Min hun er "traumatiseret".. Hjælp! {{forumTopicSubject}}

Hej, hjælp mig!
Min lille langhårede chihuahua på 2,5 år lider af stress, angst og "anoreksi".. Hun har flyttet en del gange, og jeg mistænker meget dette for at være grunden til alt dette.. Vi er lige flyttet for 3 måneder siden, og dette er det 7 sted hun bor.. Udover det har der været en del skift i de mennesker og dyr hun har været omgivet af. Først hendes opdrætter, dernæst min eks og mig samt vores kat dengang, derefter svigerfamilien dengang og deres børn + 5 hunde, bagefter kun min eks og mig, og så senere min far, lillebror, deres hund og mig, og nu til sidst, mig, min nye kæreste og hans hund. Desuden er de 7 steder hun har boet placeret i 4 helt forskellige byer. Hun plejede at være super sød, energisk, glad og frygtløs, men siden vi forlod det andet sted hun har boet er det gået stille og roligt ned af bakke.. dog her efter vi flyttede for 3 måneder siden gik det helt galt.. hun startede med ikke at ville spise(jeg prøvede alt!), gå (hun plejer at elske at gå lange ture), eller noget som helst.. hun lå bare på et tæppe hele dagen og rystede (det varede den første halvanden uge), dernæst gik det lidt bedre i en uges tid.. men så gik det ned af bakke endnu engang, og det er ikke stoppet siden.. hun står næsten hele tiden inden under spisebordet eller sengen, og hun ligger næsten aldrig ned, hun står bare med krum ryg og halen nede.. nogle gange vil hun gerne spise, andre gange vil hun ikke.. og hun er bare ikke livlig eller energisk mere.. heller ikke frygtløs - hun virker bange for alt. Hun plejede at veje 2 kg, og vi fik af vide at det var helt perfekt (især skulle hun ikke tabe sig), men hun vejer nu 1,4 kg, og alle knogler stikker ud på hende samt hun taber sit lange hår i store totter... Hun er også blevet bange for min "nye" kæreste (som vi jo bor med), og jeg ved ikke hvorfor? Det kom ud af det blå.. Når han kommer ind i rummet stopper hun med at spise, hvis hun er i gang med det, og hvis hun ligger på tæppet i stuen skynder hun sig ind under spisebordet. Hun piver også hvis han vil tage hende op, og hun vil kun gå tur med mig.. Nogle gange hvis han skal have fat i hende begynder hun endda at stille sig op at skide eller tisse på gulvet.. Jeg forstår det ikke? Hun har aldrig været bange for nogle andre før?.. Men jeg ved ikke om det bare er fordi stressen, angsten osv. har gjort hende helt sær?..
Jeg kan så slet ikke finde ud af hvad jeg skal gøre nu.. derudover kan jeg slet ikke finde ud af om det er forsvarligt af mig at beholde hende hos mig.. Jeg går med seriøse overvejelser om det ville være bedre for hende at komme et sted hen, hos en stabil familie, som har tid og overskud til at hjælpe hende og som ikke har planer om at flytte mere imens hun lever. Jeg er 23 år, så jeg ved med sikkerhed, at jeg kommer til at flytte minimum 2 gange mere imens hun lever (første gang, allerede om halvanden år), og jeg ved ikke om hun kan klare det?? Udover det er jeg selv syg.. jeg har diagnosen bipolar affektiv sindslidelse (i gamle dage maniodepressiv), så dvs. at jeg svinger meget stemningsmæssigt - i nogle perioder er jeg meget hurtigkørende, og i andre meget deprimeret. Når jeg har været hurtigkørende eller neutral har det været nemt nok at passe hende (da hun ikke var syg), men når jeg var deprimeret var det meget svært.. Nu hvor hun er også er syg, er det selv svært at tage sig ordentligt af hende, når jeg er hurtigkørende eller neutral. Jeg er simpelthen ved at indse, at jeg måske ikke har det mentale overskud, eller kræfter til at tage mig af en meget syg lille hund, når jeg har svært nok ved at tage mig af mig selv og passe min behandling... Men det er sådan en svært beslutning at stå med! Jeg elsker hende jo så inderligt, hun er min baby! Men jeg vil gerne gøre det rigtige. Hvad ville I tro er det rigtige i hendes situation?? Er det bedst, at hun kommer hen til et andet hjem, hvor de har overskud og et stabilt liv.. eller ville det ødelægge mere for hende at komme væk fra mig, som stort set hele vejen igennem er den eneste gennemgående person hun har haft?.. Og hvis hun skal blive.. hvad sal jeg så gøre??
Hjælp! Mit hjerte bløder - jeg græder næsten hver aften, fordi jeg kan se hvor skidt hun har det!
Ps. det skal lige siges, at hun også har været udsat for en del højlydte skænderier tidligere, og en del angstanfald, hvor hun hver gang er løbet væk og har gemt sig, og hvor hun har rystet lang tid efter.
Pps. Hun har også haft noget OCD-lignende adfærd helt fra hvalp af.
Ppps. Vi skal også se en dyrlæge snart, men jeg hører mig alligevel rundt omkring, for at få så meget feedback som muligt.
Mvh. Mig

*Billedet er fra inden hun blev syg.