En slem forskrækkelse. {{forumTopicSubject}}

Hej! Vi havde en grim, grim oplevelse med Freja i fredags, som jeg lige vil dele med jer. Hun havde været frisk fra morgenstunden, spist sin morgenmad og blev lukket ud i haven sammen med de andre to tøser. Da hun skulle ind igen, faldt hun sammen i kramper. Hun tissede og var væk rigtig længe - måske et par minutter. Det føles som rigtig lang tid. Jeg fik kaldt min søn op og han fandt en kold klud, som jeg lagde på hendes hovede. Ikke fordi jeg troede det hjalp, men et eller andet skulle jeg gøre. Da jeg syntes jeg kunne få lidt kontakt med hende, bar jeg hende ud i hendes kasse. Jeg ville sætte mig ved hende, men da røg hun frem og bed mig i fingeren. Hun var helt sikkert ikke ved hendes fulde fem - hun har aldrig bidt før. Efter endnu et par minutter var hun klar igen, logrede og ville nusses med. Jeg ringede til dyrlægen som mente, hun havvde fået en hjerneblødning. Der var to muligheder, enten at aflive hende eller prøve at give hende en sprøjte med B-vitaminer. Det kunne styrke hendes nervesystem. Vi aftalte at nu skulle hun have ro i nogle timer og så skulle jeg komme op til dyrlægen. Jeg tog på arbejde i nogle timer, men Mikkel var hjemme og holdt øje med hende. Jeg kunne ligeså godt have blevet hjemme, for jeg tudede hele tiden, når jeg tænkte på hende. Da jeg kom hjem, var Freja fuldstændig som hun plejer. Hun gøede og hoppede op ad mig - der var ikke noget at mærke på hende. Hun kom sammen med de andre to, som var glade for at hun var ok - de reagerede begge to, da Freja lå med kramper. Klara, den lille blev bange og lå under sengen i 3 kvarter; Men nu var alt fryd og gammen igen. Jeg tog Freja med til dyrlægen og hun fik den omtalte sprøjte med B-vitamin. Han sagde hendes hjerte slog fint, så det havde ikke noget med det at gøre. Han syntes ikke vi skulle aflive hende nu - hun havde det jo godt.
Nu er vi så kommet på den anden side af weekenden og det går stadig godt med hende. Hun er blevet noget langsommere i opfattelsen. Når jeg pludselig stikker hånden ned til hende for at klø hende, bliver hun lidt bange et øjeblik. Vi skal nok vænne os til at forberede hende. Men hun løber også lidt ude i haven, gøer når nogle går forbi og er ligeså kærlig, som hun plejer at være.
Mikkel og jeg har bestemt at så længe Freja trives og nyder at være sammen med de to andre, så får hun lov til at leve. Anfaldet kan komme igen eller måske ser vi det aldrig mere. Men hvor er det en svær beslutning at skulle tage. Men det er I jo rigtig mange der har prøvet.
Tak fordi I lyttede - vh Dorte