{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.901 visninger | Oprettet:

Aflivning {{forumTopicSubject}}

Sidder og læser gamle opslag om aflivning. Ikke det sjoveste emne.
Jeg har så svært ved at komme over, at vi aflivede vores hund inde for 3 timer, efter hun knækkede sammen på bagbenene, øjnene kørte rundt og hev hovedet mod venstre. Dyrlægen anbefalede hun fik fred. Hun blev 15 år og 5 måneder.
Men jeg fortryder helt ind til knoglerne, at jeg ikke kørte udredning.
Er ødelagt, er knust, og ved ikke hvordan jeg kommer videre. Har så meget skyldfølelse og skam.
Har skrevet herinde om det før.
Men nogen gode råd til hvordan jeg kommer videre. Ikke nogen ny hvalp, kan mærker det er ikke det.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Aflivning
  • #1   6. jun 2023 Tænk på at 15 år er en meget flot alder for en hund smiley

  • #2   6. jun 2023 Jeg ved det, men når jeg læser alle folks opslag herinde, så ventede de lige et par dage og så fik den det bedre osv. Jeg får så meget skyld følelse, når jeg kørte hende til dyrlægen efter 3 timer, og så følger dyrlægen råd, da jeg var total i chok. Vi kunne da også godt kører udredning sagde hun, men det ville være en længere proces. Og efterfølgende jeg har talt med dyrlægen, sagde hun at hvis vi ville have have hende med hjem, for at se om der blev bedring, ville hun ikke lade os tage hende med, men ville indlægge hende intensiv. Og jeg syntes hun var klar i hovedet, så forstod det ikke. Bare ked af jeg ikke Google og spurgte om en masse.

  • #3   6. jun 2023 Du skal ikke føle skyld smiley Noget må være sket der gjorde hun reagerede som hun gjorde smiley

    Med en så gammel hund ville alle mulige tests måske ikke have været optimalt smiley


  • #4   6. jun 2023 Jeg fortryder rigtig meget, at jeg ikke aflivede min Kia før. Hun fortjente, ikke at skulle have været igennem de sidste 10 dage, heraf udredning (ikke-invasiv).
    Jeg tror du ville have tvivl og fortrydelse uanset hvad.

    Det lyder sikkert dumt, men jeg fik tilsendt et digt, som gav mig ro med beslutningen om at aflive, dæmpede bøddelfølelsen. Jeg læste det igen og igen hver gang, smerten blev uudholdelig.

    Jeg kan høre Kia sige de ord:
    Don't Cry Sweet Mama

    Don't cry sweet Mama, please don't weep.
    Please try dear Mama, to get some sleep.
    I know you're sad, and its because of me.

    But don't cry Mama, for now I am pain free.
    I know you miss me, and I miss you too,
    No one could have loved me more than you.

    I know of some dogs that run away to die,
    But not me Mama, I looked you straight in the eye.
    I didn't want to leave you, but my body lost the fight.

    And now my dearest Mama, you mourn me day and night.
    You wished you could have given me a bit more time to live.
    But Mama believe me, I had little left to give.

    I am glad you took me on that day, there was no other choice.
    I would have told you to "do it" - if I had a human voice.
    Don't feel guilty Mama, I know it broke your heart.

    I was always going to leave you first, we knew it from the start.
    But what a life you gave me, it really was the best.
    Not many have a life like mine, for that I am truly blessed.

    I hope one day I will see you again,
    With a smile upon your face.
    But for now I will snuggle up inside your heart,
    My very favorite place.


  • #5   6. jun 2023 Åhh tuder smiley

  • #6   7. jun 2023 Der findes en sorgtjeneste for kæledyrsejere. Prøv at ringe til den og få hjælp.
    Du kan Google emnet.

    Som jeg før har skrevet til dig, så gjorde du det rigtige. Din hund led. Du stoppede lidelsen.
    Rigtigt mange hundeejere vælger den modsatte løsning. De ser lige an lidt ekstra, for tænk nu hvis... Men 'hvis' indtræffer sjældent på et ældre, sygt dyr. Man forlænger bare lidelsen.
    Jeg håber du kan finde noget vejledning og få noget ro.
    De bedste tanker herfra.


  • #7   7. jun 2023 smiley Giv det tid. Sorg er en individuel proces man skal igennem. Men kan virke fuldstændig uoverkommelig.
    Uanset om du havde trukket hunden igennem en lang udredning, så ville du være tvunget ud i en afsked indenfor relativ kort tid. 15,5 år gammel er en imponerende alder for en hund.


  • #8   7. jun 2023 Der er så også alt for mange der lige ser tiden an et par dage for meget og så lige et par dage mere for meget med en gammel hund. Din hunds symptomer går jo ikke på pause bare fordi du påbegynder en udredning. Det ville formegentlig alligevel med en temmelig stor sansynlighed ende med en aflivning - eller at hunden dør af sig selv. Der er ganske enkelt ikke vildt meget man kan gøre for en gammel hund, der har symptomer på hjerneblødning (for det er jo det du beskriver).
    Når alt det kyniske er sagt så vil jeg sige at jeg så ganske udmærket forstår dig. Det er bare megahårdt at sige farvel til en hund. Jeg er 50 år gammel og har haft hunde hele livet. Det er blevet til en del farvel gennem tiden; nogle i utide pga sygdom og andre gamle og mætte af dage. Det er ganske enkelt lige hårdt hver gang. Men på et tidspunkt går den akutte smerte over og det man har tilbage er et kærligt minde om en elsket hund. Der går nok ikke en dag uden at alle mine hedengangne hunde lige passerer mine tanker. Jeg tænker på dem med kærlighed og et smil.
    Malenes forslag med at benytte sig af en sorgtjenesten nok ikke dum. Derudover så hjælper det helt utroligt meget at snakke med andre der selv har oplevet, at miste en elsket hund. Man finder ud af at man ikke står alene med sine følelser men at andre har det på samme måde. Af en eller anden årsag hjælper det ofte.
    De varmeste tanker herfra smiley


  • #9   7. jun 2023 Når man køber en hund, køber man også en sorg, læste jeg et sted ... det er jo sandt, som det er i alle livets forhold hvor man holder af og elsker. Livet er liv og død, og ikke alle lever et liv uden de store udfordringer og smerter og dør, så at sige mæt af dage. Det gælder både dyr og mennesker. Sorgen er lige stor, men trods alt synes jeg at når et individ når en alder hvor livet naturligt slutter så er det lidt nemmere, og specielt når dyret, eller mennesket kommer hurtigt herfra uden en lang og uværdig behandling der ikke i så høj en alder vil give den store mening.
    At holde dem i gang for vores skyld, fordi vi ikke kan give slip det er ikke kærlighed, at handle og være ansvarlig, at kunne sige farvel og tak, mange tak for mange gode år, det er kærlighed når tid er.
    Sagde selv farvel til Nova 13 år i oktober 22, har nu Ipsen 12 år, og hendes tid kommer jo også.

    Man skal mindes og man skal sørge, men man skal måske også passe på ikke at gøde og vande tilstanden ...


  • #10   7. jun 2023 Udover at få hjælp af en professionel enten sorg tjenesten som bliver nævnt eller en psykolog, også for at bearbejde det der skete. Så giv det tid. Det kan tage laaaaang tid, især når det sker så pludseligt og man får et chok.

    Det er over 1,5 år siden at jeg mistede Rosa, meget uventet og uden mulighed for at sige farvel, for hun døde hos dyrlægen efter at have været i narkose. Det var frygteligt. Og der har sat sig som angst hos mig, angst for at miste, men faktisk også angst for at jeg ikke siger stop i tide. For hvis der er én ting som jeg ikke ønsker for mine hunde, er det at de skal lide.

    Jeg har ikke fået den hjælp, jeg burde have fået til at komme mig over det og en anden hændelse med en anden hund, jeg kom ud for forholdsvis kort efter. For det mente de hos psyk ikke jeg havde brug for, jeg skulle bare give det tid. Jeg har det også bedre, men jeg er bestemt ikke ovre det. Så når jeg flytter psykiatri om ikke så længe, vil jeg bede om at få hjælp til det.

    Der gør ikke ondt på hunden at blive aflivet, men det gør ondt på hunden, hvis den lider, fordi man som ejer ikke kan sige farvel i tide.

    Min Vaks skulle have været aflivet en fredag, vi viste ikke det ville blive værre i weekenden, så vi aflivede først mandag, men set i bakspejlet var det altså en weekend for sent. (dengang var jeg teenager og det var derfor min mor der havde ansvaret, men jeg ved hun også har det svært med det)

    Du gjorde det rigtige for din hund. Dyrlægen ville ikke gå direkte til aflivning, hvis de mente at oddsene var med hunden for at blive rask og glad igen. Så forsøg at give dig selv lov til at tro på det. Jeg ved godt det er lettere sagt end gjort.


  • #11   7. jun 2023 Jeg er faktisk glad for, at din dyrlæge rådede som de gjorde...
    Jeg har desværre været ude for det modsatte, hvor jeg kørte en veninde og hendes (gamle) hund til dyrlægen, hvor vi begge var indstillet på, at det var tid til at sige farvel.
    Men dyrlægen mente sagtens at han kunne "rettes op", så han fik diverse medikamenter med hjem - blot for at måtte aflives kort tid efter, fordi han bestemt ikke fik det bedre.


    Det var SÅ synd og uværdigt, og jeg ved, at min veninde stadig føler, at hun svigtede, fordi hun ikke gav ham fred smiley

    I min verden, så hellere to uger for tidligt, end to dage for sent. Jeg HADER at skulle sige farvel, og er også fuldstændig knust, når det sker - men jeg er alligevel taknemmelig for, at jeg kan sige farvel på en god, ordenlig og smertefri måde smiley

    Det er ca. tre år siden, jeg sagde farvel sidst, men jeg tænker stadig på alle mine elskede gamle hunde dagligt. Så jeg lover dig, at sorgen på et tidspunkt bliver nemmere at leve med - selvom den aldrig forsvinder helt smiley


  • #12   7. jun 2023 Du skal give det tid, det tog mig 4 år at acceptere jeg aflivede vores 4 årig jackline fordi den operation hun skulle have var 50% for at virke og den gang skulle jeg bruge køre til Viborg for genoptræne (bor i frederikshavn) plus de første 3 mdr var bur ro med gå tur i kort snor og jackline stressede sååå meget i bur at det gjorde hende syg.

    Så tænker at du aflivet din hund i den alder og det du skrev, tænker jeg du havde end dee alligevel, plus du trukket tiden ud, og hvad smerter ville hunden havde været i.


  • #15   7. jun 2023 Hvor er i søde alle sammen, jeg arbejder med min sorg, det hele er bare svært, hun er virkelig væk, det går op for en nogen gangen. Man føler hun kommer længere og længere væk, tiden kommer længere væk, det er svært at forklare, men det er ikke rart. Og den nat gik det så hurtigt, at jeg følte jeg ikke fik sagt farvel. Men igen man skal også forholde sig rolig under aflivningen, så hunden ikke blir stresset og bange. Hun har intet anet

  • #16   8. jun 2023 Jeg kender godt fornemmelsen af ikke at have fået sagt ordentligt farvel. Jeg har også mistet en hvor det bare gik alt alt for stærkt. 4 år gammel og døde pga en forgiftning (godt nok blev hun ikke aflivet - det nåede vi ikke). Det nagede mig i lang lang tid at hendes 'exit' var blevet så panisk og hektisk og at jeg ikke følte at jeg havde fået sagt et ordentlig farvel smiley Det tog lidt tid at accepterer at jeg ganske enkelt bare var nødt til at finde fred med at det skete på den måde. Det ikke kunne gøres om uanset, hvor meget jeg grublede over om jeg kunne have gjort noget anderledes.
    Håber også du er i stand til at finde fred med det og istedet tænke tilbage på alle de mange år du havde med din hund og fokuserer på alle de gode minder istedet. Men som andre siger så kan det altså godt tage lidt tid og man kan ikke rigtigt forcerer det. Man er nødt til at lade det tage den tid det nu engang tager.


  • susi j
    susi j Tilmeldt:
    nov 2008

    Følger: 1 Emner: 1 Svar: 14
    #17   12. jun 2023 Jeg læste et sted, at når vi selv kommer hinsides; så kommer alle vore elskede hunde løbende og tager imod.
    Det kan man glæde sig til. Jeg bliver i så fald modtaget af 7 . Altså ikke farvel - men på gensyn smiley


  • #18   12. jun 2023 Tak for alle de søde svar smiley har haft det okay et par dage, efter jeres beskeder. Men græder stadig hver aften og tænker hvad hvis nu osv. I det jeg ikke ved hvad det var, får jeg måske aldrig fred. Så desværre stadig skyldfølelse og føler jeg ikke hjalp hende den nat.
    Har i min sorg tænkt, er det en ny hund jeg skal have. Men jeg kan mærke nu, at det er det ikke. Ida fylder, så meget i mit hjerte endnu. Og hun har seriøst været den bedste hund og savner hende så meget hverdag. Og kan ikke forstå hun er væk. Og jeg føler jeg fejlede


  • #19   12. jun 2023 Har du snakket med dyrlægen omkring forløbet?
    Min dyrlæge inviterede mig til, til enhver tid, at henvende mig, så vi kunne snakke om forløbet. De gemmer journalen i mindst 5 år.
    Han var ikke i tvivl om, at det var den rette beslutning, og det hjalp meget, i starten. Han havde kendt Kia det meste af hendes liv (kronisk syg vov), og havde altid gjort sit bedste for hende. Så det er jeg sikker på, at han også gjorde til sidst.
    Men bøddelfornemmelsen kan vare længe. Og sorgen. Jeg var ikke klar til en ny hund i over 1 år. Det ville ikke være fair over for den nye hund.

    Og jeg valgte bevidst en race/hund, der ikke lign. Kia for meget. Som kun skulle være sig selv. Og de er meget forskellige i udseende og især personlighed, selvom de stadig indeholder de fleste af de egenskaber jeg værdsætter generelt i en hund.
    Det var HG'ere der hjalp mig til racevalg, da jeg var parat, og valg af opdrætter. De støttede mig igennem sorgen. De ved jo om nogen, hvad det vil sige, at gå det her igennem.

    Din sorg er forståelig, men ville din vov ønske, at du piner dig selv? Lader de sidste dage overskygge 15 år med dejlige minder?
    Sorg tager tid, og det er okay. Men den må ikke blive invaliderende.


  • #20   12. jun 2023 Problemet er at hun fik det dårligt, lørdag aften. Vi havde 2 dyrlæger, en der kørte ud og en på klinik. Hende der kørte ud, havde jeg en aftale med, at når det var tid, var det hende der skulle komme hjem og give hende fred. Det vaar midnat, og kunne ikke få fat i hende. Vi måtte ringe vagtdyrlæge, som endte med at være i Køge. Og nej hun kendte ikke Ida. Jeg følte lidt at hun var stærk og måske kunne komme sig. Men samtidig vidste jeg også det var nu. Derfor tog vi til dyrlægen i stedet for at se natten an. Men ja igen hvad hvis nu osv. Fortryder og andre gør jeg ikke. Men ville have været rart, hvis det havde været vores egen dyrlæge. Følte hun kiggede på hende i 2 sek før hun tog beslutningen.

    Vil ikke erstatte hende med en ny


  • #21   12. jun 2023 jeg mistede min soulmate hund i 2011, troede ikke jeg skulle have hund igen, men kom hutigt til den konklusion at den største tak til hende ville være at give en anden hund det samme gode liv ... ganske som når man får flere børn så deler man ikke sin kærlighed til dem, der er den samme store mængde til dem alle, og de er individer og finder hver deres plads i vores hjerte ... sådan er det også med hunde, så man elsker ikke den mistede mindre, tværtimod synes jeg man ærer minderene ved at skabe nye minder ..

Kommentér på:
Aflivning

Annonce