{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
582 visninger | Oprettet:

Hunden og kastanietræet. {{forumTopicSubject}}

Sad og kiggede på alledyrsret og faldt over dette. Sååå sørgeligt...


KASTANIETRÆET OG DEN GAMLE HUND:
Retrieveren og dens gamle ejer sad ofte under kastanietræet, det var her den følte sig rigtig hjemme.
Hunden gik hverdag over til nabokonen for at få en frikadelle, eller hvad der nu kunne falde af.
En dag skete det, den gamle mand kom på sygehus og døde. Hunden gik hvileløs rundt, ingen kunne trøste den, den gik dog stadig over til naboen. Hun syntes naturligvis, det var synd for den. Stille kom den ind ad havedøren med sænket hoved, måske troede den, at dens far kom hjem igen, men som dagene gik, blev den ligesom klar over, at den nok aldrig skulle se sin herre mere.
Sønnen solgte nu huset med den klausul, at de skulle overtage hunden med huset, da det var en ældre hund, og at man syntes, det var synd at flytte den. De nye ejere var glade og søde mod den, men kunne ikke erstatte dens far, den sov meget under dens yndlingstræ kastanietræet, og luskede så over til naboen for at få en lille bid ved 12 tiden.
En dag kom hunden kl. 11 - Det var en time før den plejede, den skrabede på døren for at komme ind. Da naboen kikkede ud ad vinduet for se, om der var noget galt, da så hun naboen i gang med at fælde kastanietræet, det var hundens bedste sted, som nu forsvandt lige som dens far, nu skulle den heller ikke mere ligge under det fine træ, som den holdt så meget af.
Naboen syntes virkeligt, det var synd for hunden. Hunden smed sig lige midt på hendes gulv og ville helst ikke tilbage mere, hunden rejste sig op, gik hen til sin eneste ven nabokonen, og plantede sine store poter i hendes hånd, det var som om den bad om at få lov at blive hos hende, selv om det aldrig ville blive det samme som dens herre eller kastanietræet, så var hun den sidste ven, den følte i livet, den havde tilbage, og her fik hunden lov til at bo.
Så sørgeligt kan det være for mennesker og dyr, når de mister deres kære. Husk altid at være god ved dyrene, de har også følelser, som kan været meget større end dem, vi mennesker har.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Hunden og kastanietræet.
  • #1   25. sep 2006 JO, DET SKA VI MED SIKKERHED NOK HUSKE ;o)))
    Smuk historie


  • #3   25. sep 2006 ejjjjj, ja det var da en sørgelig beretning

  • #4   25. sep 2006 Her er et brev fra en af deres medlemmer. DEN trak også tåre...



    Tak lille Smut
    Forleden gik vi to, du og jeg, en sidste tur ned ad Frederiksberg Allé i København. Du gik langsomt, lidt usikkert, men fortrøstningsfuld ved min side. Du vidste ikke selv, at du var alvorligt syg. I dine 16 hundeår havde du aldrig haft en eneste sygedag, men nu strejkede din lille krop.

    Vi var på vej til dyrlægen, der nænsomt skulle give dig den sidste sprøjte. Jeg gik forsigtigt, du har vænnet dig til, at din gamle mor ikke mere er, hvad hun har været. Af og til i forfærdende minutter lagde du dig ned og rystede over hele kroppen.

    Jeg vidste, at du havde mange smerter, men du ville gøre din pligt og gå tur med mor. Du vidste ikke at dette var den sidste vandring. Og jeg græd på vejen, græd hos dyrlægen og gik grædende hjem. Jeg er 85 år, og jeg har mistet min eneste ven.

    Jeg havde længe frygtet denne dag. - Han skal ikke lide mere, havde dyrlægen sagt. Nej, Smut! Det kunne jeg ikke byde dig, du min lille solstråle. Og jeg husker hvilken ven og trøster du var, da vi mistede vores "far". Du gav mig lysten til at leve videre - og modet! Jeg skal aldrig glemme, hvor tålmodig du var, da jeg ikke mere var så mobil.

    Jeg kender hvert et træ på Frederiksberg Allé. Du har lettet ben op ad dem alle. Når alt andet i min hukommelse blegner på grund af min alder, vil jeg stadig huske vores lange ture i naturen, dengang vi begge kunne bruge vores ben. Og hvor jeg savner din kærlige måde at sige godmorgen på. Du kom aldrig ind til mig, før jeg vågnede. Men så sprang du op i sengen og lagde din våde kolde snude mod min kind.

    Du kom til os en forårsdag i 1984. Den dag hentede jeg dig i strålende solskinsvejr i Måløv, du var kun otte uger. Du var en mors-dag gave fra vores "far", som vi måtte sige farvel til. da du var fire år.

    Du fik mange venner her i bebyggelsen, ja i hele kvarteret. Du kendte dine venner og kom dem glad i møde. "Vores Smut", sagde de, og du kunne lide deres stemmer. Det eneste i hele verden, du var bange for, var de store løse hunde. De var truende og voldsomme, og jeg skældte deres ejere ud.

    Jeg husker din glæde, når mine to veninder kom på besøg. Med øjnene fulgte du forberedelserne, og din lille hale dikkede af fryd, når småkagerne kom på bordet. Men du tiggede ikke, lagde dig ved entredøren og ventede. tålmodig og med glade øjne.

    Aldrig skal jeg glemme vores "fars" sidste ord .til mig: "Vær god ved lille Smut, hvad end der sker i dit liv". Få timer efter var min elskede mand død. Han havde fået fred, nu har du også fået fred. Jeg håber, jeg gjorde det rigtige, da jeg tøvende fulgte dyrlægens råd: "Nu skal Smut sove ind".

    Jeg vil få mange ensomme timer uden dig, lille Smut. Men så vil jeg lade minderne vandre på langfart fra den dag i solskinnet, hvor vi to mødtes. og du logrede dig ind i mit liv, til i forgårs, en isnende kold januardag med strålende sol. hvor jeg måtte klappe dig en sidste gang. Tusind tak for alt. hvad du har været for mig gennem disse mange år, dit kærlige sind og dine brune hundeøjne vil følge mig, til jeg selv må af sted. Sov sødt!



  • #5   25. sep 2006 SNØFT SNØFT... smiley sølle vovse...

  • #6   25. sep 2006 LouNala>> ikke ligge sådan fortællinger ind.. bliver helt trist t mode*s*

  • #7   25. sep 2006 mor til fire !
    den sidst er da sååå sød. At den gamle dame har passet så godt på sin ven, som har hjulpet hende igennem sin mands død.
    Der er nogle fra markedet af, det kunne lære noget...


  • #8   26. sep 2006 Åhh MInder lidt om da min reserve bedstefar døde.. Den endte sdog knap så godt...

  • #9   26. sep 2006 Åååååårh maaaanner........de små historier, trækker så gu da også tåre...

Kommentér på:
Hunden og kastanietræet.

Annonce