Min hund , min skat. {{forumTopicSubject}}

Første gang jeg så ham , var han 5 uger . Den skønneste lille hvalp . Sammen med sine 4 brødre kom du løbende , klar til sjov og ballade . Det var ikke os der valgte ham, men ham der valgte os. Han blev ved at løbe hen til min ene datter , hun var 3 år. Han ville bare ha' den sløjfe hun havde i håret , og han blev ved at trække i den. Han hed Aro.
Da han blev 8 uger hentede vi ham hjem . Ikke et øjeblik peb han , heller ikke den første nat. Han opførte sig som han altid havde boet hos os . Elskede os alle , og var enormt glad for ungerne.
12 uger gammel begyndte han til hvalpetræning... sjov nok samme sted som 3 brødre og en søster. Det var store hvalpe , så som regel legede de sammen i hvalpegården imens de andre legede udenfor.
Som han voksede op voksede vores glæde over ham , indtil den dag han begyndte at halte. Da blev jeg bange , for den jeg havde før Aro var blevet aflivet 8 år gammel pga HD.
Det var " bare 2 kraftig vokseværk.
Aro var en rigtig mors dreng , og kunne ikke tåle at jeg gik fra ham. Han var 1½ år før han hold op med at hyle , bare jeg gik i bad.
Han blev stor , meget stor. HAn kunne ikke avlskåres da han var for høj.Med samtidig var han tilsvarende bred. Jeg kunne stryge ham over ryggen når vi gik sammen. Og han ville ikke gå med andre i snor.
Da han var 7 år fik han lopper. Der var kun et par stykker som vi hurtigt fik has på. Men skaden var sket, og han fik betændelse i huden. Det fik han medicin for og det hjalp. Til 3 dage efter medicin stop. Så brød det ud igen. Sådan fortsatte det ca ½ år, og da jeg kunne se at han ikke havde det godt mere , besluttede jeg at han ikke skulle lide mere , at han skulle aflives. Tiden hos dyrlægen blev bestilt.
Aftenen før han skulle afsted ,sad jeg i sofaen og hyggede med min yngste datter. Vores tæve lå under bordet som altid , men pludselig farer hun op og bider efter barnet. Næste dag havde jeg to hunde med til dyrlægen. De fulgtes ad igennem det meste af deres liv , og de blev aflivet sammen.
Det var meget hårdt for hele familien.

Aro var sådan en hund som man kun møder en gang i sit liv , og kun hvis man er meget heldig. Han gik ind udner hunden på mig . Og i blodet. Han var en djævel overfor andre hanner , hvis han kunne få lov , men den blideste og mest kærlige og forsigtige hund når det kom til børn og hvalpe. Selv om det er flere år siden vi sagde farvel til ham er savnet der stadig , og vi snakker stadig om ham , ret ofte. Mine børn der nu er voksne, og selv har dyr , drømmer om at få en hund som Aro.
Jeg kunne blive ved og ved at fortælle om vores oplevelser med Aro , han var bare den skønneste ven og følgesvend jeg kunne få.