når hunden skal lære at gå pænt {{forumTopicSubject}}

Jeg er i vildrede

Vi har en hund på 11 måneder, første hund. Og han kan simpelthen ikke gå pænt. Jeg er virkelig ved at opgive det fuldstændig.

Vi er en familie på 5 (6 da vi fik ham, mine ene bror er lige flyttet)
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af om det er mig som gør noget galt, jeg har set tonsvis af videoer med hvordan man lærer hunden at gå pænt, vi går til hundetræning og træner også normalt hvor det går fint.

jeg er nået til det punkt hvor jeg synes jeg har prøvet det hele, jeg har prøvet at gå hjem lige så snart han trækker,
at skifte retning konsekvent hver gang han trækker.
at stoppe og og vente på at han kommer tilbage på plads,
at stoppe op og vente på at han kommer tilbage og venter på at jeg giver lov til at gå igen.
at bakke til han følger med
at vente i lang tid
at vente i kort tid

Jeg havde ikke haft gået med ham lige så meget i sommerferien som jeg plejer normalt, da jeg havde travlt hele ferien. Så der tog min mor, far og ene bror fuldstændig over, på nær de få dage jeg var hjemme

nu er det helt forfærdeligt med ham og jeg bliver bare så frustreret. vi kan stoppe over 50 gange på en tur og intet hjælper, lige nu stopper jeg, og jeg stopper HVER gang jeg kan mærke at han trækker eller han skal til det.
jeg bliver frustreret, også fordi jeg ikke aner hvordan de andre går med ham og jeg op til flere gange har nævnt at de skal stoppe og vente i noget tid.

Er det overhovedet muligt at lære en hund at gå ordentligt hvis andre går forkert med den?
det er kommet dertil hvor jeg overvejer at sige at jeg først går med ham når de har lært ham det, eller kun går med ham hvis de stopper for jeg har på fornemmelsen at jeg er den som går mest op i det.

Min far siger at jeg jo bare må lære ham det, det samme med at komme når vi kalder på trods af at jeg op til flere gange har sagt at det er noget han skal trænes til af alle

da vi var ude at se på ham valgte jeg at sige at jeg gerne ville tænke over det, men det var åbenbart ligemeget fordi min søster var blevet helt forelsket i ham, jeg var skeptisk over racerne i ham da jeg godt vidste at de krævede meget træning og stimulering. Men så følte jeg at jeg blev nødt til at sige okay til ham fordi min tvillingesøster så gerne ville have ham.

Det er så endt op med at min søster ikke laver noget med ham det irriterer mig at det var min søster som valgte ham når det nu er mig som træner ham, og mig de forventer lærer ham de ting han skal.

Jeg elsker min hund, det må i ikke misforstå, jeg har altid ønsket mig en hund og elsker at træne med ham. jeg er bare utilfreds med hvordan han pludseligt blev mit ansvar når det ikke var så sjovt for min søster længere.

Pyha..

Hvad ville i gøre? jeg har jo ikke lyst til ikke at gå med ham, men jeg er kørt træt i de mange stop på turen og jeg bliver vred på dem omkring mig når jeg kommer hjem, hvilket jeg virkelig ikke har lyst til da det slet ikke er fair.