En tanke fra en bekymret hundemor... :/ {{forumTopicSubject}}

Hej alle.

Jeg er førstegangs hundemor til en lille chihuahua dreng på nu 3 måneder.
Han spiser stadig ALT mulig, selvom han alligevel er blevet lidt bedre.
Min tanke- og mit spørgsmål går på: Hvordan faen overlevede/overlever I den periode, hvor de spiser ALT, uden at I er "døde" af stress og skræk over, hvis de spiser/kommer til at spise noget forkert/de ikke må, hvis det nu fx. er giftigt?

(Det skal lige siges, at jeg er kørestolsbruger og har et handicap, der gør, at det kan være rigtig svært fx. at nå og stoppe ham i "det forkerte", og dermed nå fx. at pille det ud af munden på ham i tide.
Jeg har dog hjælpere ved mig døgnet rundt, som også hjælper mig med opgaven i at have ham. Men selv de, har nogle gange svært ved at følge med i hans hurtighed - især ift. det med at han spiser alle mulige mærkelige ting. Og nogle gange ser jeg også bare ting, som mine hjælpere ikke nødvendigvis altid ser, fordi jeg er mere nede i hans højde end de er (i kraft af at jeg sidder ned og derved er tættere på jorden sammen med ham end de er).

Jeg er desværre bare blevet så paranoid omkring det til tider, at jeg tror han nærmest spiser alt muligt forkert og farligt hele tiden - ISÆR, når vi er ude på vores gåture.
Og desværre formår det derfor ind imellem - i perioder ret ofte (som lige nu) - at slå skår i glæden og den forelskelse, jeg ellers har ved- og i ham.

Men hvad har I andre gjort for at komme igennem hvalpe-spise-alt-perioden, med nogenlunde ro i sindet, og med en frisk, glad, sund og rask hund med ude på den anden side?
(Jeg tænker ikke på chihuahua'er specifikt, men hvalpe/hunde generelt ).

På forhånd tusind tak.