Joey {{forumTopicSubject}}

Skal bare ud med en masse og der vil jeg skrive her. Det vil sikkert ikke give nogen mening, men er bare nødt til at gøre noget. For kan ikke bære det mere. 2 hunde indenfor 1 år. Det er bare ikke fair.

Joey faldt ned fra vores trappe onsdag eftermiddag. Han landede på hans skulder/nakke og jeg skreg og skreg og det samme gjorde han. Jeg hører hans skrig når jeg lægger mig til at sove, jeg hører han piver og hyler.

Tog ham straks afsted til dyrlægen, da jeg kunne se på ham at han havde meget ondt. De kiggede på ham, hev i hans ben, følte på hans rygrad osv. De konstaterede at han bare skulle have smertestillende og masser af ro og så skulle han nok blive helt i orden igen.

Vi tog hjem og jeg var mere rolig efter deres besked på at han nok skulle komme sig hurtigt.
Da vi kommer hjem begynder han at pive og hyperventilere. Jeg ringer så til dyrlægen som allerede har lukket, men bliver så viderestillet til vagt dyrlægen. Snakker med hende om det hele, og jeg kan ikke forstå hvorfor han skal have så ondt, da han har fået 3 forskellige indsprøjtninger med smertestillende.

Hun siger jeg skal give det et par timer og ellers ringe igen. Jeg gør så hvad hun siger og ligger med ham i sofaen for at gøre ham tryg. Han bliver ikke bedre og ringer så igen til vagt dyrlægen, hun vil gerne se ham. Så vi kører ned til vagt dyrlægen og er dernede ved en 10 tiden om aftenen.

Hun kan straks se på ham at han ikke har det godt, hun giver ham en indsprøjtning med stesolid, og den virker hurtigt. I det den virker kommer min Joey tilbage, den hund jeg kender. Han kigger på en med spørgende øjne. Igen får jeg et håb, for nu er han tilbage.

Vi skal så tage røngten af ham, hun tager af hans nakke og skulder. Hun kan intet se på røntgen. Siger til os at hvis dette ikke er blevet bedre i morgen skal vi ind til en dyrlæge igen. Vi tager hjem med Joey i den tro at det hele nok skal blive godt. For nu er der ro på ham igen.

Vi kommer hjem og ligger os til at sove med Joey i midten af sengen oven på vores dyner, så Mogens og jeg sover med tæpper for vi vil ikke flytte på ham. Omkring kl 2-3 stykker om natten begynder han igen at pive og hyper ventilere. Jeg prøver at berolige ham, men det kan jeg bare ikke, han prøver hele tiden at kravle op til mig i meget små bevægelser, han kommer helt op til mig, lægger sig på min arm, og der kommer lidt mere ro på ham, men slet ikke nok ro. Jeg vælger at give ham en stesolid som vi har fået med til ham. Den får han omkring kl. 3:45 og den virker kun i en 1-1,5 time. Men han fik da slappet af i den time.

Jeg venter kun på at klokken kan blive 8 så jeg kan få ringet til dyrlægen igen, da dyrlægevagten ikke kunne se noget på de røngten der var taget og det skulle så derfor være en anden der skulle kigge på dem.

Det var den længste nat i mit liv, fik slet ikke sovet, men fik da sunget for Joey, shubiduas hunde sang. Ja jeg ville gøre alt for ham. Også de tossede ting.

Da klokken så bliver halv otte kommer der ro på ham, Joey og jeg er nu flyttet ind på gulvet i stuen, ovenpå dyner, tæpper, fåreskind osv. Her har vi bygget en lille hygge plads. Han kommer ud at tisse fra morgenen af.
Han prøver at spise lidt, men han kan ikke helt få hans mad op fra skålen, han drikker slet ikke. Så jeg finder lever postej og torskerogn frem og blander det op med vand, så han får både væske og mad.

Han spiser det med glæde så længe jeg holder skålen lige foran ham så han bare kan slikke det i sig.

Joey får sovet lidt mere og slapper stadig af, men hver gang han skal bevæge sig og løfte sit hovede skriger han bare op, hver gang han skriger begynder jeg at hyle forfra. Jeg støtter og hjælper ham så meget som jeg kan. Prøver at holde ham i ro og gøre det behageligt for ham.
Jeg får min nabo over at passe ham, mens jeg kører ind til dyrlægen med røngten billederne. Dyrlægen kan intet se på billederne og jeg spørger til smerte stillende og fortæller hvordan han er. Hun giver mig mere smerte stillende så har til flere dage.
Da jeg kommer hjem ligger Joey det samme sted som da jeg kørte, han piver og jeg ringer til dyrlægen igen.
De foreslår at de kan tage ham ind til indlæggelse og give ham stærkere smerte stillende.
Dette takker jeg ja til, da jeg ikke kan klare det her mere psykisk. det at se sin hund i så store smerter og ikke kunne gøre noget ved det.

Min kæreste bakker bilen til så vi ikke skal bære ham så langt. Min kæreste vil ikke rette Joey op fra siden af, da han slet ikke kan holde til at høre Joey skrige (Joey var Mogens hund, Mogens et og alt). Jeg vælger så at rette ham op og det værste sker.
Jeg retter ham op, og hans nakke kramper nærmest til den ene side, han skriger lige så højt som da han faldt. Jeg tænker kun på at hjælpe ham og støtter han fra siderne mens han skriger og siger bare, Joey Joey Joey Joey, han skriger og hans øjne viser bare smerte og frygt. Han har så store smerter at han bider mig i armen (ingen skal tro at Joey var en ond/agressiv hund fordi han har bidt mig den ene gang her, grunden til at jeg fortæller dette er så I kan forestille jer hvor stor smerte han var i, jeg kender Joey og I andre som også kender Joey ved at han aldrig ville bide nogen).
Vi får båret ham ud i bilen og den køre tur på 20 minutter er bare et helvede. Joey vil ikke ligge sig ned så vi snejler afsted meget langsomt for at han ikke skal komme til at bevæge sig. Han ligger sig ned og skriger op. Han rejser sig og skriger. Han kravler om ved siden af buret og skriger. Han stiller sig op af buret og siger intet, men at han står op gør at vi igen kører meget langsom. Han skriger hele vejen ind til dyrehospitalet. Vi får ham båret ud af bilen og ind til dyrlægen. Hun siger så, ja han har det ikke godt. Det vidste vi jo udemærket godt selv. Hun snakker og snakker mens Joey bare går forvildet rundt inde i et af konsultations lokalerne. Han søger ind under stole, borde, skænke osv. (som en såret hun gør, den søger skjul. Han skriger op og jeg må afbryde dyrlægen og spørge om hun ikke kan give ham noget der kan hjælpe ham så han ikke har så ondt! Det siger hun ja til, og han får 2 indsprøjtninger med smertestillende. Der kommer lidt mere ro på ham igen og han kommer ind i en boks at ligge.

Vi kører hjem og venter på at dyrlægen skal ringe til os den næste morgen.

Mogens og jeg snakker frem og tilbage om hvad der skal ske med ham. Vi bliver enige om aflivning hvis der ikke er bedring i det. Nu skal I ikke dømme os, for inden det har vi snakket med dyrlægerne om mulighederne for ham, med CT scanning og operation. Ud fra de smerter han har og at det er nakke hvirvlerne det er galt med vil det være en meget stor og meget risikabel operation. Efter operationen vil han være stiv i nakken og have smerter hvis han overbelaster sig. Han skal have skruer i nakke hvirvlerne og måske være i smerter i 2-4 uger efter operationen. Alt dette vil vi ikke byde vores dreng for vores skyld. Han skal kunne være Bull terrier som en Bull terrier er.

Næste morgen ringer telefonen og det er dyrlægen, hun fortæller hvordan det hele er gået og der er ingen bedring. Vi aftaler at jeg skal komme ind og sige farvel til ham.

Jeg får min nabo til at køre med mig, og vi kommer derind og ser Joey ligge i en boks på siden, og han ligger der bare..

Jeg går hen til ham, han logrer med halen og begynder at pive.Han rejser sig op, hans nakke og forparti er helt stiv. Han går rastløst rundt i meget langsomt tempo, han flytter ikke hovedet hverken op eller ned. Vi snakker sammen dyrlægen og jeg og hun støtter os i vores beslutning. De kender Joey meget godt, for han var kendt for at flække negle og spise giftige planter. Så de har set ham mange gange og kendte ham.
De var enige i at en operation der omhandlede nakke hvirvler/marv/nerver osv var en meget risikabel operation, og hvis hun skulle være helt ærlig så var hun slet ikke sikker på at det var noget der kunne opereres.

Jeg siger afliv ham, giv ham fred, få ham ud af smerterne.

Hun henter sprøjterne og giver ham den beroligende, han ligger sig ned og jeg snakker med ham og nusser og aer ham. Fortæller ham om alle de mennesker jeg skulle hilse ham fra.

Han glider længere og længere ind i bedøvelsen, og hun giver ham det sidste stik. Jeg fortsætter med at snakke med ham. Hun lytter til ham og siger hans hjerte er stoppet. Jeg stortuder gennem det hele, og tuder endnu mere idet hun siger hans hjerte er stoppet. Jeg krammer ham og knuger ham ind til mig, snuser til ham så jeg altid kan huske hvad han dufter af. Krammer ham og vil bare ikke slippe ham, håber hele tiden at han vågner op igen frisk og hel. Men han bliver lige så stille koldere og koldere.
Min elskede hund Joey ligger nu på gulvet og er død, han ser ud som om han sover fredeligt, men han er død og kold.

Jeg aftaler med dyrehospitalet at jeg kommer senere og henter ham da Mogens og jeg skal til Hedensted og have ham kremeret. Jeg tager hjem og alt gør bare ondt. Jeg føler mig tom, jeg føler mig som jordens største svin for at have dødsdømt ham.

Min kæreste kommer hjem og vi kører ind for at hente ham, de har pakket han ind i nogle tæpper, han ligger på et vet bed og har et tæppe over sig. Min kæreste løfter ham ud i bilen og ligger ham på et tæppe og lægger sin jakke hen over ham. Vi kører så mod Hedensted og hver gang jeg kigger om bag i bilen ser det bare ud somom han ligger og sover. Vi kommer til Hedensted og afleverer ham og kan hente ham igen on 1,5 time. Vi får en lille pap kasse og i den papkasse er Joey i en fin hvid urne. Han fylder slet ikke så meget som før.

Vi kommer hjem og stiller ham på hylden i nærheden af Misty, sammen med hans pokaler, rosetter osv. Og det hele er bare slut nu. Han var jo kun lige begyndt på det hele. 3 år gammel, ville være fyldt 4 d. 5/10-2011. Men det nåede han ikke

Natten uden ham var så stille, han plejer at mosle rundt i hans tæpper for at ligge helt perfekt, sige hans Joey lyde, snorke som en gammel mand og prutte hele natten. Alt dette var der ikke og kommer aldrig mere. Der var kun en stille snorken fra Honey og Kayley.

Jeg drømte om ham, han gik på trappen og jeg spurgte ham er du slet ikke bange for at gå på trappen? Joey siger, nej, hvorfor skulle jeg dog være det??
Jeg vågner op til dette mareridt og begynder at græde igen. Det hele gør bare så ondt og er så meningsløs. Kan bare ikke forstå at han ikke er her mere. Vil have han hjem til mig igen. Spørger mig selv var det, det rigtige valg at aflive ham? Men uanset om det var det rigtige valg eller ej, kan intet ændre det faktum at han er død. Han er ikke her mere og han vil aldrig komme tilbage.

Savner ham så meget, elsker ham så meget. Nogle vil sige, jamen det er jo bare en hund. Det er ikke bare en hund, i vores verden er det vores børn. Joey var vores lille dreng og han betyder alt for os. Vil bare så gerne have ham tilbage. Det var alt for tidligt.

Savner dig og elsker dig Joey. Vores helt egen lille verdens mester.