{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.693 visninger | Oprettet:

Hmm:-( {{forumTopicSubject}}

Jeg havde en goldenretriever i 12 år( fik ham da han var 3) han blev 15 år og døde for 4 år siden. Han var den bedste hund, og selvom jeg har to skønne hunde nu, vil de bare aldrig nogensinde kunne tage hans plads! Han var dum på den dejlige måde og var der altid. (Rimeligt kloset, savlede
Meget, havde en helt unik personlighed) Han lod mig aldrig være alene og kom altid når han kunne mærke at jeg var ked af det eller i dårligt humør. Jeg kan godt stadig blive rigtig ked af det nogle dage hvor jeg sidder alene og tænker på ham, måske ser nogle billeder eller går nogle af de ture vi plejede at gå på. Jeg kan få SÅ ondt stadigvæk og stadig føle mig "Tom" uden ham.
Er der nogle der har oplevet dette også? Der trods nye dyr stadig har en bestemt gemt i hjertet? Og efter så lang tid?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Hmm:-(
  • #1   8. dec 2012 Min gamle dreng! Mistede ham den 5. marts i år og savnet er stadig enormt - og det vil det altid være. Han var en èner - min soulmate.

    profilbillede
  • #2   8. dec 2012 Føler med dig smiley Og kan sige jeg har det på helt samme måde som dig! Min første hund døde i 2009, kun 7 år gammel. Ville sådan ønske jeg kunne have haft længere tid med hende. Hun var der også altid ligemeget hvad og vi kendte hinanden ud fra et enkelt blik, en enkelt bevægelse. Den ENORME kærlighed jeg (stadig) har til hende forsvinder aldrig! Der var ikke det jeg ikke ville gøre for hende, hun var mit et og alt!

    profilbillede
  • #3   8. dec 2012 Tak for jeres indlæg, hvor ser de begge dejlige ud. Ja det er som at miste en del af sig selv. En miste ens støtte igennem livets hårde udfordringer og altid have en sand og trofast ven ved sin side. Og så så jeg lige filmen "hachiko", har i set den? Den forværrer bare hele situationen. Puha. Mit bånd til ham vil aldrig forsvinde, om han er her hos mig eller oppe i hunde himlen.

  • #4   8. dec 2012 nu skal jeg fortælle dig noget,og du må ikke sige det til nogen,"på spejderære".

    Begge mine forrige hunde,blev,lagt i en urne,og så hentede jeg urnen nogle dage efter.
    Den første hund Olga døde for ca 19.år siden .Hun stod i nogle år og dækkede for nogen grimme ledninger,i en helt hvid urne.Hun kom ned i kælderen,for 8 år siden.

    nr.2 hund,det samme,min elskede cooke otto,med "moderbinding".Ingen absolut ingen kunne gå tur med ham.
    Otto,har stået og dækkede for mine ledninger i nu 5 år.,også i en nydelig hvid urne.Så,det er snart på tide han kommer i kælderen,sammen med Olga.
    Verner har faktisk,nogle gange "daskede" til ottos urne,han kan vel høre en knogle raslen.

    "the same procedure as larst year",vil om 20 år, også gælde for Verner.

    Iøvrigt blev begge min hunde aflivet hjemme,på deres yndlingssted

    Så,du kan tro jeg aldrig vil glemme Verners forgængere,og jeg forstår fuldt ud hvad du mener.


    skønt,skønt billede af din gamle hund.Jeg ELSKER gamle hunde

    mange hilsner
    vibeke


  • #5   8. dec 2012 Lige præcis Camilla. Ja jeg har set den, men kan næsten ikke klare at se sådan nogle film for hvergang falder mine tanker også hen på Dina, og får virkelig ondt i maven, en klump i halsen og jamen, svært ved at trække vejret og fokusere på filmen. Det er det værste ved at have dyr - netop det at man en dag bliver nød til at sige farvel til dem smiley

  • #6   8. dec 2012 Min kat der døde den 9. Juni 2012. Hun blev tolv år, og var mit et og alt. To uger efter hun blev aflivet havde jeg fået en lejlighed, og sov ved min daværende kæreste til jeg kunne flytte ind i den.. Kunne slet ikke holde ud at være hjemme, og da slet ikke sove der når hun ikke lå og spindede i fodenden af sengen. Selv efter jeg flyttede døjede jeg med store søvn problemer, og udviklede angst for at være alene. Det har dog hjulpet utrolig meget efter jeg mødte min nuværende kæreste - han giver mig en utrolig tryghed :o)

    Vi har så sammen fået Joey, og han betyder selvf meget.. Men han er ikke engang tæt på samme niveau. Men nu er han også kun 7 måneder - han kan nå at komme tættere på ;o)


    profilbillede
  • #7   8. dec 2012 Ja, min fantastiske misse-pige "lille-my" hun døde i 08 og så sent som i sidste uge græd jeg mig selv i søvn af savn, hun var den mest skønne pige smiley

    profilbillede
  • #8   8. dec 2012 Sådan har jeg det med Emma, min gamle tøs, der blev aflivet for 6½ år siden.... jeg tænker på hende hver eneste dag. Hun var ikke min første hund, men den der har sat det største poteaftryk i mit hjerte... selvom jeg har nu har Luka, som i øvrigt langt ude er i familie med Emma, er det hende, der altid vil være den bedste....

    profilbillede
  • #9   8. dec 2012 Jeg nåede desværre kun at dele mit liv med Benjii i 1 år, inden han måtte lade livet smiley
    Det er nu 5 måneder siden han døde og på trods af at har hænderne fulde med min nye hund, Trunte, går der ikke én dag uden jeg med ondt i hjertet savner Benjii.

    Man knytter sig til sine hunde, elsker dem i tykt og tyndt (og de gengælder det jo) Så jeg tror aldrig man vil kunne erstatte savnet, man kan udfylde tomrummet (som oftest med en ny hund) men ikke slette fortiden smiley


    profilbillede
  • #10   9. dec 2012 Synes der er forskel på at huske, og på at "sørge for evigt". Jeg husker absolut osse min første hund (og i øvrigt osse de hunde, heste mm vi har haft i familien de sidste mange år).
    Den første tid efter aflivning, er det med tårer i øjnene. Senere blot med vemodighed, og senere endnu, når smerten har lagt sig, med glæde og smil.

    Jeg bliver ikke længere trist når jeg bladrer billeder af Møffe, min pony jeg havde i 25 år og alle de andre dyr vi har mistet gennem tiden (heldigvis har vi været forskånet for triste afskeder de sidste par år).

    Men jeg tror da altid jeg vil stoppe op og mindes når jeg ser et billede, finder et gammelt halsbånd eller hvad det nu måtte være. Og det mener jeg da er helt i sin orden, man knytter sig jo til de små bæster smiley


  • #11   9. dec 2012 Er glad for at høre at jeg ikke er den eneste der kan have så stort et savn selvom livet er gået videre. Lige nu ligger jeg med de to tosser på nedstående billed. Og savner bare min King-dingeling-dingdong, som vi kaldte ham nogle gange:-) godnat folkens. Dejligt at
    Høre jeres historier!


    profilbillede
  • #12   9. dec 2012 Og ja du har ret i at der er forskel på at huske og på at sørge. Men mener da at det stadig inkludere sorg når man er ked af det, og stadig føler sig Tom. Og altid vil længtes efter en der betød alt for en i så mange år. Jeg husker ikke bare tilbage på ham, jeg mærker også et savn.

  • #13   9. dec 2012 Min soulmate og ingen vil nok komme til at nå ham til sokkerne. Rollo blev aflivet for nogle år siden. Jeg savner ham og vil altid gøre det.

    Han blev 9 år gammel, inden han måtte aflives pga. gigt.




    profilbillede
  • #14   9. dec 2012 Blandt kattene er det hende her, der stod mit hjerte meget meget nært. Hun nåede i sit korte liv at sætte dybe poteaftryk. Desværre blev hun kun 1 år og knap 2 mdr., inden hun måtte aflives pga. dårligt hjerte. Min Afrodite vil altid være savnet her i huset.



    profilbillede
  • #15   9. dec 2012 Susanne-Sikke dog en skøn kat smiley

  • #16   9. dec 2012 Mange tak Helle. Hun var en kæmpe personlighed og min lille baby, da det kuld var flasket op.

  • #17   9. dec 2012 Alle mine hunde og katte gennem alle de mange år, jeg har levet, har hver især en helt special plads i mit hjerte, men Mandy, som jeg fik 8 uger gammel og var sammen med så godt som i døgndrift i over 16 år, var jeg "vokset sammen" med.

    Vi forstod hinanden helt uden ord, og da hun sov ind herhjemme med dyrlægens hjælp, døde noget samtidig inde i mig.

    Her det sidste billede af hende, taget en uges tid, før hun døde.



    profilbillede
  • #18   9. dec 2012 Vi mistede Loke i en alder af 5½. Den 3/7 i år måtte vi sige farvel og sov godt til denne skønhed. Vi savner ham meget være dag. Det er specielt når vi går de samme tur. Går nogen stadig og venter på han kommer tøffende og vil nuller eller vil ud og gå tur.

    Men nu har vi lille Kenzo og det hjælper lidt på tomheden.


    profilbillede
  • #19   9. dec 2012 Min gamle kat Kisser. En af vores egne killinger, som jeg fik lov til at beholde, da jeg var 5. Hun var min bedste ven, og vi lavede alt sammen. Vi sov i ske eller hun lå mellem mine ben under dynen hver nat, og hver morgen havde hun været ude og hente noget "lækkert" til mig, så der lå altid en fugl, en mus eller en mosegris på tæppet foran min seng. Hun blev aflivet for to år siden, næsten 19 år gammel.
    Jeg elsker Louie, men det bånd vi havde, det får vi aldrig.


    profilbillede
  • #20   9. dec 2012 Fie er stadig meget savnet, hun var så skøn en tøs

    Hun var meget igennem og jeg måtte træffe en beslutning til sidst, har skrevet en artikel om de sidste dagen til bladet " Hunden" , men noget af det kan også læses her
    http://www.hundegalleri.dk/forum/generel-diskussion/477539-updatepaa_fies_poter


  • #21   9. dec 2012 min første hund(eller mine forældres) vi fik hende da jeg var 1 år, og hun døde en måned før jeg blev 14.. hun var bare en perfekt hund, og der findes IKKE den hund der kan tage hendes plads..
    der findes heller ikk en der kan måle sig med buller, han var så dum så man kun kunne holde af ham... og de vil være savnet for evigt.
    især buller er savnet nu her der er sne, for det var sjovt og lege med ham i sneen og giver ham en vasker i sneen, så han igen blev hvid


  • #23   9. dec 2012 Min soulmate tog jeg afsked med 6/6-'11....
    Jesse var hverken min første eller min sidste hund, men helt klart den, der har været mest speciel for mig .....
    Jeg kan stadig en gang imellem høre hans små poter trippe på gulvet...
    Han var en ener....

    Jeg knus elsker de to andre, ingen tvivl om det... men ikke på samme måde...

    Der kommer aldrig en hund, der kan udfylde det tomrum efter ham.... men det er helt okay...

    De andre to og de kommende hunde, får deres egen plads i mit hjerte.... og Jesses plads.... Ja den er fyldt med minder.....


  • #24   9. dec 2012 ååååh jeg sidder med tåre i øjnene over at læse jeres indlæg om jeres hunde og katte. Jeg har ikke prøvet endnu at miste en rigtig hund der var min, min plejefamilie havde den dejligste boxer der desværre måtte lade livet til dårlig opdræt som 4 årig. Han var helt unik.
    Dog havde jeg en lille pony, som er død i dag, den fulgte mig som en lille hundehvalp, ingen kunne hente ham på marken, ingen kunne trække ham eller sadle ham op, han ville kun have mig. Jeg kunne hente ham på marken ved at kalde på ham og så kom han og gik med uden grime eller snor. Ham savner jeg, og jeg håber at når jeg en dag får gård og skal have hest igen, at jeg bare kan få et bånd der er halvt så tæt, som mit og hans.
    Derudover ved jeg dog, at den dag Trille skal væk, så dør en del af mig med hende. Ingen overhovedet kender mig så godt som hende og omvendt ! Hun er fuldstændig en ener, jeg græder ofte bare ved tanken om at hun ikke vil være her for evigt. Ja her kommer der flere tårer. Jeg ved at jeg vil have hund inden hun er væk, for jeg vil ikke kunne få en efter hun er væk, der skal gå lang tid, når den tid kommer.


  • #25   9. dec 2012 Kender det kun alt for godt. Her er det Fumbo, min første egen hund. Han var virkelig en ener. Det er godt 2 1/2år siden han pludselig måtte herfra, han ville være blevet 11 her d. 21.12

    profilbillede
Kommentér på:
Hmm:-(

Annonce