Man KAN trænge ind til hundeejere... {{forumTopicSubject}}

Jeg har lige en lille historie jeg har lyst til at dele med jer.

Min hund kan være en reserveret lille snob der ikke ynder at hilse på hvilken som helst hund, og det synes jeg er helt ok.

Vi bor i nærheden af et ældre ægtepar med tre hunde, og de har en holdning til deres hunde, at de er søde og rare og derfor må løbe overalt og hen til alt og alle.

For nogle mdr siden mødte jeg dem og min hund viste tydelige tegn på usikkerhed og det var helt sikkert at han ikke havde lyst til at hilse. Jeg fik parret forklaret at min hund er usikker og reserveret og at han ikke kan lide andre hunde der kommer farende.
Konen var meget forstående og prøvede at belære mig om at min hund da skulle lære at lege med andre hunde og det var da synd osv osv. Jeg sagde bare pænt at det gjorde han også, men ikke med alle.
For 2 uger siden mødte vi dem så igen. Alle tre hunde var løse og kom tordnende imod os. Bailey havde færten af dem længe inden vi så dem, så han gik behørigt et stykke bag ved mig, så jeg kunne klare paragrafferne.
Da jeg kunne se både folk og fæ og de kunne se os, sagde jeg klart og tydeligt: "Kald på din hund". Intet skete, og jeg sagde det samme en gang til, lidt højere.
Den ene hund satte nærmest farten op imod os, og så begyndte jeg at skælde ud og bede den om at gå hjem.
Hund nr. 2 gik så helt berserk og stod og gøede og knurrede lige op i hovedet på mig, og jeg bad igen ejerne om at få deres hunde i snor, for min hund var bange for dem.
Da de endelig langt om længe havde nogenlunde styr på alle hunde startede det. At jeg da var syg i hovedet og det var synd for min hund at den ikke måtte lege med andre, og hvordan jeg kunne sige de skulle tage deres hunde i snor når min var løs osv osv.
De gik forbi, men jeg fik alligevel lydt nogenlunde normal, så konen stoppede og jeg kunne forklare hende at de bare kunne tage hundene i snor når de så os, og så kunne de slippe dem igen når vi havde passeret. Hun faldt lidt ned, men rystede alligevel på hovedet, og manden blev ved med at sige at min hund jo også havde været løs.
Jeg var skummende af raseri da jeg kom hjem, mage til uansvarlige fjolser.
Så satte jeg mig ned og skrev et brev. Et meget pænt og velskrevet brev med min side af sagen, men bestemt også med en tydelighed der ikke kunne misforståes.
Jeg skrev bl.a at det ikke var i orden at lade hundene løbe og bare råbe: " De gør ikke noget", og så lade mig og min hund klare resten. Det kunne jo være at min hund "gjorde noget", når den ikke kunne vælge mødet fra.
Jeg skrev også at min hund ofte er løs, men at den kommer når jeg kalder - hver gang, og at jeg tager den i snor når jeg møder nogen, og så kan man snakke om, om hundene skal hilse.
Jeg skrev ydermere at når vi igen mødes ville jeg igen bede dem om at kalde hundene til sig så vi kunne passere hinanden uden min hund skulle være bange for at blive overrendt.

Ja, det var et bestemt men også venligt brev

I dag skete det så at vi mødtes, jeg kunne høre hundene på lang afstand, og ganske rigtigt, da vi kom gennem en tunnel stod damen med to af hundene og talte med en anden hundeejer. Jeg stoppede op, tog Bailey i snor, og vi stod bare og kiggede. Så fik hendes hunde øje på os og begyndte at komme imod os. Damen kiggede lige op, og så skal jeg love for hun fik travlt med at hente hundene ind. De havde faktisk begge to en snor hængende efter sig, hun fik hanket op i dem, og Bailey og jeg passerede mens jeg sagde TUSIND TAK.

Sådan - så blev de opdraget, hvor er det da dejligt...og dog utroligt man skal helt derud før man kan få andre til at leve op til et minimum af ansvar....

Glade hilsner fra Winnie og en meget stolt Bailey der elegant passerede de to gøende hunde der var i snor....