Sheewa R.I.P. {{forumTopicSubject}}

Hej alle... Har lige en frygtelig oplevelse, som jeg har brug for at komme ud med... ved ik om nogen har tid og lyst til at læse en hel (næsten) roman men så kommer jeg i det mindste ud med det, ved at skrive det!

Jeg vågnede her d. 2.maj 2008 kl. 2 om natten ved lyden af at Sheewa bankede sine ben ind mod døren i soveværelset, jeg fløj ud af sengen, og ned til hende, prøvede at få hende til at falde til ro, sagde ”Sheewa, Sheewa, rolig nu”, jeg kaldte i panik på Fini, min kæreste, ”Fini Fini, kom og hjælp mig”… Jeg anede ik hvad der skete, hun gik helt i kramper, troede ik hun kunne få luft… Fini fik hende rejst op, sad og holdte om hende, mens hun med lidt skum i munden sad og så svimmel ud… og så skete det.. hun gik total amok/i panik, bed Fini for at komme væk (ik alvorligt), gøede og knurrede… Hun var ANGST og gik derfor i selvforsvarsposition. Vi har aldrig set hende sur, vi var i chok, for hvad f… skete der???? Fini blev først sur, for sådan sku hun da ik være overfor ham… Alvoren af situationen forstod han først rigtigt, da jeg i panik greb vores 4 uger gamle søn i seng og halv råbte ”Fini vi ska ud herfra, la hende være, vi ska ud herfra…” Imens tænkte jeg skrækslagen, at bare Sheewa nu ik ville springe over sengen og angribe os. Vi kom ud af soveværelset og lukkede døren… jeg rystede… Sheewa stod nu i soveværelset og gøede, hun har aldrig gøet så meget i hele hendes liv, som den nat… Hun ku overhovedet ik kende os, det var sådan en forfærdelig oplevelse.. Vi stod uden telefoner, da de lagde i soveværelset, så Fini måtte ind og hente den der lå nærmest… Han turde ik, for hvad ville Sheewa gøre… ? Men efter lidt tid med overvejelser i døren fik han fat i telefonen og kom hurtig ud igen… Sheewa gøede og gøede…!
Fini ringede til hans far, som ville komme med det samme… derefter fik vi langt om længe fat i dyrlægevagten… Hun mente ik hun kunne gøre så meget, men at efter Fini’s beskrivelse, så lød det som et epilepsi anfald, og var det tilfældet, så ville hun blive sig selv igen og ville formentlig både ha skidt og pisset derinde… men ellers skulle vi kontakte politiet, så de kunne komme og fange hende…! Tankerne kørte rundt i hovedet, jeg var straks klar over at der kun var én vej for hende… jeg ringede til min mor og mine forældre kom også straks ud til os…!
Da der havde været stille i soveværelset en kort tid, gik jeg stille hen til døren og sagde med beroligende stemme ”Sheewa, Sheewa”, men ku høre at hun fløj tilbage i rummet igen og hun begyndte igen at gø helt vildt… hun ku ik engang kende min stemme… en meget mærkelig fornemmelse.. vildt frustrerende… gik og sagde i frustration ”Fini, hun kan slet ik kende os, hvad sker der, hun er jo slet ik sig selv” mens jeg græd…! Efter der igen blev stille i soveværelset, så gik der en kort tid, så begyndte hun at pive i stedet for… jeg prøvede igen at gå hen til døren og sige hendes navn med beroligende stemme og denne gang pev hun bare lidt igen og skrabte på døren og ville ud… hun var vel forvirret over, hvad hun dog lavede derinde bag en lukket dør, når vi andre stod i stuen…?!
Mig og mine forældre tog vores lille søn med ud i gangen og lukkede døren, så måtte Fini og hans far prøve at lukke hende ud af soveværelset igen…. Fini sagde hun virkede en smule svimmel, men var ellers helt sig selv… og ganske rigtigt, hun havde både skidt og pisset på gulvet i soveværelset. Efter kort tid turde vi gå ind i stuen igen… og ja, Sheewa var sig selv… den samme søde, glade og kærlige hund, som bare gik og charmerede sig ind hos alle… Hun synes det var hyggeligt at vi havde gæster, så hun skulle da lige rundt og hilse på alle, men det gik i et roligt tempo, for hun var træt ovenpå epilepsi anfaldet…!
Vi stod nu og var helt knuste… hun virkede jo sund og rask, men indeni hende var der desværre en ond sygdom, som tog hende fra os.. Vi havde ikke noget valg, når hun havde den reaktion på et anfald… Fini og hans far kørte til dyrlægen med hende kl. halv 4 om natten og fik hende aflivet… det var en frygtelig tom og forvirrende følelse, da hun løb ud af døren og jeg aldrig sku se hende igen… vi ville have gjort ALT for hende, koste hvad det vil, men ingenting ku gøres… Hun har altid sovet på gulvet i soveværelset og vi turde ik engang sove natten færdig, hvis hun sku være der… forfærdelig følelse, når vi på hvilket som helst andet tidspunkt ville have svoret, at Sheewa ville vi ik ku blive bange for… -Men det var jo heller ik Sheewa vi var bange for, det var hendes krop, som hun under anfald ik selv havde styr over!
Jeg sagde farvel til hende med en håndfuld godbidder, og lod hende lave alle de tricks jeg havde lært hende… hun elskede det… og bagefter satte hun sig helt op af mig, og jeg ku gi hende det største knus… jeg var færdig, jeg græd og græd… (gør jeg stadig)… hun har slået benene helt væk under os… hun var en hund vi altid havde drømt om, og hun levede fuldt ud op til vores forventninger, der var intet ondt i hende, kun en lalleglad dejlig, rigtig sjov og meget kærlig familiehund, som alle elskede!!
Sheewa blev kun 15 måneder, men hun havde det godt til det sidste, jeg har altid brugt alt min overskydende tid på vores hunde, de er mit et og alt…Ingen kom noget til og vi har heldigvis timevis af minder, masser af billeder og små filmklip… Det er guldværd den dag i dag! Sheewa R.I.P.! Elsker dig for evigt, vil aldrig glemme dig!