Dalmatiner {{forumTopicSubject}}

Dalmatineren er en meget gammel race; men det vides ikke med sikkerhed, hvorfra den stammer. Dalmatineren kom formentlig først til Danmark i 1800-tallet. Indtil omkring 1980 var dalmatineren en sjælden race. I perioden indtil 1996 var antallet stigende; men de senere år har antallet af registrerede hvalpe være støt faldende, og racen er i dag ganske sjælden, idet der kun fødes i alt 50 – 80 dalmatinerhvalpe pr. år.

Dalmatineren er en middelstor hund, kraftig og muskuløs. Den må dog hverken virke grov og klumpet eller for let og luftig. Det er en hund, der er skabt til fart og stor udholdenhed.
Hovedet er temmelig langstrakt med en flad, ret bred isse. Der skal være en tydelig markering af stoppet, således at isse og snude ikke løber ud i et. Snudepartiet skal være langt og veludfyldt. (Spids snude er forkert). Øjnene er mørkebrune hos den sortplettede og lidt lysere hos den leverfarvede. Udtrykket er vågent og intelligent. Ørerne er middelstore, ret højt ansatte og bæres tæt ind til hovedet. Halsen er tør, d.v.s. ingen løs halshud, ret lang og elegant buet.
Ryggen er kraftig og muskuløs. Brystkassen er dyb med godt hvælvede ribben.
Benstammerne er kraftige, og poterne skal være kompakte og stærke (kattepoter).
Halen er middellang og bæres let opadbøjet, men må aldrig være kringlet.
Pelsen er tæt, hård og skinnende. Der findes to farvevarianter: Hvid med sorte pletter og hvid med brune pletter. Pletterne har varierende størrelse, mindst på ben, hale og hoved, og de skal helst være jævnt fordelt over hele kroppen.
Skulderhøjden for hanhunde varierer som regel fra 59 – 62 cm, mens tævernes skulderhøjde ligger omkring 56 – 59 cm.

I hjemmet er dalmatineren som regel en stille og rolig hund, mens den i det fri er meget nysgerrig, glad og livlig.
Dalmatineren skal, som enhver anden hund, have daglig motion og opgaver, som kræver hjerneaktivitet, for at trives.
Den er intelligent, meget lærevillig og lærer hurtigt; men opgaverne skal være afvekslende og udfordrende, for at en dalmatiner virkelig finder det interessant. Træning, der kræver gentagelse efter gentagelse, præcision og akkuratesse, er derfor som regel ikke rigtig noget for en dalmatiner.
Temperament: Åben og venlig, hverken sky eller tilbageholdende, uden nervøsitet eller aggressivitet.

Dalmatineren gør som ret regel sjældent, men kan godt give lyd fra sig, hvis der kommer ubudne gæster.

Et særpræg ved racen er, at den kan ”smile”, hvilket for udenforstående kan virke som aggressiv tandvisning; men det er det på ingen måde. Det er hundens måde at vise venlighed på.

Dalmatineren er generelt en sund race, og alvorlige sygdomme forekommer kun sporadisk.
Døvhed var tidligere et velkendt problem, men ses næsten ikke mere.

En ting som du skal være opmærksom på er, at dalmatineren fælder jævnt året rundt, og de små, hvide hår er meget iøjnefaldende på mørkt tøj. Børstning og korrekt fodring kan dog mindske fældningen.