Trøstekram ønskes {{forumTopicSubject}}

Hej med jer

Ja nu blev det så min tur, til at miste en bedsteforælder..
I en alder af snart 21, er det først nu at jeg mister en af dem, så det er godt klaret, synes jeg, eftersom de stort set alle sammen har haft et eller andet alvorligt..

Min farfar blev for ca en måned siden indlagt, fordi han havde ondt i maven.. Han blev undersøgt, og de fandt kræft.. De var lidt i tvivl hvor, så han skulle yderligere have flere undersøgelser..

Der gik lidt tid, og han kom så hjem igen, dog med en lungebetændelse. Efter 1½ uge ca, blev han indlagt i fredags fordi han ikke havde drukket mere i den tid, end min farmor gjorde på en dag. Så han var helt omtumlet og forvirret..

Mine forældre tog så ned og besøgte ham i lørdags. Vi blev enige om, at jeg ikke tog med, fordi jeg er meget følsom og bekymrer mig meget. For 2 år siden, var han også voldsomt syg med blodforgiftning, og vi anede ikke hvordan det stod til, da vi besøgte ham, lige da han var indlagt. Han var så ved at dø, fordi han ikke kunne få vejret, og jeg blev så ked af det..
Så jeg tog ikke med. Hvilket også var godt, for han var blevet en sur gammel knag, som ellers plejer at være så sød og også altid kneb en tårer, fordi der intet skulle til for at røre ham.

Han brokkede sig over alle de hunde han så på hospitalet, og folk der skændtes. Der var så ingen hunde eller folk der skændtes..
Alt smagte af lort, og lægerne ville slå ham ihjel.. Det med lægerne har han altid ment, gamle tossede farfar..

Så igår, var han ude og gå rundt for at snakke med de andre patienter, og ville så ind og ligge lidt ned, inden han fik besøg, som han glædede sig til. Han vågnede så aldrig igen..

Så det er første gang for mig, at jeg oplever en så tæt på dø, og jeg er bare ødelagt af sorg.. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, og jeg har arvet hans følsomhed.. Jeg er også en tænker, så jeg tænker rigtig meget over ting, som så gør mig vildt ked af det..
Hele vejen hjem fra job kursus idag, græd jeg sammen med regnen, da jeg kørte på min knallert..

Min far har snakket med bedemanden idag, sammen med hans søskende og mor, og fik mit ønske til at ske.. Min farfar havde altid en kam med, for at rede hans hår, så den skulle han have med på rejsen, og samtidigt en hundekiks til hans elskede afdøde cockerspaniel Gaffy.. Han skal bisættes fredag kl 11 ):

Bisættelser er for mig, det næst værste efter at miste.. Jeg er så bange for døden, og al den snak om himmelporten og alt muligt, gør mig bange.. Jeg ved døden ikke er noget man skal frygte, men tanken om dem man mister, eller at de mister en.. Bare at se min far være ked af det, det gør det hele værre..

Jeg ved vi ses igen ved broen, når min tid en dag kommer, men det er bare så trist at tænke på, at man aldrig skal se ham igen..

Så jeg har haft en rigtig lorte weekend, for at sige det mildt.. :'( :'(