Børn og hunde! {{forumTopicSubject}}

Ja okay, nu har jeg så brug for nogle flere meninger end min, endnu gang Det skønne ved HG er at her er altid nogle der er frisk på at komme med nogle kommentarer!

Men min skønne hund Anton blev i fredags kastreret, og er derfor stadig temmelig øm, eller i hvert fald hvis man får rørt ved såret. Men på trods af det, så skal han jo ud og lige have lidt luft
Han bærer ikke krave, men et slags dækken/trøje.

Vi kommer gående stille og roligt, da der ud fra et hus kommer 1 pige på omkring 10 år og hendes mor mor. Fra deres dør til fortovet hvor vi går, er der cirka 1,5 meter, og den pigen råber højlydt da hun ser Anton: Neeej se mor! En hundehvalp! (Han er snart 1 år...) hvorefter hun løber direkte frem mod os, sætter sig ned og giver ham et kram! Hun får tydeligvis ramt hans ømme punkt, hvilket fører til at min ellers meget godmodige hund slår sig løs og kommer med ét enkelt vov/hyl. Jeg blev så overrasket over hendes reaktion på Anton, at jeg først der får reageret og ber hende om at fjerne sig fra min hund med det samme da han stadig er øm! Til det får jeg afvide fra moren at sådan skal jeg ikke snakke til hendes datter, og at pigen da ikke kunne vide at hunden var syg.
Der måtte jeg gå hvis mit teenager temperament ikke skulle koge over.

Ja, jeg synes også min hund er skøn, men ikke engang jeg krammer ham ud af den blå luft! Hvis han selv hopper op med forpoterne på mine skuldre, ja så kan han få et "klem" men ellers ikke. Og jeg var dybt rystet over at denne fremmede pige, havde lært så lidt hjemmefra om hunde og hvordan man er sammen med dem, at hun vælger at min skal have et kram!
Jeg ved godt at jeg ikke kan forvente at alle skal vide lige så meget om hunde som jeg gør, eller skal være vokset op med politihunde i hjemmet og en onkel som hundetræner, men alligevel. Jeg synes da at det er vigtigt at min 2 årige lillesøster forstår hvordan man er sammen med hunde, og har da et eller andet sted en forvetning til at forældre lærer deres børn det allermest grundlæggende. Hvad nu hvis min hund ikke var vant til min søster på 2 år, og han faktisk ikke brød sig om børn? Hvad hvis han ikke havde trukket sig væk, men havde valgt at bide eller knurre? Pigen var blevet bidt og skræmt, og min hund højst sandsynlig aflivet for at bide et barn.
Sådan endte det gudskelov ikke, og møder da også eksempler på børn der sætter sig ned på hug og rækker hånden frem, men bliver bare så ked af det når jeg ser sådan noget...
For så er det jo ikke så mærkeligt at det nogla gange går galt.

Er der nogen herinde der har været ude for noget lignende??

ps. Bortset fra at være øm på såret, har Anton det rigtig godt efter kasterationen og er holdt op med at urinere indendøre!