Tiden er inde... {{forumTopicSubject}}

Nogle af jer "gamle rotter", kan måske huske mine tråde med min elskede dreng Simba - om hans liv med fysiske og mentale barriere. Dem der ikke gør, kan gå ind og læse hans historie herinde.

For at gøre en lang og kringlet historie meget kort, så har Simba lige haft sin 10 års fødselsdag - en dag jeg aldrig i mit liv havde troet han skulle opleve - han har haft det godt de sidste år, han har været stabil rent mentalt og faktisk også fysisk.
Jeg har kunnet give ham nogle gode og rolige år, hvilket jeg er lykkelig for.

Desværre er jeg nu nødt til at erkende at nu er det tid til at sige endeligt farvel til min elskede ven gennem 10 år.
10 år hvor jeg har grædt, smilet og lært - 10 år som jeg aldrig nogensinde ville være foruden, og 10 år som jeg ville gøre om igen uden at blinke med øjnene.

Jeg kan ikke længere beskytte Simba mod sine egne demoner, og hans krop vil ikke længere - det gør så ondt indeni, og selvom alt føles så forkert så ved jeg godt helt dybt inde at det er det rigtige at gøre.

Fredag den 1/2 kl 16 tager Simba sin sidste rejse over regnbuebroen, og jeg vil være ved hans side til at sende ham afsted - ligesom han trofast har været ved min side i alle disse år..

Denne historie lavede jeg for nogle år siden, og kom til at tænke på den i denne tid:

"Jeg husker som var det i går, hvordan hans bløde hvalpepels føltes mod min hud, og jeg kan stadig på en god dag se den lille hvalp i ham. Den lille hvalp der leger ubekymret og smertefrit på marken. Den lille hvalp som er glad og intetanende om livets vilkår og bare nyder nuet.

Han fanger opmærksomt mit blik og rejser sig langsomt men sikkert på benene og kommer hen til mig. Han lægger sit hoved i mit skød og kigger på mig med rolige øjne. Han puffer beslutsomt til min hånd for at få mig til at ae ham på hovedet.

Jeg spørger ham med et smil om vi skal gå en tur og han kigger på mig med et forventet blik og går beslutsomt hen mod døren.
Jeg sætter mig på hug, giver ham et kram og sætter snoren fast i hans halsbånd.

Vi går side om side hen af fortovet. Hans gang er svingende fra langsom og sikker til en let traven.
Hans HD ramte hofter sætter sine præg på ham og han løber ikke længere som en unghund i snoren, men han går sikkert og bevidst ved min side.

Han hører hurtigt jeg finder en godbid frem fra min lomme og han sætter sig pr. automatik og kigger forventningsfuldt på mig. Hans øjne lyser når han hører min rosende stemme og hans hale logrer af fryd.

Når vi kommer hjem sætter jeg mig afslappet i sofaen og tænder for TV’et. Jeg mærker han hopper op og lægger sig ved min side og hviler hovedet i mit skød.
Flygtigt tænker jeg på vores liv sammen og en tårer falder ved tanken om både glæderne og sorgerne vi har delt.
Jeg ved at tiden vi har tilbage nærmer sig med hastigere skridt end, jeg ønsker og jeg lover mig selv at jeg vil værdsætte hvert eneste øjeblik vi har sammen.

Jeg lægger mit hoved i hans pels, kysser ham ømt på hans pande og hvisker forsigtigt; ”Simba, jeg elsker dig”."

Tak fordi I læste med...