Joey {{forumTopicSubject}}

13 dage er gået. Savnet er absolut ikke blevet mindre. Det er så hårdt det hele.
Det at være ude i forgangen, hvor jeg sad med ham indtil min far kom for at hjælpe med at køre ham til dyrlæge, er hårdt. At gå på trappen hvorfra han faldt ned er hårdt.
Idag kiggede jeg på trappen, kunne se kradse mærker på det andet øverste trin. Han var jo næsten nået op, så tæt på at være nået op. Hvad gik galt??? Det spørgsmål stiller jeg mig selv flere gange om dagen, stortset konstant.

Hvad gjorde jeg forkert? Hvorfor gik jeg op ovenpå? Gled han? Trådte han forkert? Hvad skete der?

Så mange spørgsmål og jeg kan ikke få svar på et eneste af dem. Og det piner mig. Det gør så ondt.

Hvis jeg har noget at give mig til, tænker jeg ikke så meget. Men som arbejdsløs har man masser af tid til at tænke og bare forsvinde ind i den verden med de mange spørsgmål. Starter på nyt job på mandag og kan ikke vente, for så har jeg noget andet at tænke på.

Men hvor jeg savner ham. Alt hvad der irriterede mig ved ham. Alt hvad der var så fantastisk ved ham. Alt hvad Joey var savner jeg. Alt dette får jeg aldrig nogensinde tilbage.

Jeg savner hans lugt, hans prutter, hans måde at kigge på en, at han hopper med forbenene når han gøer, at han spytter når han gøer, hans snorken, hans uendelige graven rundt i tæpper for at ligge helt perfekt, hans stirren på en for at begynde at gø, hans løb, hans klovnerier, hans tossen rundt.

Alt hvad jeg savner ved ham, får jeg aldrig tilbage. Det var nemmere med Misty idet hun blev syg, alt med Joey var jo bare et dumt uheld. Et uheld der kostede ham alt.

Kan slet ikk finde ud af hvad jeg skal gøre med det hele. Med mg selv. Alle de spørgsmål og ja jeg giver mig selv skylden for alt. For havde jeg gjort så meget andet anderledes var dette aldrig sket.

hvis intet af det ikke giver mening så er det bare ærgeligt. Skal bare ud med det jeg kan.