Min verden bliver aldrig den samme... {{forumTopicSubject}}

4 min over midnat natten mellem d.3 og 4 september 2015 styrtede min verden i grus. Min soulmate er ikke mere.
Hun var lidt træt i løbet af dagen og vi tog det stille og roligt. Hun patruljerede haven og gravede et gammelt ben op og lagede sig i det høje græs i hundehaven og nød det.
Kenneth og Spunk tog ud og handle og hun ville gerne med, hun fik lov. Da de kom tilbage sagde hun for første gang nogensinde nej til en godbid. Det løb mig koldt ned af ryggen, men slog det hen.. hun gik ind og lagede sig i gæsteværelset som hun altid har gjort. Da de skulle have mad ville hun ikke have det. For første gang i 16 år.
Jeg ringede til dyrlægen og vi talte lidt om hun måske kunne have ondt i maven eller lign og vi blev enige om at se tiden lidt an. Jeg lå sammen med hende i sengen i gæsteværelset en times tid og gik så ud og lavede mad..
Jeg stod og lavede dessert da Walle kom ud og begyndte at pive af mig og gnide sig op af mig..Jeg røg ind i værelset og jeg kunne se den var helt gal. Vi pakkede vores søn sovende ud i bilen og jeg bar hende ud i bagagerummet og lagede mig med hende der.. vidste godt at dette var turen til enden. brugte turen gennem natten til at ligge med hovedet mod hendes pande og ae hende og fortælle hvor højt jeg elskede hende, at hun var verdens bedste hund og mit et og alt. Vores veninde som er vores dyrlæge gjorde kort proces og hun fik bedøvelsen stort set øjeblikkeligt ..jeg fik et sidste snudepuf og så hende i øjnene da hun forlod mig og jeg mærkede hjertet stoppe da jeg mærkede pulsen forsvandt under min hånd. Det er det værste jeg nogensinde har prøvet..

Engang troede DM ville tage hende fra mig.. havde aldrig troet en hjerneblødning blev det springende punkt..

Kommer mig aldrig over det her..

Nu hvor jeg venter på hendes urne kommer hjem er det længste vi har været fra hinanden i 16 år..ved ikke hvem jeg er uden hende.Alt jeg har og er, er jeg pga. hende.. uden hende havde jeg ikke haft mit arbejde, uden hende havde jeg ikke haft min kæreste eller min søn, hun har reddet mit liv på vagt, hun har reddet min søn fra at brænde inde, hun har været min klippe, hende jeg krammede når alt var noget lort... hende jeg altid kom hjem til.. nu er her tomt. Der er ingen snudekys når jeg vågner om morgnen, ingen galoperen rundt når jeg kommer hjem, ingen selskab på toilettet eller i bruseren.. jeg mangler min skygge...

Jeg havde ikke set der her komme.. I dagende op til, gik vi ud til shelteren (5 km tur/retur) vi var til træning og hun var demohund for et hold hundefysser, byggede hule i skoven og spiste mariekiks med min søn..hun var så glad..

Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre.. ved ikke hvordan jeg skal spise, trække vejret, eksistere.. vågner grædende, holder facaden for min dreng hele dagen og når han går i seng styrter verden i grus igen. Den eneste jeg har lyst til at kramme er hende..

Jeg mindes hvordan jeg flaskede hende som lille og hun sov på min mave, hvordan hun som lille splittede mit hjem ad, da hun blev redningshund, nætterne på arbejde, dagene på stranden med surf og leg, vores træninger, puttestunderne, hvordan hun hjalp mig efter jeg blev kørt ned, hvordan hun skubbede hovedet ind til en når hun krammede, hvordan hun tog imod vores søn og elskede ham fra dag 1, hendes evindelige nedgraven af ben (kiggede lige om nogen så hende og så gik hun igang.), hvordan hun altid gik op i sin mad og holdt styr på de andre hundepiger.

Hun kom herfra med sin værdighed og sad stadig tungt på tronen i huset..

Da jeg var lille tegnede jeg tegninger af en stor sort hund med et halvt øre.. da jeg var 19 fik jeg hende og nu som 35 årig skal jeg finde ud af hvordan livet er uden hende.. er i tvivl om jeg kan..

https://www.youtube.com/watch?v=HUfAmrcsISE&feature=youtu.be