Ensomhed efter brud {{forumTopicSubject}}

Hej med jer

Som nogle af jer ved, har jeg brudt med min kæreste igennem 2,5 år, i september - dog flyttede han først ud medio december.
Valget var simpelthen det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har prøvet. Jeg er trygheds narkoman med stor TRYGHEDSNARKOMAN (ikke bare T )Jeg fortryder på ingen måde mit valg, tværtimod. Men efter en måneds tid alene er ensomheden begyndt at ramme mig lidt - og på samme tid, orker jeg faktisk heller ikke at være mega giga social. Aller bedst har jeg det, når jeg bare kan få lov til at være i fred sammen med Milo.

Den sidste uges tid har jeg været træt, uoplagt og banket mig selv i hovedet over det. Det der med at vise "svaghedstegn" er bestemt ikke noget jeg bryder mig om, men er kommet lidt frem til at det sgu er okay, at jeg ikke brager derudaf med 180 i timen som jeg plejer, at lejligheden ikke er cleanet ned til mindste plet, og at jeg ikke lige får mine sunde og økologiske måltider hele tiden. Altså - jeg har accepteret at det er okay, at springe over hvor gærdet er lavest, for så at finde mig selv i det hele igen.

Jeg satte en fod i jorden, sagde fra og for en gangs skyld var jeg min egen helt, og ikke alle andres. For første gang i mit liv, tog jeg en beslutning og sprang ud uden sikkerhedsnet - og fanmer om det ikke lykkedes meget godt. Men hvorfor er det jeg ikke kan være stolt over det? Jeg er bestemt ikke typen, der sætter mig selv i en offerrolle, det var jeg engang og lige præcist det og min stædighed, får mig faktisk til at føle mig lidt flov over, at åbne op omkring hvordan jeg egentligt har det.

Siden bruddet har jeg haft tindens til at gemme mig bag min telefonskærm - aldrig har jeg været mere aktiv på de sociale medier, på trods af at det faktisk stresser mig mere end det gavner... er der nogle der kan forklare mig hvorfor? For mig virker det helt skørt, i det at jeg altid har været en utroligt nærværende person. Som sagt er jeg på ingen måder ked af at være kommet af med ham, jeg savner ham heller ikke - men trygheden og nærværet savner jeg, velvidende at jeg slet ikke er i nærheden af klar til at finde en ny.

Hvor lang tid har I følt sådan et tomrum efter et brud, og hvordan er I kommet igennem det?