Hvor er det altså hårdt.. Hvor er det altså hårdt..

HG er som regel stedet hvor man kan dele sine tanker og følelser med andre der forstår hvad det vil sige at miste, og det har jeg bare brug for lige nu..

Som nogle af jer ved, måtte jeg aflive Hugo i fredags grundet forandringer i korsben/lændehvirvel Det var den rigtige beslutning, ingen tvivl om det, bare slet ikke det jeg regnede med skulle ske..

Men for pokker hvor er det altså bare hårdt
Tilbragte weekenden hos mine forældre, kunne slet ikke overskue at være hjemme..
Kom hjem søndag aften, puha det var som at få en kæmpe mavepuster. Knækkede fuldstændig over at se hans legetøj som lå hvor han havde smidt det inden vi tog til dyrlæge..Det ligger der stadig, kan ikke nænne at rydde op

Tøserne har, endnu engang, været helt fantastiske. De er så søde og kærlige og har ikke viget fra min side.. Ved slet ikke hvordan jeg skulle klare mig uden dem..

Men der er SÅ stille herhjemme, tøserne sover det meste af tiden. Hugo var den der fandt legetøj frem eller fik balladeblikket fordi NU skulle der ske noget. Der er så frygtelig stille nu..

Jeg kan ikke samle mig om noget, har ikke rigtig lyst til at gå de vilde ture, er så bange for at møde folk der vil spørge "Plejer du ikke at have 3 hunde?" "Hvad er der sket?" Det kan jeg slet ikke rumme endnu..

Ville ønske jeg kunne springe frem i tiden til et tidspunkt hvor det ikke gør helt så ondt og hvor jeg ikke konstant bliver mindet om at min elskede lille dreng ikke er hos mig længere