Når de bedste intentioner måske ikke er nok.. {{forumTopicSubject}}

Hej allesammen

Jeg er ny herinde, og meldte mig ind for at få gode råd af nogle kloge, hundeglade mennesker

Vi har åbnet vores hjem for 3 katte, 2 kaniner og 1 hund, som skulle aflives eller blev behandlet dårligt. Vores lille terrier blanding trængte i sommers til en lillebror at lege med, så vi gik på jagt.

Vi fandt en dobermann blanding, hvis sind passede fantastisk til vores familie, men skæbnen ville at den perfekte hvalp var reserveret, vi venter på svar et par uger, og hunden gik til dem der havde reserveret den. Så fik vi at vide at det viste sig da hvalpene fik øjne, at den ene var blind. Han var ikke blevet reserveret eller købt, og stod til aflivning. Efter at have haft hvalpen på besøg en halv dag, og læst os firkantede på nettet, besluttede vi os for at give hvalpen en chance for et liv, hos os.

Så nu er vi de heldige ejere af Odin på 9 mdr. Han er en stor modig hund herhjemme, han tosser rundt og ved hvor alting er og hans bedste ven er vores anden hund. Han er kun hvor vi er, da han ellers bliver for modig, og vil op af trapperne Han er i snor udenfor, da han jo ikke kan se biler, grene, huller mm. Han har et fantastisk sind, og er en rigtig putte trold. Han er i bur når vi sover og når han er alene hjemme. Han er nem at motionere da han skal snuse sig frem, og bliver derved hurtigt træt.

Vi har det problem at vi har svært ved at sætte os i respekt overfor ham. Han er endnu ikke ordenlig renlig, og han lystrer kun når han selv har lyst. Han er vores 3. hund, og de andre 2 andre kunne vi godt opdrage. Men vores tanke er at han jo ikke kan se vores krops sprog, og derved ikke kan se alvoren.

Han løber efter vores katte, løber afted med os i snoren, har uheld på gulvet og skal have tingene at vide på den hårde måde inden han fx lægger sig ned... Vi har afprøvet forskellige teorier om hundetræning, men intet hjælper. Han er begyndt at smitte af på vores lille hund, og vi kløer os selv i håret for at finde løsninger.

Jeg er slet ikke typen der skiller sig af med dyr fordi man selv laver fejl, men vi ved snart ikkr hvad vi skal gøre. Han er i mit hoved fra jeg står op, til jeg går i seng.. Og kan ikke gøre op med mig selv om jeg har ham for min eller hans egen skyld, og om han i virkeligheden er bedre stillet med en person/familie der kan sætte sig i respekt overfor ham. Eller skal vi bare leve med hvad vi kan få ud af ham. Kan jo læse mig til at andre kan opdrage blinde hunde med succes!?

Puha et langt indlæg.. Håber I vil lufte jeres mening her, så jeg måske kan få lidt ro i mit hoved. .

Påske hilsner
Rikke