Beslutningen er taget... {{forumTopicSubject}}

Jeg har besluttet at droppe ud af min uddannelse. Jeg har (som nogen har læst i tidligere tråde) ikke følt mig tilpas i den klasse jeg kom i. Hele tiden i de 4 måneder jeg har været der, har jeg tvivlet utrolig meget, miljøet har været så dårligt. Udover det fik jeg, pga. en uges influenza, ikke lov til at komme til eksamen, selvom jeg fik at vide at jeg ville kunne blive indstillet hvis jeg fremviste en "fri"/lægeerlæring, hvilket jeg gjorde. Herefter var det en lang sej kamp med lærer og ledelsen som talte ned til en og gjorde en utrolig utilpas. Hele denne episode fik hele bægeret til at flyde over, så i det sidste stykke tid har jeg haft det psykisk dårligt over at tænke på skolen, ikke gidet at læse lektier og når jeg var i skole så ikke høre efter. I morges vågnede jeg kl. 7 (skal afsted kl. 8) og blev bevidst bare liggende i sengen til klokken passerede 9 (hvor jeg skal møde).

Så nu har jeg besluttet mig for at droppe uddannelsen, jeg har ikke lyst mere og det gør mig rigtig ked af det. Jeg har det forfærdeligt med at droppe ud, for sådan en person er jeg normalt slet ikke. Jeg er skide bange for reaktioner fra andre når man fortæller man er droppet ud og jeg føler mig lidt som en taber på det punkt.

Min plan er nu at skulle på dagpenge det næste halve år og så søge ind på min overbygning til min fuldførte uddannelse, hvis jeg ikke får job inden. Jeg er ked af det og skuffet fordi jeg troede det her var drømmestudiet, men jeg kan simpelthen ikke klare at miljøet er så dårligt.

Jeg er trist, lettet, ked af det, sur og fortvivlet på én og samme tid over min beslutning. Men jeg kan bare mærke på mig selv at jeg har betvivlet uddannelsen i hvert fald 15-20 gange inden for det seneste halve år, hvordan skal jeg så klare 2½ år endnu....

Pyyha det blev et langt indlæg og det var nu mere min intention at få følelserne ud, men I skal være velkomne til at skrive - vil især gerne høre fra nogen der måske selv har stået i lignende situation.