Hunde-fortælling. {{forumTopicSubject}}

Skrevet: 19-08-2006 15:02:41 Slet hele emnet

Nu er racehunden, kleiner munsterlander en jagthund, men syntes I det ville være synd at den kun var familiehund, nu når den har de fremragende evner til jagt?

Og syntes I man skal være bange for selve racen bare fordi man kom ud for et (meget) uheldigt uheld, som man ikke selv kunne forudse?
- sidste år (sommeren 2005) passede mig og min onkel 4 jagthunde. En kleiner munsterlander (Gaya) og 4 Border terrier. Og min onkel havde udtrykkeligt sagt flere gange til mig, ''de er IKKE skødehunde, men ''virkelige'' jagthunde.''
Jeg faldt med det samme for kleiner munsterlanderen, en tæve på 2-3 år ved navn Gaya og det er ærligtalt en af de flotteste hunde jeg har set. Hun havde bare der dér udtryk - ''kæl mig, løb med mig, tal til mig, tag mit legetøj og kast det, men jeg vil HELE tiden underkaste mig, hvis du bliver vred.'' Og hver gang jeg ville kæle hende og satte mig på knæ, lage hun sig ned med det samme og bløttede sit bryst. Men hun var en dejlig hund, som løb og logrede med halen konstant og hun lystret hver tegn.

Men jeg kom til noget, som jeg øjeblikligt ville ha' ændret hvis jeg kunne. Pludseligt farede Kleiner munsterlanderen på en af de andre små hunde (Border terrien) og de midstede begge besindelsen uden varsel, men Gaya ruskede den mindre hund halvt ihjel, og så trådte min onkel til, men hundene havde stadig ikke kontrol over hvad det egenlig var der skete og Gaya slap overhoved ikke den lille hund, for Border terrien ville åbenbart ikke gi' sig (Den var stædig!!)
Så min onkel Carsten måtte tage hele hånden ind i gabet på Gaya før hun slap og selvfølgelig bed Gaya derefter fast på Carstens hånd og så midstede Carsten åbenbart også besindelsen, for han løftede Gaya op, som ikke er sådan en lille hund, selvom hun var spinkel og smidig af sin race at være, var hun da en ''Okay'' stor hund. Og så hang Gaya der med hoved ned af, med min onkels hånd i gabet og bagbene oppe i vejret og den lille Border terrier (som jeg ikke lige kan huske navnet på) hoppede op og ned af Carsten som en gal, for den ville have fat i Gaya igen!! Så jeg tog Border'en op, men den var stadig i ''Slås-kamp-humør'', så den bed ud efter mit hoved og jeg slap selvfølgelig den med et samme og så begynde den at bide fast i min fod og Carsten var inde i bruggerst med Gaya og prøve at rede sig ud af suppe-dasen dér inde, mens jeg stod med en hund der bed fast i min stakkels fod, og den anden løb rundt om os og goede som en vanvittig (der var jo 3 Border terrier) - en mor (Som havde bidt sig fast på mig) og hendes ene søn som løb omkring mig og til sidst, men ikke mindst en lille Border Terrier hvalp på 4 mdr. som sad inde i huset.
Men så begyndte jeg at græde, for det hele var bare gået fuldstændigt galt, så jeg satte mig ned på en træstup i den indhegnet hundegård og hvad pokker skulle vi gøre? - hundenes ejer var i Frankrig og kunne da ikke bare sådan lige flyve tilbage og hjælpe til.
Men ved I hvad ? - da jeg græd og de 2 border terrier (mor og søn) var faldet ned, begyndte de at gnide sig op af mig og slikke mig på hænderne og forsøgte at sige: ''Rolig, vær ikke ked af det''.. Hehe - i denne situation, hvor denne Border Terrier nær var rusket ihjel og bagefter havde bidt mig i foden, og til sidst sad jeg her og græd og så begyndte den at trøste mig.. ja, det var noget være noget alt sammen.
Min Onkel var den tapreste af os alle, for hans hånd havde fået et bydt, dybt hår og det var godt at Gaya ikke havde bidt hans sener over, for det var lige ved hans tommelfinger!! Så han var heldig og så kørte vi på skadestuen og der ventede vi i 2 timer, for der var også andre som skulle ind, men da vi endelig kom ind i et rum og lægen skulle undersøge Carsten, sagde lægen ''Lige et øjeblik, jeg kommer om lidt igen'' og der gik mindst en halv time til, og vi ventede og vi ventede og så snakkede vi om det der var sket, og det syntes jeg var rart for jeg var stadig helt oppe at køre, for det var min skyld Gaya havde faret i kødet på Border Terrien.
''Det ikke din skyld'' blev Carsten ved med at sige, men jeg kunne simbelthen ikke falde ned igen.
Og efter lang tids venten, kom lægen og ordnede min onkels sår.
Så det hele var startet med at det var en god dag, mig som er helt hundegal, men ikke kan få min egen, var jumblende glad for at komme med min onkel ud og passe hunde, og endda ''4'' hunde, men dagen sluttede desværre med et skadestue-besøg og ikke så gode minder!

Men det gode ved denne dag var at jeg fandt en hunderace som jeg bare ikke kan stoppe med at holde af: Kleiner munsterlander, men det dårlige er nu at min far og hans kæreste og for dens sags skyld også min onkel ikke kan forstå hvorfor jeg gerne vil have sådan en race, efter det er var sket sidste sommer, men jeg vil rigtig gerne have sådan en hund og jeg har da støt på nogle ''Kleiner munsterlander-hunde-ejere'' som siger den er en PERFEKT familiehund, stille og rolig og en trofast kammerat, men bare fordi vi oplevede dét sidste sommer, betyder det jo ikke at ALLE Kleiner musterlander er sådan og Gaya gjorde det ikke engang med vilje, for hun havde ikke sin besindelse med!

MEN - jeg spørger jer endnu en gang:
Syntes I man skal lade vær med at købe en hund, bare fordi man har været ude for sådan noget?

Jeg syntes det er unfair at vi ikke kan få sådan en hund, bare fordi den dumme oplevelse fandt sted sidste sommer!

(PS: Det skal lige siges at vi så heller ikke kan få en hund, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt,..... men alligevel)

(Svar bedes ;o)

Hilsen Ida.