At indse man må "nøjes".. (langt) {{forumTopicSubject}}

Jeg har siden så længe jeg kan huske elsket at spille basket ball.. Jeg har aldrig været specielt god, men jeg har altid nydt spillet og brugte en del tid på at spille..

For 5 år siden, da jeg spillede allermest, begyndte en gammel knæskade at genere mig igen - jeg havde for år tilbage fået lavet nyt korsbånd og knæet har aldrig siden været det samme.
Jeg tog selfølgelig til lægen og fik beskeden; "Fortsæt med at spille, og du kan regne med at sidde i kørestol når du er 25". Så kort og godt, jeg har måttet stoppe med at spille for at bevare min førlighed..

I flere år har jeg ikke haft noget med spillet at gøre, simpelthen fordi det har gjort for ondt når jeg vidste jeg ikke selv måtte spille..

Jeg sidder idag i den situation at jeg er sygemeldt grundet selvsamme knæskade, som for alvor har indhentet mig efter et fald fra min hest i feb. 08 - dommen faldt i dec. 08: Min skade er kronisk, jeg skal leve med nedsat førlighed i venstre knæ.

Jeg har måttet lægge hele mit liv om - og finde ud af hvad der var vigtigt i mit liv og hvad der ikke var. Hundetræningen er siden jeg stoppede med at spille basket ball kommet til at fylde en del i mit liv, og det kan jeg heldigvis dyrke uden de store smerter.

Jeg er heldigvis tvunget til at styrketræne for at holde smerterne nede, men det er det sidste stykke tid gået op for mig hvor meget jeg savner basket ball i mit liv - det er udelukket nogensinde at begynde at spille igen, men bare at kunne "shoot hoops" ville virkelig gøre underværker og så følge med i NBA på sidelinien, men jeg er bange for at det er utopi..

Jeg håber stadig at jeg med træning kan få så meget førlighed tilbage at jeg en dag kan løbe - man har jo hørt om mirakler..

Jeg aner ikke hvad jeg vil med dette indlæg, sikkert intet..

Tak fordi I læste med..