Jeg kunne ikke holde kæft! {{forumTopicSubject}}

På morgentur med Wolf, manden og baby i barnevogn, kommer vi ned til vores grønne område som vi altid lufter på. Babyen skummer op og jeg går med ham på armen istedet for og lidt efter kommer der en lille cairn terrier ud af det blå og giver os alle et chok bagfra da den løber ind i Wolfs mås of begynder at hoppe omkring. Wolf bliver glad og begynder at lege med, mens vi står og kigger vidt omkring og der er ingen ejere at se. Vi begynder så småt at lave en plan for at tage hunden med, da der kommer en ældre mand ud fra en sidesti og råber og pruster efter sin hund. Han siger at det blot er en hvalp og at den altid tror at den skal hilse på alle. Vi smiler og nikker høfligt (vi kender alle hilsetosser) og gør klar til at gå videre. Manden kan bare ikke lige få fat på hans hund. Han bander og svovler mens han prøver at få fat i dens sele. Da han endeligt får fat i den er han blevet så vred at han slynger hunden en meter oppe i luften og smider den to en halv meter hen ad jorden. Vi bliver totalt chokerede og ved ikke lige hvilket ben vi skal stå på. Hunden står bare og kigger lidt og løber så tilbage for at lege med Wolf. Manden bliver selvfølgeligt vred igen da han ikke kan få fat på den. Og da det lykkedes bærer han den i dens sele en 10 meter væk fra os og sætter den ned. Vi står lidt forvirrede og jeg vender mig om for lige at se hvad der skal ske nu, inden vi evt går videre. Jeg ser at han har fået sat hvalpen ned foran sig og han står med ryggen til os, og så fanme om han ikke lige slår den lige i hovedet med sin højre hånd
DER vågnede jeg lige op. Kunne mærke hvordan jeg lige så rødt et øjeblik og adrenalinen begyndte at pumpe.
Jeg råber 'undskyld mig! Hrhmm ubdskyyyld mig!' Mens jeg går hen mod ham.
Og så fik jeg ellers lige forklaret at han absolut INGENTING får ud af at slå sin hund andet en muligvis en frustreret og kuet hund som bider igen af afmagt.
Jeg sagde at han simpelthen blev nødt til at forholde sig rolig hvis han ville have en hund der lyttede, og jo mere frustreret han blev, jo mere opildnet blev hunden fordi den spejlede hans energi.
Han undskyldte mange gange og sagde at han bare blev så frustreret og at han kun havde haft den en måned.
Jeg prøvede virkeligt så pænt og samlet som muligt at få sagt tingene til ham, selvom jeg mest af alt havde lyst til at tage hunden med mig.

Efter at vi er kommet hjem har jeg haft så dårlig samvittighed. Føler at jeg skulle have sagt eller gjort mere. Måske jeg kunne have bedt min mand om at tage baby mens jeg viste nogle øvelser. Eller måske jeg bare skulle have ringet til politiet?..

Årh, jeg synes det er svært i sådan en situation. Stakkels vaps. Jeg får det så dårligt af at tænke på at den bor sådan et sted.
Jeg håber blot at jeg får lov til at møde dem mange gange igen dernede, så jeg kan holde øje og evt. Ringe videre, hvis jeg ser noget lign igen.
Håber sådan at det var et engangstilfælde, men ved det virkeligt ikke.
Hold nu op hvor kan man føle sig utilstrækkelig selvom man prøver det bedste man lige kan i situationen!


Hvad ville du have gjort?