Når jobbet hænger en langt ud af halsen {{forumTopicSubject}}

Argh jeg føler mig frustreret i øjeblikket.
Jeg har et godt job med de skønneste kollegaer, verdens bedste kunder, fede ansvarsområder og god løn med personlige tillæg.
Men min chef tar langsomt livet af mig..
Jeg har været på stedet i 4 år, i starten havde vi travlt, og undervejs har der være forskellige længere tidssygemeldinger. Hele tiden hører vi, firmaets lønudgifter er højere end gennemsnittet for sektoren, så hver gang nogen går på efterløn eller stopper, bliver de erstattet af en ny med færre timer.
Feks gik en kollega på efterløn, chefenskone blev ansat, og hun laver stor set kun kontorarbejde. Så der røg 2 hænder mere..

Min chef er så begyndt at tage en del af vagterne selv, men det er på den vis man aldrig ved hvornår han er der. Det er ham der laver skemaet, og han evner ikke at planlægge. Han ligner en syg, druknet og hængt kat - så det er ikke kun os andre der bliver stressede af det.

På de halvårlige personalemøder spørg vi til minimumsbemandingen, og på mine 4 år er den gået fra 6 til 5 til 4.. Til 4 inkl. Eleven - som nu lige har måtte sige op.. Vi har ikke mindre at lave. Vi løber bare stærkere og stærkere, og skære flere og flere arbejdsopgaver der burde laves fra. Selv kunderne er begyndt at kommenterer på de får stress af at se os arbejde..

Vores ferie skema de næste 2 måneder er der hele uger med 3 mand på job, fordi han er konfliktsky og giver folk ferie samtidig. Normalt arbejder vi hver 3. Lørdag - over ferien er der huller i skemaet og jeg ved der kun er mig og en god kollega som tidligere har været stressramt og fylder 60 år lige om lidt, tilbage som ikke har ferie eller er på job allerede, så jeg frygter det ender med enten at man kun er 2 på de dage eller at vi kommer til at arbejde alle lørdage juni og juli.. Og det værste er vi ikke kan få et svar ud om hvordan det bliver. For manden evner ikke kommunikation. Når vi spørg ham om noget er vi begyndt at formulerer spørgsmålene i ja eller nejspørgsmål, for ellers svare han i gråtoner, og vi forstår ham simpelthen ikke..

Og hvis i nu tænker snak med din tr - så kan jeg jo række hånden i vejret og sige det er mig selv.. Og jeg er på randen til at give op...
Jeg vil så gerne hjælpe mine kollegaer, men jeg orker ikke at slå i puden igen igen igen, og bare føle det kun bliver værre...
Hvis han så bare var en dum skiderik man kunne hade, men det er han ikke. Han vil så gerne gøre det godt, men evner det ikke. Det er som om han er faldet ned fra månen og landet i den her virkelighed...og render rundt i en osteklokke og leger butik.

Og jeg føler jeg svigter mine kollegaer hvis jeg skrider fra hele shittet...