Tanker efter at have sagt farvel Tanker efter at have sagt farvel

Det gør ondt.

Som nogle af jer herinde ved, måtte vi i søndags sige farvel til Bodil efter et meget kort, men intenst og komplekst sygdomsforløb.Hun har formentlig fået en inflammation i hjernen, men obduktionen vil vise mere. Mere kan jeg ikke rigtig overskue at fortælle om det på nuværende tidspunkt. Faktum er, at vi sidste tirsdag havde en frisk, glad og fjollet hund og søndag måtte vi sige farvel til en dødssyg hund, der mere eller mindre var gået i koma.

Jeg synes, det er så uretfærdigt, at hun kun blev 7 måneder. Der var så mange ting, vi skulle nå sammen og så mange minder vi skulle nå at skabe sammen. Jeg er så frustreret, men mest af alt bare ked af det for ikke at sige knust. Jeg har små perioder, hvor jeg kan snakke om det og ikke være ked af det, men så bliver jeg alligevel ramt af ja sorg, vil jeg kalde det, fordi der er noget, der minder mig om hende, en vane hun havde eller en af hendes ting. Det er langsomt ved at gå op for mig, at hun ikke er her mere. Og det føles så tomt. Berta er her stadig, men hun mangler jo sin legekammerat og sin lillesøster. De var jo blevet et makkerpar.

I dag er jeg ked af det helt fra start, måske fordi hverdagen skal igang igen. Min kæreste er taget på arbejde, så jeg er alene hjemme. Jeg studerer hjemme, så jeg har haft en hverdag, hvor jeg har været vant til at have begge pigerne her. Alting minder mig om hende og noget af mit tøj har endda stadig hendes hår på sig. Bare det at skrive det her indlæg gør ondt, fordi det er en erkendelse af, at hun ikke er her mere.

Ved ikke rigtigt hvad jeg vil med indlægget andet end at få sat nogle ord på min følelser, og I herinde er nok de rigtige til at forstå, hvor ondt det gør.