Når savnet nager :( {{forumTopicSubject}}

Ja, nu er det 1 år siden vores lille solstråle gik bort og jeg er stadig så frygteligt ked af det.
Jeg kigger med lange misundelige blikke når vi møder andre mopper, og får jeg lov at tale med dem lægger jeg mig nærmest ned på alle 4 for at nusse og kramme de herlige hunde.
Jeg savner ham simpelthen så jeg har lyst til at skrige somme tider, og det er nu begyndt at gå ud over vores nye hund, Cooper.
Jeg tror vi begik fejlen ved at købe en hund midt i sorgen og panikken, og derfor ikke rigtig nåede at tænke os om. Min mand har knyttet sig helt vildt til ham, men jeg føler mig som et lille barn der har fået en sally dukke som erstatning for min Malibu Barbie, det er bare ikke godt nok, det er ikke det samme.
Og jeg ved jo godt at man ikke kan sammenligne hunde overhovedet, men jeg føler bare slet ikke Cooper har nogen personlighed, hvor Thorkild bare var så fuld af personlighed og livsglæde.
Jeg får så dårlig samvittighed, for jeg holder jo af Cooper, men savner nager så dybt i mig at jeg føler det forhindrer mig i at elske ham som jeg burde.
Min mand tror ikke på jeg vil føle det anderledes med en ny moppe, men det er jeg nu altså overbevist om at jeg vil, for der er ikke en hund med så meget personlighed som en moppe.
Jer der har mistet en moppe, hvad gør man når livet fratager en noget af det dyrebareste man har?