Hvorfor fik du udenlandsk gade/internatshund? {{forumTopicSubject}}

Nu har vi igen haft de udenlandske hunde oppe at vende massivt i en tråd - så den her tråd er dedikeret til dem/os, der har valgt at få hund fra udlandet, så vi kan få nogle personligt beretninger som supplement til debatten.

Jeg lægger gerne ud...

Tilbage i år 2000 havde jeg en god bekendt, der arbejdede som frivillig på internatet i Nuuk.
Hun elskede hundene deroppe, elskede at hjælpe til, kæmpede sammen med de andre frivillige for at ændre befolkningens syn på (og behandling af hundene) osv. osv.
Men hun var jævnligt ved at gå helt ned med flaget, fordi én af hendes opgaver også var, at gå til dyrlægen og få aflivet de hunde, der ikke kunne findes nye hjem til.
Og fordi uanset hvor meget oplysning de kørte, så blev hundene bare ikke neutraliseret, og det var helt normal kotume, at når hvalpene nåede en alder, hvor de ikke længere kunne nøjes med mælk fra tæven, så tog man dem med ud på gaden og forærede dem væk. Bla. til børn på legepladser

Én dag skrev hun til mig, fordi de stod med et helt hvalpekuld.
De var blevet fundet rundt om i byen, og blevet indleveret af tilfældige, og de måtte opgive at finde hjem til dem. De få, der henvendte sig, havde ikke tilladelse til husdyr, hvor de boede.

Specielt én lille fyr havde fået en plads i hende hjerte - og hun sendte mig et par billeder. I løbet af 10 minutter var det vendt med min kæreste, og mit svar tilbage var "hvis du kan få ham til København, så tager vi ham"...

Hun fortalte mig mange gange i de efterfølgende år, at lige netop den ene hund, der blev "reddet", var medvirkende til, at hun holdt ud i det følelsesmæssigt hårde job som frivillig i yderligere 4 år.

Og det er lidt den samme historie, jeg har hørt mange gange efterfølgende. At de frivillige kæmper en kamp i hjemlandet - mod uvidenhed, ondskab, lovgivning, mishandling, forgiftning, sult, sygdom osv - og det så er solskinshistorierne om de få hunde, der får et godt hjem, enten i hjemlandet eller et andet sted, der holder dem gående. (I nogle af landene er aflivning ikke en mulighed - der å dyrlæger ikke aflive raske dyr)

Det skal lige siges, at vores lille Nuuk-hvalp ikke var istedet for en dansk internats-hund. Vi havde i forvejen både en husky og en beagle, vi havde fået som voksne danske omplaceringshunde, så ham her var bare "ekstra". Og det var Lanka også, da hun blev nr. 4 ca to år efter...

Må jeg høre din historie??