Ååååh hvor er jeg frustreret. {{forumTopicSubject}}

Jeg beklager allerede inden jeg er kommet igang, men jeg skal bare lige have luft for mine tanker inden jeg eksplodere, og uden jeg kommer til at give dem jeg kender dårlig samvittighed, og så blev det altså lige her jeg så muligheden.

Jeg brækkede for 4 uger siden det ene ben og forstuvede det andet, med det resultat at jeg mere eller mindre er fanget herhjemme, og skal jeg ud er det i kørestol. De første 3 uger er egentlig gået okay, jeg har holdt humøret oppe og fundet glæden i, at det trods alt ikke er gået værre, at jeg har en mand der hjælper mig og veninder og familie der hjælper hvor de kan og kommer og besøger mig.

Men nu begynder det at påvirke mig på en måde jeg ikke synes er rart. Jeg bliver restløs og begynder at stortude af frustration over at jeg ikke bare kan gøre som jeg har lyst til, og at jeg har behov for hjælp til langt de fleste ting.

Egentligt skammer jeg mig jo også. Jeg kunne ikke engang klare 4 uger som handikappet, Jeg prøver at fortælle mig selv, at der er folk der lever sådan dag ind og dag ud, jeg kommer trods alt tilbage til at kunne klare mig selv, men det er en ringe trøst nu, hvor jeg bare gerne vil rejse mig op og gå ud og være en den af den verden, jeg hver dag sidder og kigger på gennem vinduet.