Tilbage til livet... {{forumTopicSubject}}

Nogensinde prøvet at gå gennem en kamp, - forårsaget af et andet menneske, fordi dette menneske udelukkende havde en ting for øje, - Det selv...

Og vedkommende i sin iver på at få sin egen "livs forløsning" trampede dig i stykker og splittede dig ad på sin vej...

Prøvet at rejse dig igen, forsøge at få hovedet over vandet mens du blev presset under...

Mørket livet kvæle dig, langsomt dø, indeni som udenpå, - mens vedkommende fortsat trampede og kun så sit eget mål forude....

Ikke at forstå fordi det engang havde været symbiotisk kærlighed...

Ikke at forstå at det skulle være så svært at rejse sig at gå...

Men så en dag gøre det, for kun at mærke at du røg endnu længere ned mod havets bund...

Fortvivlet prøve at svømme op af, men mørke hvordan de kræfter du engang havde som menneske var suget ud af dig gennem flere års helvede...

Prøve, kæmpe, - og heldigvis pludselig se en hånd række ned i vandet til dig - kæmpe dig op og tage om den -

Lettet forsvinde væk, men perifært mærke overfladen nærme sig, mærke hvordan du over fladen bliver lagt på det kolde og bragt stille tilbage til livet...

Mærke hvor befriende den friske luft i lungerne føles... og mærke livet komme retur, -

Vide at kampen ligger forude, - men også mærke DET der gør at du ved du kan vinde...

Langsomt, - for hver dag, - for hver kamp, for hvert fokuspunkt vender du tilbage til livet...

Du får gjort op med fortiden, - Får lagt den sti du nu skal lære at betræde, - LIVET...

For du har været så langt væk, - brugt hver dag på åndeligt at overleve -

Kampene - dem du vinder undervejs er det der gør at du står stærkere og stærkere -

Og så pludselig en dag mærker du foråret igen... uden at forstå præcis, fordi man - trods sin indædte kamp, troede at livet var så meget længere forude...

Men der var det, - langt før end beregnet...

Undervejs glemmer man at takke dem der var der for en, - ihvertfald føler man ikke at man kan takke nok, - for uden dem var man forsvundet, -

Men nu står man pludselig der, mærker foråret - luften i lungerne, - mærker sig selv, - og elsker det hele...

Alt det had og al det grimme løsnes langsomt fra kroppen, - man lader det flyve væk, - forhåbentligt for evigt...

Man har dannet sig selv på ny...

Man ser fremad...