Hvorfor er det så svært? {{forumTopicSubject}}

Jeg undskylder på forhånd for et meget langt indlæg, men jeg har simpelthen brug for at få lidt luft.

Gustav fik for 9 måneder siden, godt 2 år gammel, konstateret svær HD og fremskreden slidgigt på begge hofter. Både dyrlægen og jeg - og alle andre, der kender vovse for den sags skyld - blev meget overraskende, da han ikke umiddelbart viste tegn på smerte. I bakspejlet kan jeg da godt se, at han havde sat tempoet lidt ned, men jeg havde egentlig taget det som et tegn på, at DAMP-hunden var ved at blive voksen.

I løbet af den sidste måneds tid er han stille og roligt blevet mere og mere "doven". Han vil mægtigt gerne arbejde, men tager vi et træningspas på en time lørdag morgen, foregår resten af weekenden i gammelmandstempo. I modsætning til tidligere leger han meget sjældent tagfat. Han vil skam gerne, men han løber 10-20 meter for så pludselig at stoppe op for at snuse.

Herhjemme leger han gerne med Ingle, og han er stadig et fjollehoved, men der bliver kortere og kortere tid mellem pauserne.

I sidste uge lagde jeg mærke til, at han var begyndt at "gå urent" på forpartiet. Et besøg hos dyrlægen i lørdags bekræftede mine værste anelser: den er tilsyneladende gal med albuerne også

I morgen skal han så røntgenfotograferes, og jeg må ærligt indrømme, at jeg næppe kommer til at sove ret meget i nat.

Jeg er simpelthen skrækslagen for, hvad billederne viser. Jeg er bange for, at det snart er tid til at sige farvel. Jeg er bange for, at Ingle snart skal miste sin højtelskede "storebror" og bedste ven.

Jeg har kæmpet for at holde Gustav i super fysisk form, og det er heldigvis lykkedes, men den sidste tid er det gået meget voldsomt tilbage, og jeg er bange for, at det bare ikke længere er nok. Dyrlægernes vurdering er, at der kun er smertebehandling tilbage.

Jeg er ikke i tvivl om, at Gustav, trods daglige doser smertestillende, har smerter. Selvom han umiddelbart virker lalleglad og fuldkommen sorgløs, kan jeg se på ham, at han gerne vil mere, end han kan. Hvor længe kan jeg være det bekendt?

Lige nu har jeg dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over ikke at kunne smertedække ham ordentligt. Dårlig samvittighed over ikke at magte flere "alternative" behandlinger. Dårlig samvittighed over ikke at kunne være sammen med ham i døgndrift. Dårlig samvittighed over at tilsidesætte Ingle. Dårlig samvittighed over efterhånden kun at kunne se én vej for en ellers ung og glad hun, nemlig regnbuebroen.

For f......, hvorfor skal det være så svært??