Boxer-legenden {{forumTopicSubject}}

Vi tvivler ikke på at alle fuldt ud kender historien om Adam og Eva i paradisets have. Imidlertid er der en kendsgerning, som de sikkert ikke kender. Vi vil fortælle den her, således som den i sin tid blev fortalt til os.
Adam og Eva havde jo netop spist det famøse æble og den vrede Gud kom derfor for at jage dem ud af paradiset. Mens de forberede sig på at forlade dette, vovede Adam at fremsætte en bøn: ”Herre, sagde han vis at du ikke alene er retfærdighedens Gud, men også er godhedens Gud, vælg blandt dine skabninger en, som kan være en ledsager for os, således at vi ikke bliver ladt helt alene”.
Eva kom ham til hjælp, og løftede sine tårefyldte øjne op med den hellige fader i en tavs bøn. Tankefuldt strøg Gud nu hånden gennem sit lange skæg. ”Lad det være”, sagde han endeligt, ”som kvinden vil, for det vil Gud. Jeg vil udvælge jer en ledsager.”
Vorherre fløjtede sagte, og straks ordnede alle hans skabninger sig i en halv cirkel om ham. Gud fortalte dem nu om sit ønske, der resulterede i et frygteligt spektakel. Fra alle sider hørtes brølen, bjæffen, mijaven og piften. Gud befalede tavshed og bad dem en for en fremføre deres argumenter.
Fiskeslægterne erklærede, at de ikke kunne komme på tale fordi de behøvede rigeligt med vand, og derfor umuligt kunne følge mennesket. Fuglene forlangte ubegrænset himmelrum at bolte sig i o.s.v. kort sagt, hver eneste dyreart fremførte sine synspunkter for at retfærdiggøre, at netop deres art umuligt kunne være menneskets ledsager. Ingen ville forlade paradis , og det af gode grunde. Intet sted var vandet så klart og rent, himlen så klar, blå og rolig, græsgangene så saftige og grønne. Selv en bæk med flødeholdig mælk var til disposition til den, der ønskede at gøre sig tilpas dermed. Frugterne var af en størrelse og smag, der var ganske uovertruffen , ja man måtte være ligefrem tossegod for at forlade alle disse rigdomme.
Da Gud så, at denne metode intet resultat gav, vendte han sig direkte mod løven, der baskede nervøst med sin hale, rullede med sine store og frygtelige øjne og tordnede med sin stentorrøst samtidig med at den rystede sin manke: ”Hvordan skulle jeg kunne tjene mennesket, det som har angrebet dig, og som du har forvist fra Paradis, aldrig, fra nu af vil jeg være menneskets svorne fjende.”
For yderligere at pointere sig afslag udstødte løven sit første brøl og da de andre dyr hørte det, rystede de af skræk. Fra det øjeblik blev løven kaldt dyrenes konge. Gennem tiderne til den dag i dag glæder ordsproget: ” Den der skriger højest, får altid ret”. Gud henvendte sig nu til æslet. Men hr. langøre rystede bestemt på hovedet, uden at sige et ord. Efter henvendelse til mange andre dyr, og uden noget positivt resultat råbte Gud: ” I frivillige, kom frem!” og efter et øjebliks stilhed banede en skabning af hundeslægten og af middelmådig størrelse sig frem.
Ved synet af denne skabning brød de andre dyr ud i latter. En stor hankat, som troede at have første ret, ikke alene lo, men spottede og hånede. Hunden iagttog katten grundigt, fattede et indgroet had og tænkte: ” Vent store kat, den der ler sidst, ler altid bedst. Når tiden kommer, skal du få din regning”. Denne episode blev årsagen til at boxeren den dag i dag er kattens svorne fjende.
Så påbød den gode Gud tavshed, vendte sig mod den tapre hund og sagde: ” Så megen selvfornægtelse, så stort et mod og så megen godhed fortjener en belønning. Trods din middel størrelse vil jeg give dig ekstraordinær styrke. Du skal blive frygtløs i kamp, dit mod skal blive lige så stort som løvens, og du skal forsvare din herre til sidste blodsdråbe. Men under din pels skal slå et godt og trofast hjerte, og alle dine efterkommere skal arve alle dine gode egenskaber. Og således skal der fortsætte lige til verdens ende.
Boxer skal være dit navn.”
Derefter forlod Adam og Eva ledsaget af deres trofaste følgesvend for stedse Paradis. Bag dem lukkede porten sig, foran hvilken en kerub svang et flammende sværd. Utallige gange vendte manden og kvinden sig om for endnu en gang at få et blik af dette vidunderlige sted, men snart forsvandt det i det fjerne. Boxeren derimod vendte sig ikke. I rolig gang fulgte den sine herrer i det ukendte. Og gennem de mange år op til vore tider er boxeren efter skaberens ønske forblevet menneskets ideelle og trofaste ledsager.