt går bedre... Men det er nu jeg har brug for ham, for han kan virkelig samle mig op når jeg er dernede hvor jeg har svært ved at kommeop igen, men det er umuligt for mig at have ham hos mig det
næste stykke tid.

Han er simpelthen bare den dejligste hund og jeg er glad for at han er i gode og trygge hænder hos de dejligste mennesker jeg kender.
Fik lige en sms der fik mig til at græde af glæde og savn - Det går rigtig godt, pigerne er rigtig søde ved ham. De har lige spist og han har leget med Divi. Derudover render han os lidt i røven, men pigerne siger intet til ham. Han har ikke engang fået sin sædvanlige tur af dem Han er som en af vores egne, og har altid været det. Du ved at jeg har et specielt forhold til ham, og det er netop det, der gør at det går så godt. Så sov du bare godt, han har det fint!
Synes det er dejligt at vide at han er en af deres egne, men alligevel føler jeg at jeg lægger dem til last fordi de er nødt til at lægge deres liv en smule om pga Aramis... Jeg synes det er så svært at undvære ham og mangler vores aftenhygge! Og det er på et tidspunkt som det her jeg har allermest brug for ham...