Lidt vitser {{forumTopicSubject}}

Rasmus havde været på bustur til Tyskland, og han havde som alle de andre købt godt ind af drikkevarer og naturligvis slik. Det sidstnævnte tog man hul på på hjemvejen. Da bussen gjorde holdt i den lille vestjyske by, steg alle ud undtagen Rasmus, der lå og kravlede rundt under nogle sæder. Chaufføren skyndede lidt på ham, og Rasmus meddelte, at han havde tabt en karamel. Chaufføren rystede på hovedet og sagde: - Pjat, do håer jo et hiel kilo i en pues.
Rasmus stak hovedet op og sagde stilfærdigt: - Jouw, men sier do, mi tænder sedder fast i den A håer tavt.


Der var kvindesagsmøde på kroen, og Anni havde slæbt Jørgen med. Han sad da også stilfærdigt og lyttede til en noget aggressiv kvindelig taler, som gik stærkt op i problemet om ligeløn, og på et tidspunkt sagde hun: - Der vil snart komme den dag, da kvinden vil få mandens løn.
Så kunne Jørgen ikke dy sig og bemærkede: - Det håer mi kuen da fåt i manne oer.


Familien var blevet forøget med en lille pige, og da en velmenende tante kom på barselsvisit, fik hun øje på Claus, der stod og så lidt mellemfornøjet ud. Hun kiggede på ham og spurgte: - Er du da ikke glad for din nye lillesøster?
Claus vred sig lidt og sagde så: - Jow da, men æh, A tøkkes no, te der wa anner ting, vi trængt’ te føst.


Niels Ole havde det med at rage sig i ballade, og en aften blev han slået ned på kroen og mistede et par tænder. Gerningsmanden var forsvundet, da landbetjenten nåede frem, men han afhørte Niels Ole og spurgte, om han kunne beskrive manden.
Niels Ole kiggede skævt på betjenten og sagde: - Jamen det wa jo lieg det, A wa i gång mæ, da han slaw mæ nie.


Anton var inkassator, og det er vel ikke ligefrem et misundelsesværdigt job, men han tog det nu i stiv arm og lod sig ikke gå på af andres bemærkninger. En dag stod han og snakkede med en nabo, der sagde: - Det må wær et træls arbe' å wær inkassator. Do æ jo ett walkommen nouen stæjer.
Anton smilede bredt og sagde: - Jow da, der æ manne, der sæjer om A da ett vil komme igjen en åen daw.


På en kirkegård i det nordvestlige Vendsyssel stod en ældre mand og så sørgmodig ud ved sin kones gravsted. Præsten, der havde kendt ægteparret i mange år og viste, at konen havde været en strid madamme, kom forbi og ville trøste ham lidt, sså han sagde: - Ja, ja, Søren, Stine var jo ikke altid lige nem for dig at omgås.
Søren trak på skuldrene og sagde: - Næj, det æ da saj nok, men der æ jo osse læ ved ej tuenhæk.


Jens var indkaldt som soldat, og en gang han var hjemme på ordlov, blev han spurgt, hvad han egentlig gik og lavede. Jens forklarede, at han for tiden var i gang med at rydde op og få orden på et stort lager af sprængstoffer og granater. - Uhada, hwis de no goer hen å eksploderer?
Jens trak på skulderene og sagde: - Tjae, hwa så. Det æ jo ett mine.


Ingen skal komme og sige, at lovens håndhævere ikke har humoristisk sans. Betjenten i den lille stationsby blev antastet af en dame, som påstod hun blev forfulgt af en mand. Hun sagde foraget: - A trouwer, han æ fuld.
Betjenten betragtede damen et øjeblik og sagde så stilfærdigt: - Jae, A trouwer egentlig do håer ret.


Det var i skolen, hvor læreren beskæftigede sig med emnet generationer, og det fik man en del snak ud af. På et tidspunkt spurgte han Anders: - Hvor gammel er egentlig din mormor.
Anders spekulerede lidt over det og sagde så: - Det ved A ett rejtig, men vi håer i hvert fald hat hend’ møj læng’.


Jens Aage var fra Nordjylland, og nu skulle han en tur til København. På forhånd havde venner og bekendte advaret ham om, at københavneren gerne ville drille, og at det var klogt at gøre det modsatte af hvad de sagde. Det var i sporvognenes tid, og konduktøren sagde til Jens Aage, at han skulle stå af i vognens kørselsretning, så naturligvis gjorde han det modsatte, så han faldt bagover og slog nakken ned i en hundelort. Konduktøren råbte: - Hvorfor gjorde du ikke, som jeg sagde?
Nok var Jens Aage ikke af de klogeste, men han replicerede straks: - Ja, det ku du li’ bette kåel. Så haj A fåt niesen i’en i stæjet for.


En dag Trine og Jens kom hjem fra skole, fandt de en 100-kroneseddel på græsplænen. Trine samlede den op og sagde, at det var deres mors. Jens spurgte: - Huer ved do det fræ?
- Jouw, for fåer sæjjer, at så snår mor foer peng’ så smider hun dem ud o æ vinner.


Claus mødte sin genbo på gaden og denne spurgte, hvor han havde været de sidste dage. Claus forklarede lidt svævende, at han havde været noget indelukket.
Hwa miener do mæ det?
-Tjae, A kom bare te å sæj te kuenen, at mænd håer’t ligesom vin. De blywwer bæjer, nær de foer fred å rou. - Nå, å hwa så?
-Jae, så låst’ hun mæ inde i kjælderen.


Der blev lyttet, da Lars Jørgen en aften på kroen berettede, at der havde været indbrud hos deres fælles bekendt Knud Børge. Eftersom Knud Børge ikke var kendt for at eje ret meget jordisk gods, undrede de andre sig, da Lars Jørgen oplyste, at der var blevet stjålet ikke mindre end 53 ting. En af dem spurgte vantro: - Hvordan ka do wed’ det så præcist?
Så var det Lars Jørgen med et lille grin sagde: - Jouw, sier I, de rendt mæ et spel kwot å hans øloplukker.


Et husmandspar i det vestjyske var stærkt indremissionsk og passede meget på budet om at komme hviledagen i hu. Men høstvejret havde været dårlig længe, og op til weekenden blev kornet endelig tørt. Maan måtte jo bare ikke køre det ind om søndagen, så husmanden stod meget tidligt op og kørte ud efter kornet. Uheldigvis for ham var hans "ugudelige" nabo også ude på samme tid, og han kunne ikke dy sig for at råbe over markskellet: - Nåe, do trouer kaskiesens ett, te Worherre stoer så tiele op


Oline og Petrea mødtes på gaden og fik sig en sludder om mangt og meget. På et tidspunkt gled samtalen hen på de mange ny hjælpemidler alle havde fået i husholdningen, og Oline fandt anledning til at sige: - Jae, hwes strømmen pludselig forsvinder, så goer det hiele jo i stå.
Petrea nikkede samstemmende og tilføjede så lunt: - Ja det æ jo etterhånden såen, te det kuns er æ knæjter, vi wasker mæ håndkraft.


En af de yngste klasser havde geografitime, og læren viste kort over hele verden, ligesom han havde en globus stående. På et tidspunkt spurgte han Claus: - Kan du sige mig, hvor mange verdenshjørner, vi har?
Claus grublede et øjeblik og sagde så med overbevisning: - Vi håer ingen.
Læren så lettere bestyrtet ud og sagde: - Hvad har vi ikke. Har du ikke hørt efter? - Jouw, do håer jo lieg såe, te jorden æ rund.



Det sædvanlige sjak sad og hyggede sig på kroen, da snakken faldt på organdonorer. Bette Jens, der var glad for sig selv fortalte så med følelse, at han skam havde skænket sin hjerne til videnskaben.
De andre så tilpas imponerede ud, indtil Lars Jørgen stilfærdigt bemærkede: - A tøkkes no, te do sku ha ventet te do wa dø’.



Marie og Niels havde en stor børneflok, og som følge heraf var der tit en voldsom halløj, når de røg i totterne på hinanden. En dag, da Niels sad med avisen, råbte Marie: - Niels, Niels, ka do ett høer’ te æ knæjt’ de slås?
Niels sænkede avisen et øjeblik og svarede: -Jow, jow da, A æ bare glå ved, te A ett er mæ i’et.